I Skoven Stormen suser, og hvirvler Sneen hvid,
Der tumler ned fra Himlen i skumle Midnatstid;
Den hvisler henad Marken, den dækker Vand og Muld,
Og Kampestenen knager i den bitterlige Kuld.
Bortdragne eller skjulte er Skovens muntre Børn,
Af Sneen sort fremrager den sørgelige Tjørn,
Ved Jettehøien staaer den, og Stormen paa sin Gang
Med Hvinen synger Helten sin vilde Klagesang.
I Skovens Skjød derinde, hvor Hasselkrattets Vold
En lille Plet beskjermer mod Vinterstormen kold,
Der staaer en Jægerbolig, — den synes saa forladt,
Der glimter ei et Lys ud i den sorte Nat.
I Stuen er dog luunt og hyggeligt og stil,
Kuns Ovnen buldrer lystigt med knittrende Ild,
Hvis Straale hopper ivrigt paa Gulv og paa Muur,
Hvor Dompappen sover i sit hængende Buur.
Ved Vindvet sidder Bertha med utaalmodigt Sind,
Paa begge Hænder støtter hun den friske Rosenkind,
Sig under Linet trænge de gule Krøller frem,
Hun er saa rank, men fyldig, saa lille, men saa nem.
Hun stirrer ud i Mulmet, og hører Nattens Larm,
Sit Forklæde svøber hun med Gysen om sin Arm:
„Hvorlænge han dog tøver, hvi kommer han ei hid?
Nu, Rudolf er i Byen, er det den rette Tid.
Er dette nu hans Løfte, beseglet dyrt med Eed?
De fornemme Herrer ei kjende Kjærlighed!
De føle ei den Smerte, ei saadan Lue heed,
Som her i dette Hjerte skal boe til Evighed.
Det var i Efterhøsten i Fogdens store Vang,
Vi bandt just Hveden op, da saaes vi første Gang;
Og siden hen ved Gildet han af den hele Flok
Kun dandsede med mig, — jo, jeg husker det nok!
Han er dog altfor herlig, saa mandig og saa smuk,
Jeg kunde ikke taale at høre flere Suk;
I Kirken sidste Søndag det lille, søde Brev
Beholdt jeg da i Haanden, — lad see dog, hvad han skrev!”
Hun tog det frem af Barmen, og lagde det paa Skjød,
Og læste det igjen ved Ovnens Flamme rød,
Hun trykked tusind Kys paa Skriften, paa hans Navn,
Hun lagde det paa Hjertet, og tog det i Favn. —
— Men fjernt fra Jægerhuset ved Skovens ydre Rand
Der snoer sig en lille Aa med stivfrosset Vand,
En Bro med hvælvet Bue sig over Vandet slaaer,
Og støder til Alleen, som til Herregaarden gaaer.
Her staaer den unge Jæger, og lurer paa sit Rov,
Paa Tyven, der vil plyndre hans Jagt og hans Skov;
Men tys! hvad lød nu atter igjennem Skovens Hviin?
Det skarpe Jægerøre grant skjælnet har et Trin.
Og flux han spænder Hanen, men sænker Bøssen brat,
Det er hans unge Herre med Kappen, med sin Hat
Nedtrykket dybt i Øiet, der over Broen gaaer;
Da øiner han sin Jæger, som bag Egestubben staaer.
Ham Ungersvenden hilser: „Hvordan er det fat?
Hvi har De dog, Hr. Greve! de varme Duun forladt?”
Da studsed Herremanden, dog fatted han sig brat:
„Hør, Rudolf! kan du give mig Huus og Skjul i Nat?”
„Der truer mig paa Slottet et grumt Forræderie,
Men skjul mig til i Morgen, da Faren er forbi;
Skjøndt frossen, Jorden brænder som Glød for min Fod.
Ak! Skrækken har bortveiret min Tillid og mit Mod.
Grev Fredriks Magt er knuset, — for høit hans Attraa steeg,
Nu søger man hans Venner, og derfor jeg undveeg!” —
Han slængte op sin Kappe om Kind og om Mund,
Og smiled ret saa lumsk ved sit hurtige Fund.
