Ung Irma lystigt synger
Udi sin Faders Hal;
Paa de hvide Skuldre gynger
Lokkernes gyldne Fald.
Hun er som Fuglen i Luften,
Som Fisken i klaren Vand,
Saa flygtig, som Blomsterduften,
Som hviden Skum paa Strand.
Hvert Altar til Amors Ære
Hun gjerne styrted omkuld;
Hans Lænke vil hun ei bære,
Var den saa af Roser og Guld.
Som Stjerneskuddet henseiler,
Saa flygter hun fri og let,
Og gjør hver knælende Beiler
Af Beilen og Knælen træt;
Saa de tænke: det er det Bedste
At gjøre sig Pinen kort!
Op sadle de deres Heste
Og trave fra Borgen bort. —
Da nu der var eensomt og stille
Og Ingen var meer at see,
Hørtes først ret den Lille,
Hvor hun kunde qviddre og lee.
I Skovens løvrige Gange
Hun sniger sig om saa tyst;
De Sommerfugle at fange
Er hendes kjæreste Lyst.
Paa Jagten saa let hun springer,
Det siirlige Pigebarn!
Hun fanger dem med sin Finger,
Hun hilder dem i sit Garn.
Hid svæve de blanke Libeller
Som til deres høieste Maal,
Som Intet de vilde heller
End spiddes paa hendes Naal.
Som rundt om Blomstens Kroner
Bierne suse i Dands,
De farvede Papilioner
Danne om hende en Krands.
Ret med forfængelig Pralen
Iler Adonis hid;
Circe med Admiralen
Sig neppe kan give Tid.
De flagre, de stimes, de trænges
Som Fluer omkring et Baal;
Det synes ret, som de længes
Efter den gyldne Naal.
Paa Væggen i Borgens Sale,
I Rammer og under Glas
Vel tusindviis de prale
I deres glimrende Stads.
Og Mangen nyder den Lykke,
Paa filtrende Naale fæst,
Hendes fagre Hoved at smykke
Og sidde hendes Hjerte næst. —
— Ung Irma slumrer i Skoven
Alt paa den blomstrende Vang,
Mens kjælent Kildevoven
Synger en Vuggesang.
Men trindt omkring den Lille
Paa Buske, Straae og Træer
Sidder der tyst og stille
En talløs, skinnende Hær.
De Vingerne dreie og vifte
Som i Vinden Poppelens Blad;
Og tusinde Farver stifte
I Solens Straalebad!
De sidde og længes og smægte
Efter den Smerte sød;
Som Andre for Livet fægte,
De styrte til deres Død! —
Med Eet den brogede Skare
Flygter i Skoven ind!
Til alle Sider de fare
Som drevne af Storm og Vind.
En sagte Susen der høres,
En lifligt bævende Klang,
Som naar Æolsharpen røres
I Aftensvalen til Sang.
Den gaaer over Bøgens Tinde
Saa slummerfuld og sød,
At Fuglen blunder derinde,
Skjult i sin Redes Skjød.
Vidt Blomsten aabner sit Øie;
Udaandende al sin Duft,
Stirrer den mod det Høie
I den sommerklare Luft.
Thi paa fire, prægtige Vinger
Med Purpur og Guld og Blaat,
Stateligt hid sig svinger
Nu Sommerfuglenes Drot!
Han breder sig stolt deroppe,
Fjerlet, men uhyre stor,
Som over Bjergenes Toppe
Den vældigste Condor.
Udi de lærde Bøger,
Hvor Naturen staaer paa Prent,
Forgjæves hans Navn du søger,
Endnu var det aldrig kjendt.
Fra fjerne — fjerne Lande,
Hvor hemmeligt han boer,
Over Fjelde og vilde Vande
Iler han hid mod Nord.
Han maa for sit Folk jo bæve,
Der styrter beruust i Død;
Den Trolddom vil han nu hæve
Og rede dem ud af Nød.
I mindre og mindre Buer,
Høit over Krat og Skov,
Bestraalet af Solens Luer
Omkredser han kjækt sit Rov,
Og sagteligt ned han daler
Paa de spredte Vingers Seil;
Smukt sig hans Billed maler
I Kildens flydende Speil!
Liden Irma, i sit klare,
Sit folderige Gevandt,
Hun aner ei selv sin Fare, —
Trygt Søvnen hende bandt.
Men Kongen for Papilioner
Med de lodne Kløer sex,
Under søde, smeltende Toner
Snildt fanger den lille Hex.
I Kjolens Folder og Flige
De skarpe Kløer han snoer;
Saa monne han rask opstige
Tilvejrs fra den sukkende Jord.
Og let over Lande og Byer
Han seiler paa Luftens Strøm,
Til bag aftenrødmende Skyer
Han svinder, ret som en Drøm.
Paa Høi staaer Bonden og gaber
Og stirrer, saa vidt han kan;
Bagaf sin Hue han taber
Og mumler: „Nei, sikkendan!”
Hver Sommerfugl nu tør flagre,
Den frygter ei Naal eller Garn;
Men aldrig saaes meer det fagre,
Det farlige Pigebarn!