I den unge Fyrste Cajus’s eller Sempronius’s Residenz levede Carl Fernau, en Mand af lyst Hoved, redeligt Hierte, og indtagende Skabning. Han troede at være stolt, i Grunden var han kun forfængelig, dog ikke over sin Person. Der gives Mennesker, som ikke finder Noget behageligere end at besidde de smukkeste Heste, de nydeligste Meubler, kostbare indbundne Bøger og sligt, eller egentlig kun at foreviise dem for andre, og gotte sig over sine Giesters Beundring. Til denne Classe hørte Fernau. Det var hans eneste Svaghed, uskadelig, saalænge den kun indskrænkede sig til Brammens Gienstande. Han vilde gierne have giftet sig for længe siden, thi han talte allerede sin otte og tyvende Sommer; ogsaa havde han net op saa megen Formue, som der behøvedes i hans Forfatning, for, fri fra ethvert Aag, at holde Mangelen ude; — men hans Moder levede endnu, boede hos ham, var Enke efter en fyrstelig Raad, giorde sig lidt til af sin Rang, og behøvede meget, ikke af Fornødenhed, men for at vise Verden, hun havde meget. Den der dog eiede Alt, hvad der blot bliver fortæret af denne sidste Grund! Imod han var Crøsus en Tigger.
Det Ønske, at omfavne en Svigerdatter, laae vistnok ogsaa Frue Raadinden paa Hierte; men naar Sønnen engang nævnte en Pige, saa var det aldrig den rette. Derfor skrev han engang til sin Ven, Secretær Wilsch i Dresden:
“Din huuslige Lykke, som Du skildrer saa tillokkende, har, med al sin Glæde, dog foraarsaget mig lidt Ubehagelighed. Hvorfor bliver det ikke ogsaa mig saa godt? — Jeg hører Dig gientage dette Hvorfor. Ak Ven! der gives en Mængde smaa, undertiden vel ogsaa svagelige, Grunde, som dog, taarnede paa hinanden, synes uoverstigelige, i det mindste for mig. Du kiender Menneskets forfængelige Sands: han pleier, at indbilde sig: han handler altid efter een, ham bevidst, Grund, hvilken han tør nævne, uden at rødmes, medens sædvanligviis Dusiner, som han skammer sig ved, ja vel endog nægter dem for sig selv, lede hans Villie: Saaledes gaaer det ogsaa mig. Jeg gifter mig ikke, fordi jeg efter min Mening (nemlig efter den, som jeg finder for godt, at lade mig mærke med) endnu ikke har truffet en Pige, som spaaede mig Lykke. I Grunden er det ikke sandt.„
“For halvandet Aar siden lærte jeg at kiende en vakker Pige, som jeg skulde hente af til Bal. Jeg fandt hende allerede ret nydelig pyntet, og Længselen efter at dandse, lysnede ud af hendes Øine med Glæde. Da hørtes der pludselig: den gamle Tante havde Hovedpine, og kunde ikke forelæse den blinde Fader i Aften. Strax vendte Datteren sig til mig, og sagde med venlig Hengivelse: “Saa giør det mig ondt, at jeg har umaget Dem, thi jeg kan ikke kiøre med Dem. Min blinde Fader er vant til, at jeg eller Tante forkorter ham Aftentimerne ved Læsning. Men jeg beder Dem, ikke at forraade ham noget om min Dandselyst; thi ellers lider han ikke, at jeg bliver hiemme.„ — Jeg troer, kiere Ven, jeg næsten saae paa Pigen med Ømhed, og tog forvirret Afskeed. Hende gad jeg nok ægte — sagde jeg til min Moder, da jeg kom hiem. Ak Barn, svarede hun, — den er altfor fattig.
For fire Maaneder siden, ved en Spadseregang om Morgenen, mødte jeg en allerkiereste Gartnerdatter, som stavede Bogstaver for sin yngre Broder, derhos bandt nydelige Bouquetter med Hænderne, og vuggede sin yngste Søster med Foden. Jeg saae uformærkt paa hende, hvorledes hun bar sig saa flink og venligen ad med alt dette. Efter en kort Tid stod hun op, der blev fyldt en Kurv med Bouquetter, den strenge Fader talte hende Blomsterne til, bestemte ogsaa Prisen. Hun gik, jeg fulgte efter hende i Fierne. Hun solgte sine Blomster hurtigen. Var Kiøberen en Yngling, saa blev hun alvorlig og eenstavlig; men imod Koner og bedagede Mænd var hun venlig og snaksom. En gammel Officier, som nok hovede hende, gav hende nogle Groschen mere, end hun havde begiert. Hun takkede fornøiet; men neppe var han borte, førend hun gav en Krøbling, som laae nær ved hende, Overskuddet, hvilket hun ikke behøvede at giøre Faderen Regnskab for. Paa Hiemveien mødte hun en gammel Bondekone, som havde hvilet ud lidt, og sat den tungpakkede Bærekurv ved Siden af sig. Forgiæves pinede den stive gamle Kone sig med, at faae den paa Skulderen igien. Hundrede slentrede forbi, uden at hielpe hende. Men Gartnerpigen hialp, og gik derpaa syngende videre frem.