„Kom, følg mig over Mosen, træd De kun dristigt frem,
Mit Liv, min ædle Herre! jeg vove vil for Dem;
Ved Skovens anden Kant min Jægerbolig staaer,
Der boer min lille Bertha, og didhen vi gaaer.
Jeg husker ei, Hr. Greve! har De seet hende før?
Den Skjønneste blandt Egnens min Brud jeg nævne tør!
Jeg veed hun er mig tro,” — her smilte Grevens Mund, —
„Min Elskov kan ei bygge paa en fastere Grund.
Da hun var ganske spæd, forladt og frændeløs,
Min gamle Moder pleied den lille stakkels Tøs;
Hun elsked hende inderligt, og fandt der Forskjel Sted,
Saa skjænked hun nok Bertha sin meste Kjærlighed.
Da hun gik op at læse, var jeg alt blevet Svend,
Og reiste bort af Landet; men da jeg kom igjen,
Jeg saae, hun var voxet, som Hinden saa rask,
Saa rank som en Gran, og saa smidig som en Ask.
Før var jeg hendes Broder, nu jeg en Beiler blev,
Min Ømhed snart saa klarligt sig paa mit Ansigt skrev.
Min Tunge talde smukke Ord, — Gud veed, hvor de kom fra! —
Saa sidst ved Fogdens Gilde hun gav mig sit Ja.
Min Moder er i Graven; — da maatte hun jo tye
Ind i min nye Bolig, mens jeg er i vor By;
Med al min hele Eie vort Huus er peent bereed,
Men hvad kan vel opveie min Berthas Kjærlighed?
To Gange lyste Præsten vort Navn fra Prækestol,
Den sidste er paa Søndag, — da klares op min Sol;
Naar næste Uge kommer, da skal mit Bryllup staae,
At komme til mit Gilde, de vil mig ei afslaae?
Selv nærmer jeg om Natten mig aldrig hendes Bo,
Men disse ædle Hænder jeg tør min Skat betroe,
Hun vil Dem ei forraade, hun er mig huld og tro!”
— Da skjulte Hiin sit Ansigt i Kappen, og loe.
„Her staae vi nu ved Haugen, gak de kun trøstigt ind,
Jeg ønsker sødt at sove, jeg ønsker Fred i Sind,
Jeg ønsker Mod i Barmen, — vær ikke saa forsagt!
Thi møder end det Værste, jeg stande vil paa Vagt.” —
Glad sneeg han sig i Stuen ind, mens høit hans Hjerte slog,
Hun sukked ømt af Glæde, men skjælvede dog,
Skjøndt Hjertets Længsel Hjertet saa varmt imøde gik,
Stod mellem dem dog Ængstelsen med nedslagne Blik.
De troede, de var ene; — men ved Siden af Enhver
Stod end en lille Engel med Lilie og Sværd;
Den første var Undseelsen med bly og frygtsomt Blik,
Den sidste det var Æren med fast, alvorlig Skik.
De troede, de var ene, hver med sin Hjertenskjær, —
Da svæved ind usynlig Fru Venus med sin Hær,
Sin Hær af vilde Aander, med Satyr og med Dværg:
Ind kom hun gjennem Luften fra sit natskumle Bjerg.
En blodrød Valmurose hun plukked af sin Krands,
— Den dysser hver en Tanke, den døver hver en Sands, —
Paa begge Engles Pande hun rysted den med Iil,
Og viede sin Trolddom med et rædsomt Honningsmiil.
Først segnede den større, der støtted sig til Ham,
Den slumred ind som Ære, men vaagnede som Skam;
Tilsidst den lille Engel, Undseelsen, hvid og rød;
Men den opvaagned’ aldrig, thi ak! — den var død! —
— Sig Himlen havde klaret, sig Stormen havde lagt
Og Morgensolen tændte Sneediamantens Pragt;
Da voved’ sig de Tvende af Kamrets lune Skjød,
Med Brødens Skrift paa Panden, og Kinden dunkelrød.
Ei Svendens Øie skued, hvad denne Nat forbrød,
Han følte ingen Smerte, han saae ei Troskabs Død;
Alt Himlens Engle havde hans Hjerte Balsam bragt,
Thi — dødfrossen stod han, men — trofast paa sin Vagt.