1.
Glimrende Hækken bæved
I varme Sommerluft,
Om Pavillonen svæved
Den brune Mokkas Duft;
Herrer og Damer krandsed
Den siirlige Altan,
Smaapigerne de dandsed
Nede paa grønne Plan.
Der dandsed Alfhild liden,
Med gyldenblanke Haar;
Vinger gav hende Tiden,
Hun var kun fire Aar.
Som Hyacinthens Stengel
Saa smidig, rank og rund,
Med Smiil, som nys en Engel
Havde kysset hendes Mund.
De store Øine straalte
Med sær dybsindig Skik,
Knap nogen længe taalte
Det tankerige Blik;
Som havde alt hun kunnet
See klart i Hjertets Nat,
Som havde hun udgrundet
Livsgaadens dunkle Skat!
Hun svæved om i Flokken
Liig Muusen, tyst og let,
Saa Vinden danned af Lokken
En Glorie, — et Net. —
Med eet var hun forsvundet
Af den støiende Sværm,
Hun havde Veien fundet
Bag Bøgelundens Skjærm.
Gjennem de krumme Gange
Hun ilede did ned,
Hvor Aaen, som en Slange,
Slikked den grønne Bred.
Hvor Bøgen i Voven hængte
Sin Løvdusk, grøn og lys,
Som om den rigtig trængte
Til kjøligfriske Kys;
Hvor dybt sig Broen speiled,
Og Græsbænken stod,
Og Aakanden seiled,
Løsrevet fra sin Rod;
Der satte sig den Lille,
Og med sine Øine blaae
Hun tankefuld og stille
Ud over Vandet saae.
2.
Ei sad hun ene længe; —
Thi langs med krumme Kyst
En Svane saaes fremtrænge
Sit Alabasterbryst.
Til Pletten, hvor hun smiilte,
Den tyst og kjælen flød,
Og standsed der, og hviilte
Sit Hoved i hendes Skjød.
De var saa gode Venner!
I Skovens stille Paulun
Med sine spæde Hænder
Hun strøg de skjære Duun.
Blidt løfted den sine Vinger,
De danned en Bærestol;
Ung Alfhild let sig svinger
Paa den levende Gondol;
Fra Breddens grønne Skraaning
Hun steeg paa Svanens Ryg,
Og sad som en lille Dronning
Saa siirlig og saa tryg. —
Mens Svanen Farten stilled
Under Broens høie Hal,
Stolt saae den paa sit Billed
I det slebne Krystal;
Og Billedet — det fulgte
Med paa den vaade Sti, —
Det var ret, som det dulgte
Kun slet sin Jalousie.
Som Vagt i grønne Pandser
Stod Sivets ranke Trop,
Med tusind spidse Landser
Og Blomsterfane paa Top.
Fra Busk og Træ paa Landet
Langs Aaen fjern og nær,
Fra Lilierne paa Vandet
Der mylred frem en Hær;
En Hær af Alfer hvide,
Guldgule, røde, blaae
Ud af hver Blomst med blide
Øine paa hende saae.
Det var de vilde Ænder
Og Rørdrummen i sit Skjul
De klapped i deres Hænder
Og slog paa Pauken huul;
Mens Irsken, Droslen og Gjøgen
Med Sidsken og Stæren til
De sad i Ellen og Bøgen,
Og gjorde klingende Spil.
Bagefter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun;
Men Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.
3.
Hvor hængende Grene skjule
Bredden for Himlens Syn,
Sig aabner en hemmelig Hule
Ind under Bankens Bryn.
Derind sig Svanen vendte
Med sin kostbare Fragt, —
Hun frygted ei, hun kjendte
Den underjordiske Pragt.
Vedbend i vild Uorden
Smykked den runde Portal;
Langt skjød sig under Jorden
Den dybe, klare Canal.
I Mulm end Væggene stode
Paa begge Sider tyst
Med Huler, hvor Smaafolk boede, —
Snart blev der Larm og Lyst.
Som vimse, vevre Rotter
De listefulde Smaa
Foer frem af deres Grotter,
Og ned paa Toget saae.
