See, Sneen lægger sin Pude
Om Hytte og om Slot.
Det er saa koldt derude,
Men her er luunt og godt.
Med dine hvide Hænder
Du vinder det fine Garn,
Og stundom Øiet vender
Smilende til vort Barn.
Og mens du vugger Drengen,
Annette! vil jeg engang
Sagtelig røre Strengen
Og synge dig en Sang. —
I Sommeraftenstunden,
Som Fremmed, med en Ven
Jeg kom til Bøgelunden,
Hvor Mængden strømmed hen.
Vogne og Heste bare
Over Canalens Bro
En lystig, broget Skare
I lette Klæder og Skoe.
Paa runde Plet derinde
Var der en Tillie lagt,
Hvor Bøgen og grønne Linde
Skygged og holdt Vagt.
Hver Sjæl med pene Klæder
Fra Egnen havde jo Lov
At dandse paa hine Bræder
I Herr Agentens Skov.
Solen, vest paa Himlen
Som Lysekrone, stjal
Sin Straale over Vrimlen
Ind i den grønne Sal.
Agenten var saa vigtig,
Saa fiin og vims en Vert;
Man saae, „hvor det dog rigtig
Var ham smigrende og kjært,
At see saa mange Smukke
Paa sit Sommeraftenbal,” —
Friseret som en Dukke,
Med Vest af broget Shawl.
Ved Klang af Violiner,
Af Fløiter og Oboe,
Gleed de med muntre Miner
I Valsen to og to.
Da kom tilsidst det Bedste!
En simpel Vogn jeg saae
Trukket af tvende Heste,
Een sort og een graa.
Jeg saae en lille Pige
Undseelig, hvid og peen
Fra Fjællevognen stige
Med sine deilige Been.
Og saa en gammel Frue,
Hvis Ærlighed og Tugt
Hvermand nu kunde skue
I Øiet, klart og smukt.
Den Gamle var din Moder,
Den Unge — var jo du; —
Saa sprang der en lille Broder
Fra Vognen endnu.
Da saae jeg Herrerne smidske
Paa Pladsen rundtenom,
Og hørte grant dem hviske:
„Det var dog godt, hun kom!”
De ædle Kræmmersvende
Og Contoristers Flok,
De maatte blusse og brænde
Forlibte meer end nok.
Studenter i sorte Kjoler
Og Officierer i Rødt,
De gjorde Caprioler,
Og smilede ømt og sødt.
Ak, hvor de løb og sukked
Med Hjertet i deres Hals!
Ak; hvor de bad og bukked
Blot for en Extravals!
Selv dandsede jeg ikke;
Men aldrig dig forlod
Skinsyge mine Blikke,
Ihvor du gik og stod.
Mit Hjerte huldt det qvæged
At see, hvor i Cotillon
Du siirligt dig bevæged
I det blændende Linon;
Saa luftig, som Nattetaagen
Henglider over Sø,
Saa hvid og let, som Maagen
Svæver om Kyst og Ø;
Som Solen, der sank bag Mosen
I Skyens Foldekast,
Saa blussende som Rosen,
Plantet i Alabast.
Jeg saae om Nakken slingre
De blanke Slangers Flok;
Jeg troer, til tusind Fingre
Var der Guldringe nok.
Og dine Øine, Søde!
Siig, var det Trylleri?
Jeg saae dem jordisk gløde,
Men en Himmel dog deri.
Jeg selv stod taus, alvorlig,
Men i min Barm opgik
En Sol, saa varm og vaarlig,
Udstraalt af dine Blik.
Og bag det kolde Dække
Som paa mit Ansigt laae,
Følte jeg snart en Række
Af Elskovsroser staae.
Da blæstes en Fanfare,
Brat standsede Dandsens Flugt,
Tjenere rundt ombare
Kjølig Viin og Frugt.
Saa høfligt jeg mig nærmed
Til Bænken, hvor du sad,
Hvor svalt mod Solen skjærmed
Ahornens brede Blad.
Jeg talede med din Moder
Og mangen snurrig Gjæst,
Og lod din lille Broder
Fortælle mig om sin Hest.
Til dig jeg voved ikke
At vende noget Ord,
Electrisk dine Blikke
Gjennem mit Hjerte foer.
Kun stundom lod jeg glide
Af Øiekast et Par
Hurtigt til den Side,
Hvor du og Amor var.
Du troede, jeg var forlegen,
Og smilede lidt spidst, —
Men Undseelsen blev din egen,
Det mærked du tilsidst.
Du følte nok, at Guden,
Usynlig, med sin Haand
Fastere knytted Knuden
Paa det nytvundne Baand.
Da sig nu Dagen dulgte
Bag den stjernerige Nat,
Mindes du, jeg dig fulgte,
Og bar dit Shawl, din Hat?
Jeg trykked dit Shawl til Munden,
Og aanded den fine Duft
Meer henrykt, end i Lunden
Nattens balsamiske Luft.
Mindes du, jeg dig hæved
I Vognen paa min Arm?
Jeg følte, hvor du bæved
Trykket imod min Barm.
Og denne søde Gysning,
Hvis Tanke jeg forstod,
Den gav mig en Oplysning,
Som ildnede mit Blod.
Jeg tænkte: „Nu forklar dig,
At Alt kan blive lyst!”
Og hvisked, mens jeg bar dig
Saa hemmeligt og tyst:
„De maa nu være færdig
At troe — hvad De vil,
Men saa inderlig elskværdig
Som De, er Ingen til!
Jeg maa Dem Alt forraade,
Hvad selv De aner vel!
Ak, Kjærlighedens Gaade
De løste for min Sjæl!”
Du saae paa mig forundret,
Men fik slet ikke svart;
Thi Fjællevognen dundred
Over Broen med en Fart. —
Evigt min Barm skal gløde
For dig, som første Gang!
Siig mig, Annette, Søde!
Hvad faaer jeg nu for min Sang?