Velsignet Skibet være,
Velsignet Havets Vand,
Som venligt vilde bære
Dig atter til vor Strand.
Velsignet hver en Luftning,
Der svæved om din Kind;
Velsignet hver en Duftning,
Som qvægede dit Sind!
Velsignet i det Fjerne
I Himlens Herlighed
Den klare, fromme Stjerne,
Som dig tilsmiilte Fred!
O, turde jeg nu tilhviske
Dig alle Blomster-Ord,
Som altid lige friske
Her i mit Hjerte boer!
Ak, mangen Nat er svundet,
Og mangen bitter Dag,
Mens jeg, i Smerte bundet,
Har talt mit Hjertes Slag.
Mens fjernt i Sorgens Øde
Mit Blik ei Hvile fandt,
Saa mine Tanker døde
Og Haabets Fakkel svandt.
Jeg kunde mig ei værge
Mod Smerter og mod Savn;
De lod sig ei besværge
Selv ved dit kjære Navn.
Jeg mægted ei at frie mig
For Sorgens Trylleri, —
Og Timen foer forbi mig
Med intet Indhold i.
Men nu — du bringer Freden?
Ei sandt? du har ei glemt,
At du for Evigheden
Har mig dit Hjerte gjemt?