Liig Drueklaser hang de
Paa Rødder, Steen og Mus,
Ud over Vandet svang de
Brogede Lys og Blus.
Langs Grotternes Gelænder
De stod i Tusindtal,
Og slog med bitte Hænder
Paa rungende Metal;
De blæste i blanke Tuber,
Og sang med klinger Røst,
Det lød gjennem dybe Gruber
Igjen fra Jordens Bryst.
Men efter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun,
Ung Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.
4.
Snart hæved sig Hulens Bue,
Bredt Vandet sig udgjød
I Solens friske Lue
Guldguul og purpurrød.
En Sø, en Dal med Skove
Modtog dem i sit Skjød,
Ind paa den sølvblaae Vove
Saa sagtelig de flød;
Saa blidt, som Skuden lægger
Sig ind i Hjemmets Havn,
Som naar en Moder strækker
Mod Barnet ømt sin Favn. —
Paa Søens Sapphirflade
En Ø, smaragdgrøn, laae,
En Lind med brede Blade
Kneisede høit derpaa.
Paa Øens bløde Tillie
Ung Alfhild let sprang ned,
Hun stod der som en Lilie,
Plantet i grønne Bed.
Men Svanen var brat forsvundet, —
En deilig Dreng der stod,
Om dunkle Lok var vundet
Rubinens røde Blod;
Og det var Alfernes Konning!
Med Rosen i sin Haand,
Han gav sin lille Dronning
Til Scepter en Lilievaand.
En Krands af Blomstergrene
Hun fik om Panden lagt,
Hvert Blad var mørkblaae Stene,
Bundne med Guldets Pragt.
En Virak Sommervinden
Ud over Dalen bar,
Og begge stod under Linden, —
Da klang en Jubel klar;
Thi rundt paa Dal og Høie
Fra Busk og Blomst og Sø
Sig Alfer monne bøie
Mod den lyksalige Ø.
I Aftensolens Forgyldning
De flagred, svømmed og sprang,
Den unge Dronnings Hylding
Tolkede deres Sang. —
Han vinked, med Alvorsmine, —
Da svam fra Øens Strand
Hver smilende Undine
Over til Skovens Rand;
Han Rosen langsomt hæved, —
Og Luftens Alfer fløi
Fra Øen bort, og væved
Et Net over Skov og Høi;
Som Lærker, naar de skrækkes,
Og susende bortflye,
Saa Nabomarken dækkes
Af Tusinder paany.
Den unge Konge ledte
Sin Dronning, spæd og fiin,
Did, hvor et Tæppe sig bredte
Under Lindens Baldachin.
Paa Fløielsbolstre hvide
Han satte den unge Viv,
Og hviilte ved hendes Side
Med Armen om hendes Liv.
5.
Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
Da hvisked han til sin lille,
Sin yndige Gemal;
Selv Blomsten ei kunde høre’t,
Som turde ved Thronen staae,
Endskjøndt den spidsede Øret, —
Da talede han som saa:
„Sex Gange i denne Sommer
Var du, min Dronning! her;
Den syvende Gang, du kommer,
Ak! det den sidste er!
Langt, langt jeg maa bortvandre
Fra dig, min søde Brud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjebnes Bud.
O, Dage, gjennembævede
Af Fredens milde Glands!
O, Dage, tæt indvævede
Af Glædens Perlekrands!
O, Livlighed og Latter!
O, Venlighed! o, Lyst!
Naar skal jeg aabne atter
For eders Sværm mit Bryst?
Vandrer jeg som i Fængsel
Til fjerne Land og Flod,
Skal Mindet dog vække Længsel
Og Længslen Haab og Mod.
Vi dandsed her i Engens
Qvægende Blomsterduft,
Til Fløitens Klang og Strængens
Sittrede Vand og Luft.
Til Æthren vi dig bare,
Og viste dig Stjernens Gang,
Og med den svævende Skare
Du daled igjen paa Vang.
Jeg Arm om Midien slog dig,
Og fløi over Søens Skjød;
Da raabte du, at jeg tog dig
Jo som et lille Brød!
