Lidt uden for vor By ved det røde Vangeled
Paa den svulmende Banke der boede Steffen Smed;
Saa tæt ved Veien staaer hans Smedie og hans Huus,
Med de blankeste Vindver og med Blomster i Kruus.
Naar Aftensolen slog sit Blik mod Havet ned,
Og vort Kirketaarn og Husene de rødmede derved,
Han hviilte sine Arme paa Dørens grønne Bræt,
Og skued ned i Dalen, og blev dog aldrig træt.
Der boer en vakker Pige; hun hued ham saa vel,
Og ofte med et kjærligt Blik hun frydede hans Sjæl,
Hun rakde ham saa villig den søde Kind og Mund;
Hun vidste, at han elskede af Hjertets dybe Grund.
End havde han ei beilet; da skiftede hun Sind,
Saa hurtigt, som paa Havet den bedragelige Vind;
Hun gik ham koldt forbi, og nynnede en Sang,
Som mere hende rørte end Smedens Hammerklang.
Han filede vel Kniven skarp og Saxen saa fiin,
Som nogen Frøken bruger i det spædeste Liin,
Og kunstige Nøgler han smedede med Harm,
Thi ingen kunde aabne den Hjertelskedes Barm.
Naar Sommernatten spredte sin velsignede Duft,
Og Gnisterne fra Essen de foer saa høit i Luft,
Da lytted han heel ofte til den rolige Dal;
Der qviddrede en Stemme, som en kjælen Nattergal.
Han traadte ud af Døren med Tanken fuld af Mord,
Thi til den velske Cither han hørde disse Ord:
„Mig aldrig gaaer af Minde dit Øies søde Smiil,
„Det staaer i Hjertet inde som en brændende Piil”.
Vor Skolemesters Frits var kommet hjem til vor By,
Vort Orgel var forstummet, nu synger det paany;
I Kongens Kjøbenhavn har han lært det at slaae,
Mange andre Instrumenter kan han ogsaa lege paa.
Hans Kinder ere blege, og Læggen er saa spæd,
I Dandsen dog han springer saa deiligt afsted,
Den smægtende Tone han strækker saa lang,
Alle Pigerne maa græde, naar de høre hans Sang.
En Morgenstund drog Steffen sin Kjortel af Skriin,
Om Hagen har han bundet det hvideste Liin;
I venstre Øre hænger en Ring saa sølverhvid,
Den bærer han med Glæde fra sin Soldatertid.
Han vandrer ned i Dalen til den lille Bondegaard,
I Portrummet seer han skjøn Anne; hun staaer
Og forer sine Ællinger; den graadige Flok
Ommyldrer hende tæt, og faaer dog aldrig nok.
Han sukker saa dybt, og hans Kind bliver varm,
Han presser hendes Haand til sin bankende Barm,
Han rører sine Læber, hun hører knap hans Ord,
Han fæster saa undseeligt sit Øie mod Jord.
„Her er jeg, skjøn Anne! du kjender mig saa vel,
Vil du min Hustru være, meer end min halve Sjæl?
Ak, hvis du siger nei! — jeg veed ei, hvor det er fat
Jeg haver ikke Ro, hverken Dag eller Nat!”
Ei, Steffen Smed! hvad tænker han? det ei saa hurtigt gaaer,
Alene vil jeg leve endnu en to, tre Aar!
„Du giver mig dit Løvte dog? — med ydmygt Begjær
Jeg gjerne jo vil bie to Aar eller fleer!
Jeg troer, vi kunde leve saa lykkeligt, vi to!
Men du elsker vel en Anden end mig, kan jeg troe?”
Jeg kan jo ikke nægte, — Hr. Organisten, — han —
„I Alt jeg tør mig maale med den usle Spillemand!”
Han synger dog saa yndigt, den nette, unge Mand,
Han huer mig saa meget godt, jeg siger forsand;
Den smægtende Tone han strækker saa lang,
Jeg altid maa græde, naar jeg hører hans Sang.
Han siger, at han aldrig kan glemme mit Smiil,
Det staaer i hans Hjerte, som en brændende Piil;
Om han mener det saa lige, jeg ikke rigtigt veed, —
— Her vendte Smeden Ryggen, og skyndte sig afsted.
Mens han iler til Hjemmet, han snakker med sig selv,
Hans Hjerteblod strømmer som en sydende Elv.
Med knyttede Næver, med fortvivlede Blik,
Med vaklende Fødder til sin Smedie han gik.
Snart iler han, snart standser han de sittrende Knæ,
Og knuger sin Pande mod Ledstolpens Træ;
Og alt som han vandrer, og alt som han staaer,
Hans tabte Lykkes Billede forbi hans Øie gaaer.
„Hvor ofte har vi siddet under blomstrende Træer,
Paa Bænken saa fortroligt, hinanden saa nær?
Hvi lod du mig da favne dit smækkre, trinde Liv!
Mens du ikke vilde være min elskede Viv?”
Den rasende Qval ham gjennem Skov og Marker jog,
Han kom først til sit Huus igjen, da Aftenklokken slog;
Hans Øine ere stive, og bleg er hans Mund,
Han Ølflasken knuser, og sparker til sin Hund.
Af sit Øiebryn han visker den iiskolde Sveed,
Men paa de blege Kinder randt ingen Taarer ned;
Nu standser han, og grunder med et rædsomt Smiil,
Saa render han til Smedien, til Hammer og til Fiil.
Sin Pande han rynker, den ærlige Smed,
Hans Hammer og Ambolt kan mærke, han er vred;
Han filer og hamrer; han bander, sukker, leer; —
De Skolebørn saa bange hen til Smedien seer.
Alt Natten spredte ud sin Kappe saa blaa,
Og vinked’ alle Stjerner hid at smile derpaa,
Mens Steffen, den lændestærke, saa vildt sin Hammer svang,
Da toned op fra Dalen den smigrende Sang.
Den rørte ham ikke, den pusted op et Baal,
Den hærdede hans Hjerte, som Vand hærder Staal;
Men hist i Dalen eensomt de forelskede To
Sødt strømmed hen i Ømhed, og hvidskede og loe.
I Haugen ved Gaarden sad skjøn Anne med sin Ven,
De Timer var saa korte; — nu maae han gaae igjen.
Hun fulgte ham til Porten, hvor hun stod med Steffen nys,
Der gav hun ham det første, og ak! det sidste Kys!
Thi, som han sig vil liste forbi Smedien brat,
Der suser ud et Lyn i den stjerneklare Nat!
En glødende Piil i hans Hjerte sidder fast,
Han sank, hans Cither klang, og hans Øiestene brast.
Men vanvittigt griinte den fortvivlede Smed,
Saa Svalen over Døren den vaagnede derved:
„Nu aldrig meer med Smerte du skal see hendes Smiil,
Nu kjøles i dit Hjerte den brændende Piil.”
Nu ligger Steffen Smed i Jern paa Bidstrupgaard,
Han bider i sin Lænke, han rusker i sit Haar;
Paa Kirkegaarden hviler Frits i Dødens søde Blund:
Og Anne? — ja, hun sørger vel endnu en lille Stund.