Hun sad og spandt paa Rokken
Ved Hyttens aabne Dør;
Men Tanken var ei hjemme
Og tidt blev Traaden skjør.
Fra Øiet listed Taaren
Og gjorde Kinden vaad;
Hun strøg den bort med Fingren
Og vædede sin Traad.
Ei agted hun paa Rosen,
Der pranged i sit Bed,
Hun ændsed ei Violen,
Som dufted tæt derved.
Men hendes Suk var lange,
Og hendes Barm saa trang;
I Hjertets Dyb hun nynned
Saa kummerfuld en Sang:
„Her udenfor min Hytte
Der staaer et Lindetræ;
En Skjærm af brede Blade
Til yndigt Sommerlæ;
Dets søde Blomster dufte, —
Jeg kunde see mig glad
Paa hver en Qvist, som spired
Med blanke Knop og Blad.
Men nu har Ravnen sorte
I Toppen taget Bo;
Den vilde Fugl om Natten
Mig skræmmer op af Ro.
Den jager mine Duer
Og andre Fugle smaa,
Som pleied før saa venligt
Og qvidre der og slaae.
En Trold den er, omkring mig
Den breder Vingen ud,
Den skriger vildt og agter
Ei Hødsel eller Skud.
Den følger mig med Øiet
Hvorhen saa gaaer min Fod.
For vist jeg veed, den drikker
Tilsidst mit Hjerteblod.
Der er kuns Een i Verden,
— Jeg siger ei hans Navn, —
Som kunde, hvis han vilde,
Faae bort den lede Ravn.
Men han har reent forladt mig,
Han kom jo ei herned
I hele otte Dage —
Ak — i en Evighed!”
Da traadte ind ad Laagen
Den Savnede igjen;
Med sagte Skridt han sneg sig
Til den Forladte hen.
Da rødmed hendes Kinder,
Hun Blikket segne lod,
Og dobbelt hurtigt dreied
Hun Hjulet med sin Fod.
Han mæled ei, men satte
Paa Bænken sig og tog
Saa ømt om hendes Arm og
Den bort fra Tenen drog.
Ind under Øielaaget
Han søgte hendes Blik,
Mens inderlig en Hvisken
Kun fra hans Læber gik:
„Mit Liv! min søde Kjærest!
Vær ikke vred paa mig!
Ræk mig din Haand og giv saa
Et Kys mig til Forliig!”
Med Haanden skjød hun sagte
Ham bort — endnu lidt mut;
Men saa fik han dog Kysset, —
Og saa — var Ravnen skudt!