Fuld af hede Sommerdrømme
Natten laae paa Skov og Eng,
Blødt jeg hviled under Træet,
Hvor mig Mosset redte Seng.
Skovens sagte Suk, der hørtes,
Dybt mig gjennem Sjælen drog,
Blandet med den søde Trille,
Elskovs lille Sanger slog.
Der var eensomt, lunt og stille,
Stjernen flød paa Dammens Vand,
Der var ingen Fleer i Skoven,
Ingen uden jeg og han.
Han saa hemmeligt betroede
Mig sin Elskerindes Navn,
Og i Toner han udstrømmed
Al sin Længsel, alt sit Savn.
Han mig hemmeligt betroede,
At han qvad sin Elskovs Lyst,
Til han sank fra Qvist, med Hjertet
Brustet i sit Sangerbryst. —
Ogsaa jeg maa mine Længsler
Mane, dæmpe, om jeg kan,
Og dit Navn, du milde Engel!
Er min stærke Talisman.
Jeg vil længes, jeg vil synge
Dig alene, nu som før,
Til min Sang med Hjertet standser
Og, som Nattergalens, døer!