Dybt nede mellem Banker retsom i en Tragt,
Hvor tykke Bøgetræer ere Bankernes Pragt,
Der slynger sig en Skovvei, der risler en Bæk,
Der Vandmøllen skjuler sig bag ved sin Haugehæk.
I Sommernattens Stilhed den kneisende Raa
Hendandser over Høien saa let paa sin Taa;
Smaafuglene de hvidske, — selv veed de ikke hvad,
Og Dugdraaben lister sig fra Blad og til Blad.
Vemodigt Maanens Øie paa den fjerne Kirke seer,
Den speiler sig i Bækken og rødmer og leer;
Men i Møllerens Stue, der boer den klare Dag,
Der klinger Violiner og Paukens dumpe Slag.
Der skingrer lystig Latter, der trampes flinkt en Dands,
Mens ud af Vindvet straaler den natlige Glands,
Der farver Æblestammen og Ferskengrenen rød,
Og taber saa sin Straale i Buegangens Skjød.
Men dybt i Æblehaugen, i den lønligste Vraae
Et Lindetræ sin duftende Skjerm mon udslaae,
Og under Træet strækker sig af Mos en venlig Bænk,
Did sniger sig kun sjelden en Stjernes Sølverstænk.
Paa bløde Bænk der sidde forelskede to,
Og begge ere blussende og friske og troe;
De snakke tyst og hemmeligt om Kys og Kjærlighed,
Og Bækken hist bag Hegnet den snakker ogsaa med.
Da rasler det i Busken, og i Maaneskinnet blank
Fremtræder der en Herre saa stolt og saa rank,
Han glatter med sin Haand sine lange, gule Haar,
Og taler til sin Tjener, som ved hans Side staaer.
„Hvad tænker hun, den trodsige, den lille Møllertøs?
Troer hun, at jeg vil vige for den plumpe Bondeknøs?
Jeg synger til min Cithar, men hun leer mig kuns ud,
Jeg trygler om et Kys; men hun svarer: jeg er Brud!
Af Silke er min Kofte med Fløil og Hermelin,
Strunk Strudsfjedren vaier paa Baretten fiin;
Min Ganger kan jeg styre, han vrinsker høit i Sky,
Han bærer mig saa stolt over Land, gjennem By.
Og Landets bedste Qvinde, saa rødmende og smuk
Med blysomme Øine har bønhørt mit Suk;
Ja, hver en skjøn Jomfru hun ønsker jo ved sig,
Gud give, Kay Lykke vilde beile til mig.
Din List har mig hjulpet saa mangen god Gang:
Til Sværd kan man gribe, gjør Manden Veien trang;
Men Qvinden kan jo daare det allerbedste Sværd,
Thi maa vi Listen bruge i denne Qvindefærd.
Drik Mølleren fuld af hans eget fulde Kruus,
Og bær mig saa som Hvede i en Sæk til hans Huus,
Da skjænker mig vel Natten saa mørk og saa stil,
Hvad Dagen den lyse hverken kan eller vil.”
Flux ile de afsted; — men Svend i sin Vraae
Leer lystigt med sin Møe ad det, de hørte og saae;
Han trykker hendes Haand, han kysser hendes Mund,
Og hvidsker et Par Ord, før han iler ud af Lund.
„Han husker ei, den Qvindekarl, sit eget Haresind,
Da Svenskekongens Slæde foer over Sjælland ind,
Da manglede hans Ryttere, selv fjæled han sig tryg,
Han vilde heller varme bag Ovnen sin Ryg.
Imens vi andre strede for Land og for Mø,
Og Kong Fredrik i sin Rede langt heller vilde døe,
Sit smukke glatte Ansigt han sparede paa;
Nu skal han, søde Inger! en Lectie faae.
Du er min egen lille, min huldeste Møe,
Jeg saae ei nogen kjønnere paa Land eller Søe!
Og hvis du troer, „jeg spadser”, og „er ei rigtig klog”,
„Saa see kuns i det lille Speil bag i din Spændebog.” —
I Møllerens Huus er der Taushed og Roe,
Og Bøhmerne er gangne til Byens store Kro;
Men Inger gaaer, og sysler saa tankefuld i Sind,
Og Møllerkonen sidder og nynner ved sit Spind.
Hun nikker altimellem, men retter flux sin Ryg,
Naar Lyset formørkes af en brændende Myg;
Men Pudelhunden strækker sin kulsorte Lab,
Han gaber høit og snorker med Mølleren om Kap.
Liden Inger hun er munter, hun rydder op i Hast,
Hun sætter Almanakken i Speilrammen fast,
Hun vander Krusemynten, afstøver Vindvets Karm,
Og titter ud af Ruden, støttet paa sin Arm.
Saa seer hun paa sin Moder med fiffige Blik,
(De mørkeblaae Øine have altid den Skik),
Nu leger hun med Katten, og nynner med sin Moer,
Og snakker lidt med Hunden, som sover under Bord.
Hun pusler ved sin Seng, der skinner som en Snee,
Da banker det paa Mølledøren, — een, to, tre!