Hver flagrende Libelle,
Hver broget Orm, som krøb,
Hver Blomst dig maatte fortælle
Sit Navn og Levnetsløb.
Vi overgivent spøgte
I Kildens kjølige Bad; —
I Busken jeg dig søgte,
Hvor stille skjult du sad.
Hos Storken og hos Ørnen,
Hvor Vinden leger frit,
Hos Nattergalen i Tjørnen
Aflagde vi vor Visit.
Jeg reed paa Hjorten lette,
Du paa den hvide Hind,
Rask over Skovens Slette
Gik det jo som en Vind.
Vi hilste Daadyrflokken
Og Markens bitte Muus,
Haren, Ræven og Brokken
Udenfor deres Huus.
Vi lod os sagte glide
Dybt ned i Schachten steil,
Og saae vort Billed skride
Langs ad Krystallens Speil.
Gennem den dunkle Gyde,
Hvor smaa Svartalfer boe,
Hørte vi Sølvet flyde,
Og saae Guldtræet groe;
Hvor kunstigt Alfer male
Rubin og Ametyst,
Som siden stolt tør prale
Paa skjønne Pigers Bryst. —
Naar trætte af Sommervarmen
Vi sad ved Kildens Væld,
Greb du mig under Armen,
Og bad: „Fortæl, fortæl!
„Hold nu, hvad du har lovet, —
„Fortæl mig noget, du!
„Saa jeg fryser om mit Hoved
„Af Angest og af Gru!”
Da lod din Aand jeg følge
Mig gjennem Livets Skræk,
Over den brusende Bølge
Fløi vor Tanke kjæk.
I Storm, ved Lynets Flammer
Paa vilde Klippekyst
Hørte du Dødens Jammer
I Skibbrudnes Røst.
Hvor Retterstedet stander
I Maanens matte Glands,
Saae du de blege Pander,
Og Hexes fæle Dands.
Paa Vindeltrapper og Gange
I skumle Borgruin
Jeg viste dig Gjenfærd lange
Vandre i hviden Liin.
Jeg skildred dig lede Snoge,
Som ruge i Klipperift,
Troldqvinderne, som koge
Den hemmelige Gift.
Og naar du saa blev bange,
Og Kinden blev lidt bleg,
Gjenlokkede Alfers Sange
Roserne, som bortveeg.”
6.
Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
End hvisked han til sin lille,
Sin yndige Gemal;
„Ak, nu maa jeg bortvandre
Fra dig, min Dronning prud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjebnes Bud.
Skjøndt Mindet vil smelte sammen
I Tidens graadige Flugt,
Skal dog vor Leeg og Gammen
Bære dig liflig Frugt.
En Rigdom dig nu tilhører,
Dens Værd ei aner du,
Sig i dit Indre rører
En umaalt Verden nu.
Først Alt vil ganske svinde; —
Men som det skjulte Frø
Vil det i Hjertet inde
Gjemmes og aldrig døe.
Lidt efter lidt skal stige,
Dig ubevidst, af din Aand,
Hvad her i Alfers Rige
Blev nedlagt af min Haand.
En Vielse jeg give
Dig vil, at Alfens Viv
En Digterinde maa blive, —
Det skjønne Digt — dit Liv!
Som Solens Blink udklække
Blomster i broget Rad,
Skal dine Smiil opvække
Hjerter til sværmersk Qvad.
Thi Sangeren, vil man sige,
Velsigner høit sit Hverv,
Naar han en deilig Pige
Tør offre Sangens Skjerv.
Og fra mit Land, det fjerne,
Du skal af Alfer smaa
Om din Skjønhed at værne
En kraftig Livvagt faae:
Sundhed, den stærke Terne,
Og Ynde, med Rosenqvist,
Skal følge dig, min Stjerne!
Og — Skjelmeri tilsidst.
Den Første skal farve mørke
De gyldne Haar, og smukt
Dig strømme sin varme Styrke
I Blodets Purpurflugt.
Den Anden skal Foden føre
Og bøie rund din Arm,
Og tugtigt dig omsløre
Din Hofte og din Barm.
