Min Mosters Gaard den laae paa Skrinten
Ved Bredden af en skovkrandst Bugt,
Og vis-a-vis saa fjernt paa Klinten
En anden Borg sig reiste smukt;
De stod og vexled kjælne Blikke
Hver Morgen og hver Aftenstund;
Men Eierne — de hilstes ikke,
Gud veed, — det havde vel sin Grund.
Baronen elskte meest sit Bæger,
Sin Passedix og sine Dyr;
Hans Søn — ja — Sønnen og var Jæger,
Men ellers ret en vakker Fyr;
Min Moster var en simpel Enke,
Ret af det ægte, gamle Slags,
Ei stærk hun var just i at tænke,
Men ferm til Rok og Naal og Sax.
Baronen kunde hun ei lide,
Han gjorde hende alting krumt,
Og Mosters Hoved, maa De vide,
Var, mellem os, saa lovlig dumt;
Han havde skuffet hendes Længsel,
Og Spot med hendes Ømhed drev;
Og derfor sad jeg som i Fængsel,
Thi hun min Fangevogter blev.
Men tror De, Kjærlighed er bange?
Nei, Faren gjør den kjæk og fast,
Den vandrer Veie, nok saa lange,
Blot for et flygtigt Øiekast;
Naar over Sø og Skovens Krone
Stolt Natten slænger ud sit Slør,
Den taler sødt med Valdhorntone,
Der naaer til Hjertet, før den døer.
Da Kløgt nu ei var Mosters Styrke,
Saa troede hun paa Trolddoms Magt,
Og, naar hun skulde gaae i Mørke,
Hun fra Concepten reent blev bragt;
Og, hvordan end jeg vilde snoe mig,
Jeg maatte høre hendes Nød;
Hun klaged tidt: „Jo, du kan troe mig,
Det volder vist engang min Død.
Det spøger her! — ak, det er Sorgen!
Der gaaer en Ridder, gammel, graa;
Jeg saae ham liste sig om Borgen
I Nat med Almaviva paa;
I Mulmet høres hule Toner,
Ret som naar Een skal til at døe;
Hist ovre fra de to Baroner
De svæve hid paa salten Sø.”
Saa stod engang hun i min Stue,
Med Eet blev hendes Mine suur;
„Hør, siig! hvad er det for en Due,
Som sidder her i dette Buur?
Jeg seer den stedse rolig hænge
Ved Vindvet paa den ydre Muur;
Men — jeg har speculeret længe, —
Thi hver Dag skifter den Mondur.
Hver Aften er den hvid som Sneen,
Hver Morgen er den sort som Beg;
Nu kan jeg næsten aldrig see’en,
At Ængstelse jo gjør mig bleg:
Det er vist ikke ganske rigtigt
Med denne Fugl, mit kjære Barn!
Betænk den Sag! det er saa vigtigt
At snoe sig af den Ondes Garn.”
„Ak!” raabte jeg — i Grunden bister, —
„Jeg husker ei dens sære Navn;
Jeg fik den af en lærd Magister,
Ham, Moster veed, i Kjøbenhavn.
I Nattens Mørke stedse Kjolen
Den skifter, bliver ganske sort,
Men naar den siddet har i Solen,
For Hvidt det Sorte svinder bort.
Min Gud! det er nu Fuglens Vane,
Enhver har sin, det er jo smukt;
Den gaaer Naturens lige Bane,
Og viger aldrig af sin Flugt.
Mig er nu denne Vendekaabe
Meer værd end mangt Academie,
Thi, troer De vel, den lille Taabe
Har lært mig min Philosophie!
Jeg sidder eensomt i min Stue,
Som Fader Noah i sin Ark,
Og havde jeg ei denne Due,
Mit Hjerte blev en øde Mark;
Den bærer hjem paa sine Vinger
Saa mangt et Fredens Olieblad,
Sød Lægedom den ofte bringer,
Naar Haab og jeg vil skilles ad.”
Hun taug, og gik. Men til mit Kammer
En Morgenstund hun atter kom:
Dog, hvo beskriver hendes Jammer,
Da hun fandt Seng og Stue tom!
Kuns Dueburet stod paa Bordet,
En Sort, en Hvid hun deri saae;
Og da de Stakler mangled Ordet,
Et lille Brev ved Siden laae:
„Vi tvende her har baaret Breve,
Trofaste Postillons d’Amour,
Til Løn derfor vi skulle leve
Vort Elskovsliv i dette Buur;
Vi bar saa mange skjønne Sager,
Vel tusind Qvad til Amors Priis
Og tusind Kys og tusind Klager,
Alt, hvad vi bar, var tusindviis.
Frem og tilbage har vi faret,
Som Skytten i et Væverværk,
Og snart sig hurtigt aabenbared
En Elskovsvæv, usynlig, stærk.
Den blev ud over Dybet vævet,
Som skilte tvende Hjerter ad.
Paa den er nu det Ene svævet
Hen til det Andet, frit og glad.
See! De har villet Hjerter skille,
Og var dog kuns en slet Prophet;
Men Vi hjalp Hine Kortet spille,
Saa De, Fru Moster! De blev Beet!
At Een var To, De fik at vide,
Da nu De har os Duer seet;
Men hist paa Bugtens anden Side
Er tvende Hjerter blevne eet!”