1.
Liden Karen hun sidder
Saa trøstigt ved sit Spind;
Men Mairosen pranger
Ei meer paa hendes Kind.
Der stander nu en Lilie,
Men i Hjertet Rosens Braad;
Hver Morgen og hver Aften
Hun vander dem med Graad.
Hvergang paa Dør det banked,
Hun listed bort med Iil;
Hun gjøs ved Nabokonens
Medlidende Smiil.
Hvergang hun frygtsom, sagte
Til Stegerset gik,
Hun ængstedes ved Moderens
Betænkelige Blik.
Og hvergang hun ved Kilden
Med de andre Piger stod,
Saa tankefuld hun Vandet
Over Bredden strømme lod.
Hun rødmed, naar de talte
Om Elskovs Fryd og Savn;
Hun bæved, naar med Latter
De nævnede et Navn.
Og knæled hun alene
For Gudsmoder i Løn,
Hun voved ei at løfte
Sit Blik til hendes Søn.
2.
Liden Karen sin Kaabe
Over Skulderen slaaer,
Hun binder Silkeklædet
Omkring de blonde Haar.
Hun vandrer ud alene,
Hun speider Sti og Vei;
Hun sukker, hun lytter,
Men ak! hun seer ham ei.
Hun sniger sig i Skoven
Den mørke, mørke Nat,
Men ak! den elskte Grumme
Hun ikke faaer fat.
Mens Nattevinden suser
Over duftende Mark,
Hun støtter sin hede Pande
Mod Egetræets Bark.
Mens Nattevinden glider
Over bølgende Korn,
Fjernt hører hun det kjendte,
Det kjære Jægerhorn.
Hvor ofte har hun hørt det
Lysvaagen i sin Seng;
Da sittred hun, da bæved
I Hjertet hver en Stræng.
Da lokked det saa lifligt:
„O, kom! mit Hjertes Sjæl!”
Nu klang det vildt og bittert
Som et evigt Farvel!
3.
Saa var det ved St. Huberts
Den grønne Jægerfest;
I Skoven ved Capellet
De samled sig til Gjest.
Rundt om den lille Kirke
Der var et Sovested,
Hvor mangen gammel Jæger
Til Slummer lagdes ned.
Og over alle Senge,
Som en grøn Baldachin,
Sig høinede en Tue
Med Kors og Rosmarin.
Liden Karen hun smykker
Sit favre, blanke Haar,
Med sine Tanker ene
Hun til Skovkirken gaaer.
Men her var Lyst og Gammen,
Og her var Spil og Sang
Med Dands og fyldte Bægre
Rundt paa den grønne Vang.
Hver Jæger her førte
Sin Hund, sin Ganger frem
For Kirkedør, at Munken
Da skulde signe dem.
Frem bar han Piil og Armbrøst
Og blanke Spyd og Kniv,
Og Munkens fromme Bønner
Da gjældte Hjortens Liv.
Først maatte han dog sværge
Ved Helgen, Horn og Hund,
At ingen Falsk og Ondskab
Han førte i sin Mund;
At ingen Mørkets Kunster
Han øved paa sin Jagt,
At han aldrig havde sveget
Sit Hjertes Troskabspagt.
Da gav ham først den fromme,
Den hellige Mand
Sin styrkende Velsignelse
Med Bøn og Vievand.
Og hid de stimled sammen
Med Hest og Hund og Falk; —
Der var vel ærlige Svende,
Men ogsaa mangen Skalk.
4.
Da klang der et Jagthorn
Alt ud fra Skovens Træer;
Da bæved mangt et Hjerte,
Men eet dog især.
Da rødmed mange Kinder,
Kun een blev saa bleeg;
Da tindred mange Øine,
I eet kun Taarer steeg!
Frem treen fra Skovens Skygge
En Jæger, stærk og stor;
Bag efter sig han førte
Sin Fanger i Snor.
Stivt sad den vide Støvle
Om den kraftige Læg;
Hans Skuldre vare brede,
Men graasprængt hans Skjæg.
Mørk skred han hen ad Veien
Med fast og langsomt Fjed,
Ret liig det skumle Skybjerg,
Der just op bag Skoven gleed.
Med sit Jagtspyd i Næven
Han gik mod Kirken hen;
Med bistre Øine skottede
Til ham de andre Mænd.
Dog hvor han over Sletten
Forbi Qvinderne gik,
Mødte hans skumle Øie
De sødeste Blik.
Der er i visse Øine jo
En Trolddoms dybe Hjem;
De Skjønneste, de Bedste
Bedaare sig ved dem!
5.
Men støttet paa sit Jagtspyd,
Fulgt af sin store Hund,
Ved Kirketrappen stod han nu
Med spodske Smiil om Mund.
Hen over Sletten ilede
Hans Blik til hver en Kant;
Da traadte Munken sagte
Hid med sin Ministrant.