Den Tredje i en fornøiet
Men ubevogtet Stund
Skue dig dybt i Øiet
Og kysse dig paa din Mund!”
7.
Der var som Døden stille
Over den hele Dal, —
End hvisked han til sin lille,
Sin yndige Gemal.
„Een Pligt jeg dig paalægger,
Een Bøn jeg beder kun,
Før jeg dig Haanden rækker
I Afskeds bittre Stund:
En mægtig Gnist der flammer
I hvert et jordisk Bryst;
Skjøndt den fra Himlen stammer,
Avler den Sorg, som Lyst.
Den er det, som forbinder,
Og som adskiller brat,
Den er det, som forblinder
Og Dagen gjør til Nat.
Ved den af Slummer jages
Saa mangen evig Sorg,
Naar bedst man troer, der tages
Et Paradis paa Borg.
Du kjender ei dens Vælde!
Ak, kun en stakket Stund
Formaaer i Støv at fælde
Dig Fredens hellige Lund.
Nei! elske maa du ikke!
Fatter du vel det Ord?
Vel ane dine Blikke
En Hemmelighed stor?
Til evig Qval og Smerte
Blev, Alfhild! jeg fordømt,
Hvis een Gang blot dit Hjerte
Om Kjærlighed fik drømt.
En Mand af Støvets Caste,
Med Kjole og Frisur,
Sig skulde fræk formaste
Mod din Æther-Natur?
Jeg skulde see dit Øies
Violblaae, dybe Glands
Forene sig og føies
Saligt til Eet med hans?
Jeg skulde see, han førte
Dig som sin Eiendom,
Hvor Ingen Sukket hørte,
Og ingen Hjælper kom?
Jeg skulde sindig taale,
At han med ublue Blik
Begjærligt skulde male
Hver Yndighed, du fik?
Nei! Gnisten maa ei tænde
Hos dig sin falske Pragt!
Ak, nei! du maa ei kjende
Dens frygtelige Magt!
Jeg evigt den vil slukke,
Mens reent er end dit Bryst,
Og aldrig skal du sukke
I Elskovs Qval og Lyst.
Jeg rækker dig Glemsels Honning, —
Tøm ud den søde Drik!
Og giv mig, Alfhild! min Dronning!
Dit sidste, venlige Blik!”
En Valmueblomst han plukked,
Den stod ved Thronens Rand;
Dens Bæger han oplukked,
Da fyldtes det paastand
Med Iispolens Kulde,
Med Glemsels Slummerviin;
Han holdt det for den Hulde
Til Læbernes Carmin.
Hun saae paa ham, hun sukked,
Hun tømte det til Bund,
Og da hun havde drukket,
Sank hun i dyben Blund.
Der blev som Døden stille,
Svundet var Alfers Dal,
Kun Vandet hørtes trille
Og fjernt en Nattergal.
8.
Aftenen alt udbredte
Sit hemmelige Flor,
Moderen ængstlig ledte
Efter sit lille Noer;
Da fandt hun endelig Pigen
Sødt slumrende paa Jord;
Med tusind Øine, nyfigen
Stod rundt en Blomsterflor.
Og vaagen Alfhild fandt sig
I Græs ved krumme Aa,
Om hendes Lokker vandt sig
En Krands Violer blaae.
— Hun voxed, riig paa Ynde,
Som Alfen havde sagt,
Tidligt sig lod forkynde
Aandeverdenens Magt.
Sig hendes Sødhed væved
I mangen Tankes Gang,
Saligt Sangeren bæved,
Naar han om Alfhild sang.
Hun blev, som hendes Moder,
Baade kløgtig og from,
Men — under Barmens Kloder
Slet ingen Varme kom.
Vel Beilere kom der mange,
Men iiskolde Blik
For deres Sukke lange
Var al den Trøst, de fik.
Ei mægted Støvets Sønner,
I Kjole og Frisur,
At bøie med Elskovsbønner
Den ætheriske Natur.
Men trods det kolde Hjerte
Havde hun freidig Mod, —
Kuns dem det voldte Smerte,
Som laae for hendes Fod.