Ind træder Lykkes Tjener, og hilser med sin Hat:
„Og vil I laane Huus til min Sæk her i Nat?”
Den gamle Mutter tager af Næsen sine Glas:
„I kommer her om Natten just ikke ret tilpas!
Men sæt den kun ved Enden af min Datters Sengefjæl!”
Han sætter den og gaaer med Gudsfred og Farvel.
Sig Pigebarnet næppe kan bare for at lee, —
Da banker det paa Mølledøren, — een, to, tre!
Den gamle Hans fra Kroen han træder ind i Huus:
„Jeg veed ei, hvor jeg gjemme skal min Sæk her for Muus.”
„Jeg proppet har i Sækken noget grumme meget Rart,
Og vogter I det vel, kan I hver faae sin Part!”
— „Ja, sæt den hen ved Sengen, hvor den anden Pose staaer!”:
Han sætter den og smidsker, og bort fra Møllen gaaer. —
Alt Møllerkonen sover ved Siden af sin Mand,
Mens Inger tænder Lys ved Kjøkkenarnens Brand
I Stuen er der stille, kun Rottens travle Tand,
Og Uhrets Perpendikkel saa grant man høre kan.
Da reiser sig den ene Sæk, og strækker sig ud,
Den bliver til en Herremand, saa rank og saa prud;
Den anden fanger ogsaa Liv, den er ei heller seen,
Den bliver til en Bondekarl med stærke Arm og Been.
Een lister sig til Venstre, til Høire famler Een,
Hiin tramper Kattens Hale, og denne Hundens Been;
Mens grueligt de hyle, som Nattens fæle Aand,
Ind træder liden Inger med Lampen i sin Haand.
Flux Svend i Krogen griber et vældigt Kosteskaft:
„Lad see, min vakkre Oberst! om I har Mod og Kraft!”
Men Herren vover ei at komme Bonden nær,
Han mindes ei at drage det blanke Staal fra Lær.
Han skjælver og han bæver den fine Cavalier,
Og trods den røde Sminke den blege Frygt man seer.
„Troer I endnu, hver Danmø af Hjertet ønsker sig,
Gud give dog Kay Lykke vilde beile til mig?”
Møllerkonen laae saa dybt i Angestens Sved,
Og Katten stirred roligt fra Sengetoppen ned;
Men Mølleren i Sengen overende sad og saae
Saa strunk som et Spøgelse med Nathue paa.
Kay Lykke staaer saa stille, han mæler ei et Ord,
Da luer Bondens Øine, hans Kind bliver varm:
„Nu burde I med Rette følt Svend Poulsøns Arm!
Mig har Kong Fredrik givet baade Gaard og Skov og Jord,
Han har husvalt mit Hjerte med milde Kongeord,
Fordi jeg streed mod Svensken med List og med Magt,
Paa eders Løsepenge jeg kaster stor Foragt!”
Alt hæver han sin Arm til det vældigste Drag,
Da høres der paa Døren saa ængstelige Slag;
Ind farer Junkrens Tjener, saa bleeg som et Liig,
Og kalder paa sin Herre med Graad og med Skrig.
Han rækker ham en Æske, han giver ham et Brev,
Saa silkehvidt Papir som Haanden, der det skrev;
Haa aabner det med Bæven, paa Bænken synker ned;
Hans Øine tindre begge, ret næsten som han græd.
Han læser snart med bleeg, snart med blussende Kind,
Og skyder Brevet voldsomt under Fløielskoften ind;
Han heftigt aabner Æsken, da straaler huldt med Glands
Rubiner, Diamanter, Smaragder i en Krands.
Et deiligt Ansigt smiler af Glorien ham imod,
Og jager op i Kinderne alt — alt hans Hjerteblod;
Saa stirrer han derpaa med et bittert Taaresmiil,
Og knuger det mod Brystet, og gjemmer det med Iil.
Med eet han springer op, og til Svend han hurtigt gaaer,
Mens Rædsels kolde Perle paa den smukke Pande staaer:
„Tilgiv mig nu Svend Poulsøn! dit Hjerte er ei haardt,
„Ved Guds hellige Engle! du maa hjælpe mig bort!
„Din Mark naaer ned til Stranden, du eier jo en Baad?
„O! tag dog dette Guld for din Hjælp og dit Raad!
„Thi Morgnens lyse Øie maa ikke see mig her,
„Og aldrig gamle Danmark skal favne mig meer.”
Det sagde da hans Stemme saa bønlig og blød,
Den fulde Børs han lagde paa Pigebarnets Skjød;
Han trykker deres Hænder saa inderligt og fast,
Og drager dem af Huset med krampagtig Hast.
Snart gjennem Krattet ile de hurtigen did,
I lune Morgendæmring, hvor Søen skummer hvid;
Paa Stien gjennem Kornet de vandre taus i Rad,
Bagefter bærer Inger en Kurv med Viin og Mad.
Alt strømmer Solens Blod af Østens Sluser op,
Da gynges fjernt Kay Lykke paa Bølgens falske Top.
Men Svend og Inger vinke Farvel fra steile Bred
Med Hjertet fuldt af Vemod og trofast Kjærlighed.