„Drag bort i Fred! — Jeg hader dig jo ikke!
Men Elskovs første Sol er dalet ned.
Den brune Citta har med Lueblikke
Mig tvunget i en nyfødt Kjærlighed.
Du skjød ei Qvist, som vorde kan en Stamme,
Du bar ei Blomst, som vorde kan til Frø;
Min gamle Slægt, liig Jægerbaalets Flamme,
Vil uden Næring slukkes brat og døe.
Ei nøgen vil jeg dig fra Leiren jage!
Drag bort, og glem den faure Tid, der svandt!
Af Teltets Eie frit du med dig tage
Det Kjæreste, som her dit Hjerte bandt!” —
— Kaziken talte, løste Hovedbindet,
Og tømte Palmens stærke Dvaledrik;
Saa segned han med Mag paa Tigerskindet,
Og Søvnen kom og lukked for hans Blik.
— Der stod hun taus, hans Ungdoms Elskerinde,
Med blegen Kind, med Haanden paa sin Barm;
Men intet Suk forraadte, om derinde
Sig tændte Smerte eller Hævn og Harm.
I hendes Øie ingen Taare blinked,
Men mørkt det var, som Nattens tunge Sky;
Hun stod en Stund, — og saa med Haanden vinked
Sex Slaver hid til sig i Teltets Ly.
En Maatte, af Lianens Stengler flettet,
De bredte ud paa Gulv for hendes Fod,
Og paa et Vink de lagde blødt i Nettet
Det Kjæreste af Alt, hvad hun forlod.
De løfted det paa lange Bambusstænger
Og rask fra Leiren iled de afsted;
Endnu et Blik! — saa dvæled hun ei længer,
Men fulgte deres Vei med lette Fied.
Fremad det gik paa blomstrende Savanne,
Ustandset fremad gjennem Græs og Krat,
Mens høit paa Nattens tankerige Pande
Det store Glimmerdiadem var sat.
Hen gjennem Skove, Kløfter, dybe Dale
Og stride Strømme rastløs deres Gang
Dem førte fremad — frem i Nattens Svale,
Til Morgenrøden vakte Fuglens Sang.
Hvor Floden slaaer sit blaae, sit brede Belte
I Bugt om Kysten hist med Palmer paa,
Der kom hun aarle til sin Faders Telte
Og kjendte, fuld af Veemod, hver en Vraa.
Sin dyrekjøbte Skat i Teltets Gjemme,
Useet af Alle, fik hun trygt henlagt,
Og vogted den, til Fuglehærens Stemme
Gjenhilste Solens kongelige Pragt.
Da slog Han Øiet op; — thi Han, den Grumme,
Var Skatten, som hun valgte til sin Trøst.
Han reiste sig, — og Begge stode stumme,
Mens Hjertet hamred lydt i Begges Bryst.
Med sine Hænder strøg han over Brynet
Og stirred tvivlende, som tænkte han:
„Jeg drømmer jo! — snart svinder Drømmesynet!”
Og hvisked undrende: „Hvordan? — Hvordan?” —
— „Af Teltets Eie bød du selv mig tage
Det Kjæreste, som der mit Hjerte bandt:
Da tog jeg dig! — men drag nu fri tilbage!”
Saa talte hun, og nu først Taaren randt.
Da kneised han med Stolthed; i hans Øie
Et selsomt Liv der tindred og en Lyst;
Han traadte frem med Blikket mod det Høie,
Med Hænderne tæt knuged’ mod sit Bryst:
„O, store Aand! Du, som al Viisdom gjemmer,
Tilgiv mig! og velsign igjen vor Pagt!
Skjøndt Qvinden der din Tjener dybt beskjæmmer,
Hun hæver ham paany med Guddomsmagt.
Thi gaaer end Stammen ud, skal Traaden briste,
Kan dog mit Blik med Stolthed møde Hans,
Der var dens Rod; thi er jeg end den Sidste,
Saa smykker Hun mit Navn med evig Glands!”
— Kaziken talte, og i stærke Arme
Han løfted til sit Bryst den hulde Viv;
Og snart en gjenfødt Elskovs Himmelvarme
Gav Begges Hjerter Trøst og — Stammen Liv.