“Den gad jeg nok tage til Kone,„ sagde jeg til min Moder, da jeg kom hiem. Ak, Barn — svarede hun — hun er af altfor ringe Herkomst. Frembragte jeg et Men derimod, strax stillede min Moder tre Men i Marken. Da jeg imidlertid hverken var egentlig forlibt i hiin eller denne, saa giorde jeg hende til Behag, og lod det være godt.„
“Paa sin Side har hun ogsaa allerede foreslaget mig Mangen, for Exempel en Geheimeraads Datter, som havde tilbragt en Vinter i Berlin, og bivaanet Schlegels Forelæsninger over Æsthetiken. Fremdeles en Kiøbmands Datter, som spiller herligt paa Claveret, og bliver fortredelig i alle Selskaber, naar der ikke er et Claveer, eller naar man ikke bestormer hende med Bønner om at lade sig høre. Skeer det endelig, saa klager hun over Tvang, giør sig endnu længe kostbar, sætter sig endelig, spiller — og hører slet ikke op igien. — Fremdeles en fiin Frøken med en allerkiereste Stumpsnut, som falder sin Moder alle Øieblik ind i Ordene, og beder hende, at tie stille, fordi hun dog ikke forstaaer, hvorom Talen er.„
“Da har jeg sagt: Kiere Moder, den Ene er mig for klog, den Anden for forfængelig, og den tredie fornæsviis, og saaledes har da min Moder ogsaa ladet det være godt. Vær ubekymret — siger hun undertiden — Piger gives der nok af. Det har jeg ogsaa troet tilforn, men bliver, Dag for Dag, mere og mere overbeviist om, at der gives meget faa Piger, nemlig gode, især i den store Stad, hvor de ikke ville andet end behage unge Mandfolk, overglimre deres Medsøstre, skinne ved Talenter, fortrylle ved knap tilhyllede Tillokkelser; hvor enhver Pige allerede ikke mere kan skiule en ung Kones erfarne Øiekast, hvor Blyhed gaaer for Dumhed, Undseelsens Rødme bliver hentet fra Sminkekrukken, og Sædelighed lært af Donau Nymphen. Nei fra Residenzen henter jeg mig ingen Kiereste. Hvad der skal blomstre glædeligt i Haven, maae ogsaa være groet i Haven, de forkjælede Drivhuusvæxter falde om der. Gierne giorde jeg en botanisk Rundering paa Landet, besaae Markblomsterne der, hvilke, om ikke i Skabning, saa dog i aromatisk Duft lade Auriklerne og Tulipanerne langt bag efter sig; men desværre blomstre og forblomstre ukiendte, imellem det beduggede Græs. Men min Moder er gammel og sygelig, jeg tør ikke forlade hende allene; hun forlod mig jo ikke heller allene, da jeg var ung og sygelig.„
“Endnu gives mange andre smaa Hindringer, som qvæle enhver Gnist i mig, hvorved Hymen kunde tænde sin Fakkel. Mit Huus er ikke stort; de fleste gode Værelser, som jeg kunde indrømme min tilkommende Ægtefælle, beboer min Moder. Skal jeg drive hende ud af dem? Skal hun undvære den Fornøielse, at lave alting efter sit Sind? Skal hun blive afhængig af en Svigerdatter? Kiedsomhed og Traurighed vilde da forbittre hendes Alderdom. Heller bliver jeg ugift.„
Saaledes tænkte og føelte Carl Fernau; men som han tænkte og føelte, saaledes handlede han ogsaa stedse. Derfor forblev han ugivt, indtil den, sønligen pleiede, Moder døde i hans Arme efter nogle Aars Forløb. Vel havde han allerede forvænt sig formeget til Pebersvends-Livet; han læste ved Maden, tilbragte Aftenen regelmæssigen i en Klub, smagte ikke Cichorien i Kaffe, saae ikke Hullerne paa sit Lintøi, og troede Huusholdersken paa sit Ord, at det dyre Kiøb tog til hver Uge; men omsider blev han dog vaer, at hans Moders Værelser stode ledige, skiøndt langt fra ikke saa ledige som hans Hierte. Den paradoxe Mening, han havde om de unge Damer i Residenzen, var, om mueligt, indgroet endnu dybere, siden han tilfældigviis kom efter, at en af dem havde solgt sin syge Faders Seng, for at vise sig paa Maskeraden som Brud i Messina. Heller — sagde han — vilde han hente sig en Brud fra Sicilien, Barbareskerne tiltrods, hvilke han holdt for mindre barbariske end Fruentimmerforfængelighed. Men efterdi Sicilien dog laae for langt borte, saa blev han ved det første Forsæt, at udspeide en Blomst paa Landet, med hvilken han kunde pryde sin stille Vaaning. Tilkommende Uge — foresatte han sig — vil jeg reise did eller der hen. Men snart var Veiret for slet, snart blev der givet et nyt Skuespil, snart havde han lovet sig bort til et Partie Skak, og havde han endelig engang bestemt Dagen til Afreise, saa gaves der allehaande at flikke paa Reisevognen, eller Hestene maatte skoes. Kort, han giorde det med sin Giftermaalslyst, som Kræmmerne med de Kunder, der ville borge, der skrive paa sin Bod: Willst Du borgen, so kommst morgen; fordi man altid maae læse det i Dag, saa fremkommer Morgenen aldrig. Havde ikke endelig Tilfældet kastet Tærningerne for ham, var det mislige Vovespil evig blevet ham fremmed.