Hil dig, min Vandrings Lys!
Min Morgenstjerne klar!
Som mig fra Nattens Mørke
Mod Dagens Dæmring bar!
Du vinked fra Jord
Og, som Lærken, høit og frit
Jeg qviddrer nu, — men Qvadet
Er heelt og holdent dit!
Du smiler mildt og stille
Til den rødmende Øst,
Mens Nattens Kjortelbræmme
I Flugt du har kyst.
Du lukker bly dit Øie, —
Men Smilet ikke døer,
Skjøndt du blufærdig svinder
I Solens Straaleslør.
Det kom mig for vel stundom,
At din Straales Trylleri
Sig dulgte i en langsom Sky,
Der drog dig forbi;
Men det var ingen langsom Sky!
Det var i mine Blik
En Taare, mild og varm,
Som fra Hjertets Afgrund gik.
Den vilde op at skue,
Hvad der bevæged saa
Den urolige Bolig,
Hvor den slumrende laae;
Den vilde op at skue
Den guddommelige Magt,
Der af dens dybe Dvale
Til Liv den havde vakt.
Dens Liv var sødt og stille,
Ei Smerte var deri,
Den fødtes ved din Straales
Huldsalige Magie.
Den lokked sine Søstre frem, —
De kom med milde Blik;
Thi alle jo af dig
En Velsignelse fik.
O, blot naar jeg dig tænker,
Da smeltes jo i mit Bryst
Jordlivets Iis og Kulde
Til en sommerlig Lyst;
Og hvad Gudherren lagde
Af godt i Hjertets Gjem,
Fremspirer ved den Dug,
Som du har lokket frem.
Min Vandrings søde Lys!
O, min Morgenstjerne reen!
Glødende som Rubinen,
Stærk som Karfunkelsteen!
Naar Dagens Sol nedsynker
I det vestlige Hav,
Vil du, som Aftenstjerne,
Da blinke over min Grav?