Med blottet Hoved Jægeren
Alt knælede ned,
Han løfted alt sin Haand
Til den hellige Eed:
At ingen Mørkets Konster
Han øved paa sin Jagt,
At han aldrig havde sveget
Sit Hjertes Troskabspagt.
Men et Angstraab der hørtes
Midt i den tætte Krands
Af den lyttende Mængde:
„Ulykkelige! stands!”
Det var den lille Karen!
Som gjennem Ax og Siv
Hun trængte gjennem Sværmen:
„O, Elskede! tilgiv!”
Rank stod hun der, en Dommer,
Alvorlig vel, men blid,
Fra Øiet strømmed Taarer,
Og Læben sittred, hvid.
„Forstød mig, om du vil da!
Jeg skjenker dig dit Ord;
Men frels din dyre Sjel,
Mens du vandrer end paa Jord!
Forstød mig, om du vil da!
Jeg frier dig for din Eed;
Men frels dig selv, du Elskte!
Kun for din Evighed!”
Først Jægersvenden stirred
Paa hende, bleeg og stum;
Men snart en Haan sig leired
Om Munden, kold og grum.
„Hvem vover vel at standse
Mig paa en hellig Vei?
Hvad vil den frække Qvinde?
Jeg kjender hende ei!
Her planter jeg det tørre,
Det seige Hvidtjørnsskaft,
Fast hærdet i Flammen
Og uden Liv og Saft.
Jeg planter for jert Øie
Den visne, runkne Stav
Ned i en hellig Jordbund,
Min egen Faders Grav.
Saavist den ei faar Blomst og Blad,
Saavist den ei kan groe,
Saavist ei denne Qvinde
Jeg skjenket har min Tro!
Men kan den skyde Blomst og Blad,
Og kan den blive grøn,
Al Helvedes Forbandelse
Da vorde min Løn!”
Dybt stødte han sin Spydstang
I den Gravhøi med Magt, —
Den tause Sværm omkring ham
Heel ængstelig gav Agt.
6.
Da glimted der et Lyn
Over Himlens sorte Tjeld,
En dundrende Torden
Gjenlød fra Skov og Fjeld.
Huult Hundene tuded,
Og med Skrig og med Støi
De sorte Skovens Ravne
Fra Rederne fløi.
Og ved Varselets Stemme
Fra den strenge Hævners Tolk
Ned styrted paa sit Ansigt
Det forfærdede Folk.
Men kun den lille Pige
Og Jægrens raae Gestalt
Stod opreist og stille,
Da Dommen just faldt.
En sagte Luftning vifted,
Og Solen igjen frembrød:
Da ud af Spydets Knaster
Sig fine Spirer skjød;
De klare, grønne Blade
Fremmyldred derpaa,
Det knoppedes og dækked sig
Med hvide Blomster smaa;
Og runded sig til en Krone,
Der skjulte Spydets Blad!
Da hæved sig en Jubel,
Høitidelig, men glad.
Men over Jægrens Øie
Ret som et Slør sig drog,
En hvinende Latter
Vanvittig han opslog.
Han vælted sig paa Jorden
Med Fraaden om sin Mund;
Saa sprang han op og svandt
I den dæmrende Lund.
7.
Det var saa mørkt og stille,
Alt Solen var i Seng,
Da vandred der et Liigtog
Gjennem Skov, over Eng.
Af løvfulde Grene
En Baar de havde bygt;
Leiet var redt af Kløver
Og med Markblomster smykt.
Der laae den lille Karen
Med Hænderne paa sit Bryst;
Den blege Mund nu smiled,
Som Døden havde kyst.
Som et forgrædt, forsørget Barn
Der nys er slumret ind,
Med Freden om sin Læbe,
Men Taarer paa sin Kind.
Og hundred Fakler flammed
Paa den natlige Sti,
Og Fuglene de vaagned
Hvor som de drog forbi.
Og Qvinderne istemmed
En sagte Vuggesang;
Alt under Skovens Hvælving
Sorgdyssende den klang:
„Sov sødt og hviil, du trætte Barn!
Du slumred ind i Vaar;
Snart hisset som en Rose
Du herligt opstaaer.
Sov sødt og hviil, du stakkels Barn!
Alt i din grønne Bo;
Dit sorrigfulde Hjerte
Har nu slaget sig til Ro.
Sov sødt og glem i Drømme
Al Jordens Qval og Nød;
Gudsmoder dig optog
I sit velsignede Skjød!”
Blidt Sangens Toner dæmpedes
Og Fakkelglandsen svandt,
Alt som det lange Tog sig
Gjennem Skovkløften vandt.
Men paa Kirkens høie Dørtrin,
I Natten mørk og sval
Stod Munken end og stirred
Over den dybe Dal.