Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
Bag Skyen frem i gule Høst,
Da gjennem nøgne Skove lyder
Til Fuglene en Varselsrøst.
I hellig Taushed Alle lytte;
De veed, det er et Guddomsbud;
Og kjækt fra deres Sommerhytte
De svæve mod det Fjerne ud.
Hen over Havets sorte Bølge
Høit under Himlens blaae Paulun
I store Sværme rask de følge
Hiint Varsel, som en Krigsbasun.
I Syd, hvor nys for Solens Lue
Granatens fyldte Boble sprang,
Der drikke de den stærke Drue
Og vaagne op til Liv og Sang!
En Enkelt dvæler her i Lunden,
Som i sit rette Fædreland!
Som ved en venlig Trolddom bunden,
Hensunken, stille, sidder han.
Men indad vendt er nu hans Blikke,
Thi der er livligt, mildt og klart;
Og hvad hans Øie skuer ikke,
Er just hans Hjerte aabenbart.
Som naar i Nattens Mulm det lyner
Og viser Egnen i dens Pragt,
Forglemte, fjerne, kjære Syner
Ham lokke med veemodig Magt.
Da drømmer han om blanke Straaler,
Om lune Vinde, lysblaa Luft,
Om klare Kilder, Lilieskaaler,
Om Guldorangens stærke Duft.
Han drømmer om de Drueklynger,
Hvor han beruset fordum hang,
Mens Mindet dybt i Hjertet synger
Hans Længselsqval en Vuggesang!
Saaledes — skilt fra dig — min Engel!
Jeg drømmer om den Rose rød,
Der i et Nu paa Liliens Stengel
Ved Aabenbaring os blev fød.
Jeg kan ei hvile! — kan ei glemme
Dit Blik, din Røst, dit Hjertes Slag,
Og stedse mere kjæk min Stemme
Dig synger — til min sidste Dag.
Du er mit Liv her midt i Døden,
Du er mit Haab i Smertens Stund;
Du har mig vakt i Morgenrøden, —
Bred mig din Favn til Aftenblund!