Der var saa luunt og hyggeligt,
Der var saa elegant,
Skalkagtigt og opbyggeligt
I hver en Krog og Kant.
Hist kolde Alvorsscener
Fra Rom og Grækenland;
Her lystige Silener,
Og Nympher i klaren Vand;
Hist Bønder i Kro og Kippe,
Madonna i Bethlehems Stald,
Skibbrudne paa øde Klippe,
Adams og Evas Fald;
Her Egne med svævende Skyer,
Med Skove ved Søens Speil,
Med længselsfjerne Vuer,
Og Skibe for fulde Seil;
I Rammer, der prægtigt lued,
Den levende, døde Natur
Saa tankevækkende skued
Her ned fra Væg og Muur.
Dog han, som den fremtrylled,
Som i en Glorie klar
Sin Elskværdighed afhylled,
Det skjønneste Billed var.
I den folderige Blouse
Hans Holdning er fri og kjæk;
Smukt Lokkerne sig kruse
Om Pandens ædle Træk.
I Stolen, paa en Forhøining,
Let henslængt, hviler Hun,
Med blød og smidig Bøining,
Med Smiil paa Kind og Mund.
Og det dristige Maler-Øie
Sig drukned i hendes Blik,
Det fulgte skarpt og nøie,
Hvor Skjønheds-Linien gik.
Og mens hans Farver male,
Hvad Øiet suger ind,
Aabner den hulde Tale
Livligt Sind for Sind.
Men Farverne bleve matte
Mod Ordets Luepragt —
Han Malerstokken satte,
Paletten bort blev lagt.
Lidt efter lidt sig dæmped
Stemmens bevægede Klang,
Og Ordet sagte kjæmped
Og standsed paa sin Gang.
Sig Tanken henrykt svinged,
Mens ei de tænkte paa,
At Tiden var bevinget,
Og, at hun skulde gaae! —
Men hist paa Gadens Stene
Gik han med langsomt Fjed
Frem og tilbage — alene
Med sig og sin Kjærlighed.
Det mørkned — begyndte at regne,
Mens længe han vandred om;
Hendes Øine var lidt forlegne,
Da endelig hun kom.