De bandt ham, knevlede hans Mund,
Mens bævende og bange
De slæbte som en galen Hund
Ham igjennem Klostrets Gange.
De lænked ham i dybest Vraa,
Og skreeg med haanlig Stemme:
„Den Helvedkunst, vi ei forstaae.
Vil du vel her forglemme!
Forjager du ved Satans Pagt
Hver Sot og Sygdoms Fare,
Saa frelser vel den samme Magt
Dig let af Dødens Snare!”
De gav ham Vand, de gav ham Brød,
Med Suk han det fortærte.
Hver Dag hans Blod i Strømme flød
For Disciplinens Snerte.
Hver Dag en mindre Lædskedrik,
Og af sit Brød, det tørre,
Hver Dag en mindre Stump han fik,
Hver Dag blev Svøben større.
En Nat han paa sit Ansigt laae,
Og skar med sine Tænder,
Han følte knap sit Hjerte slaae,
Han knuged sine Hænder.
Da hæved han sin Stemme mat,
Og gik med Gud i Rette:
„Jeg aldrig har din Vei forladt!
Hvi vil du mig forgjette?
Hvad har jeg gjort, da jeg var Dreng,
I Hjemmets stille Dale?
Jeg elsked Bjerg og Skov og Eng,
Og lærte deres Tale.
Jeg lytted til den dybe Røst
Af Bjergets vilde Elve,
Og Nattergalens Sommerlyst
Lod og mit Hjerre skjælve.
Hvert Kryb og Straa, hver Fugl og Steen,
Hver Blomst ved Kildevældet
Min Tanke gjorde riig og reen
Som Jomfrusnee paa Fjeldet.
Siig, har du mig da reent forskudt,
Mens grumt din Haand mig truer?
Hvad har jeg da som Mand forbrudt
Bag disse Fredens Buer?
Har Klokken os til Hora kaldt,
Til Bøn, som jeg forsømde,
Naar Teppet sort for Solen faldt,
Naar Morgenskyen drømte?
Jeg Dag og Nat paa Jorden laae
Foran Madonnas Lampe,
Og hendes rene Øie saae
Min Sjæls uhyre Kampe.
Hver Dag jeg til dit Altar gik,
Og nævned selv min Brøde,
Hver Dag jeg fuld Afløsning fik
Med Naadens Himmelføde.
Jeg kjendte dig! — og i dit Værk
Jeg stadigt gransked efter,
Hvortil hver Steen og Urt var stærk
Ved hemmelige Kræfter.
Da kom de op fra Dal og Eng
Paa Vogn, med Stav og Krykke,
Og Mand og Qvinde, Mø og Dreng
Fik Hjælp; — det var min Lykke!
Skjøndt tusind søde Smil jeg fik
Fra mangen deilig Qvinde,
Dog Tanken aldrig troløs gik
Bort fra min Helgeninde.
Og kom en Ridder, syg af Saar,
Forsagende i Nøden,
Jeg lagde til hans Alder Aar,
Og reev ham bort fra Døden.
Skjøndt tidt en Haand i Smertens Tid
Guldpendingen mig rakte,
Har min Haand aldrig rørt en Hvid,
Ei Druens Blod jeg smagde.
Saa tørred jeg den Bleges Kind,
Og Sundhedsroser malte,
Jeg øged mangen Livsenstraad,
Men Æren — dig betalte.
Du tør mig dømme, — Hine ei, —
De veed ei, hvad de gjøre!
Og hvor vil du mig føre?” —
Men det blev ikke mere lyst
I Sjælens dybe Mørke,
Og i hans marterfulde Bryst
Forsvandt al Troens Styrke.
Thi mindre blev hans Lædskedrik,
Og af sit Brød, det tørre,
Hver Dag en mindre Stump han fik,
Hver Dag blev Svøben større.
Da kaldte han en Nat paa Ham,
Hvis Navn jeg tør ei nævne;
Han kom i al sin Rædselsbram
Ind gjennem Murens Revne.
„Jeg knuser ei dit sorte Buur, —
Dertil jeg er for ringe;
Thi Tegnet staaer paa hver en Muur,
Som al min Magt kan tvinge.
Med List jeg gjennem Spalt og Hul
Er krøbet som en Øgle; .
Her har du Svovl, Salpeter, Kul, —
Smed deraf selv din Nøgle!”
Han svandt; paa Fængselsgulvet stod
En Urne støbt af Malmet;
Let Lænken faldt af Munkens Fod
Som Løv, i Høsten famlet.
Da blandede den sorte Munk
De trende Ildens Frugter,
Saa rædsomt klang de hule Dunk
I Hvalvets krumme Bugter.
Han graver Gruus og Kalk og Sand
Fra Fundamentets Qvader,
I Minens slugne Munding han
Den sorte Mading lader.
Saa tænder Traaden han med Hast,
Og iler bag en Pille;
En Gnist — med Bragen Muren brast,
Og saa blev alting stille.
Igjennem Murens brede Spalt
Frit glimted Stjernehorden;
Han saae den ei, — thi Øiet faldt
Med Blussel dybt til Jorden.
Og ned i Sommernatten varm
Han bævende sig dukked;
Men koldt blev Hjertet i hans Barm,
Thi Himlens Gnist var stukket.
Nu var han fri; men Fromhed, Fred
Var af hans Sjæl forsvundet,
Til Bøn han aldrig segned ned,
Og Tungen var ham hundet.
Hvor blev han af? Det veed man ei!
Hans Kunst med sine Flammer
Har tidt dog ad en blodig Vei
Beviist, hvorfra den stammer.