Naar dybt i Nattens lune Skjød
Dit Hoved du til Hvile bringer,
Du siger, at det ofte lød
Som Flagren af useete Vinger;
De svæved om dit Leiested
Saa lette, susende og milde;
Men hvad det var, du ikke veed?
Du veed det nok, ifald du vilde!
Det er to Sjæle, som sig frit
I Nattens stille Favn tør hæve;
Det er to Hjerter, der til dit —
Til deres Helligdom hensvæve.
Det ene, ungt og let, i Løn
Sig svinger over Land og Havet
Midt i den fromme Aftenbøn,
Hvormed du selv har det begavet.
Det andet, lige ømt og tro,
Fra Stadens lumre Mure haster;
Høitblussende, og uden Ro,
Det heftigt for din Fod sig kaster.
Det ene, i sin milde Fred
Urørt af Verdens Smuds og Bærme,
Tør frit fra Himlen dale ned,
Og frit sig Helligdommen nærme.
Det andet, ak! med Verdens Færd
Og al dens Jammer saa fortrolig,
Med hellig Sky dig kommer nær
Og svæver om sin Andagts Bolig.
Men hvad dit rige Hjerte dem
Saa kjært saa elskovsfuldt har skjenket,
Vil begge to til Gravens Hjem
Bevare helligt og ukrænket.