Fra Klippens Hjerte Straalen sprang,
Nattens Stilhed yndigt klang
Dens Rislen i det brune Bækken;
Sig Nattergalens Triller svang
Liig Honningbier ud fra Hækken.
Men over Vældet, from og blid,
Guds Moder throned, marmorhvid,
I Rammen, hugget ud af Fjeldet;
Velsignende til evig Tid,
Det stjernekronte Hoved hældet.
Der Haand i Haand og Fod ved Fod,
Blødt lænet op mod Kummen stod
Den ranke Svend, den unge Frue;
Og deres Tanker, deres Blod
Ømt mødtes i den samme Lue.
Som klare milde Stjerneskud
Fra Bryst til Bryst der vandred Bud
I Suk og Ord fra deres Munde;
Og Ingen hørte dem; kun Gud
Til deres Løndom lytte kunde.
Hiint Punkt stod Begges Stjerner paa,
Hvor just de skulde Knuden slaae
Og vandre som en Dobbeltlue;
Hvad eller fjernt de skulde gaae
Adskilt paa Livets Hiimnelbue.
Paa Hendes Tankers Himmel var
En liflig Vaarnat aabenbar,
Hvor alle Uskylds Stjerner tindre;
Hans skumle Blik kun Vidne bar
Om Vinterstormen i hans Indre.
Fortroligt klynget til hans Arm,
Halvdækket Øiet, Kinden varm,
Med hele Sjælens Kraft hun hørte;
Ei Ord, kun Suk fra hendes Barm
Ham Kjærlighedsbeviset førte.
Men fra hans Mund fremgik en Flor
Af Tankefylde, Blomsterord,
Som Alt med høie Farver malte;
Liig Riimkrystal paa Foraarsjord
Det glimred klart og koldt, — han talte.
„Her knæler jeg —- Din Skjønheds Træl!
Min Troskab stal, liig dette Fjeld,
Hvis Tinde Himlens Sky bekrandser,
Staae fast, saa vist som dette Væld
Sin rige Straale aldrig standser!”
Da standfed Kilden ved hans Ord, —
Den drog med Hast sin Perlesnor
I Klippens tanse Bryst tilbage;
En Gysen gjennem Krattet foer
Og sittred som en dæmpet Klage.
Med Smertens Suk og med hans Navn
Paa Læben, sagte hun i Favn
Paa alle Engens Blomster segned;
Mens Aanden søgte Fredens Havn
Paa Kinden Livets Rose blegned.
Fra Øst nedsank en Morgensky,
Og det var Himlens Engle blye,
Udvalgte af den skjønne Skare;
Vag deres Vingers fromme Ly
Den brudte Lilie de bortbare.
Men dybt mod Vest, hvor Veien brød
Et Gab igjennem Klippens Skjød,
Han styrted vildt, med Læber blege;
Det var, som Blomsterne i Nød
Forfærded’ for hans Fjed bortvege! —
Da fødtes Solen over Vang
Og tændte, fulgt af Lærkens Sang,
Dugdiamanterne paa Hækken;
Men Kildens Straale gjenfødt sprang
Og risled i det brune Bækken.