Nu paa sin Vandring Tiden kom
Til Grændseskjellet atter;
Den vender sig veemodig om
Imellem Suk og Latter;
Og dvæler stum og tankefuld
Og stirrer langt tilbage,
Og veier paa sin Vægt, som Guld,
De svundne Aarets Dage.
Saa kaster den i dunkle Strøm
Alt, hvad den vil, skal glemmes;
Men sanker kjærlig, tro og øm
Hver Skat, der ret bør gjemmes.
Den varer hvert Klenod for al
Omskiftning og Forandring,
Og ordner, hvad der ordnes skal
Til Livets nye Vandring.
Og naar den saa er vel bered,
Den vinker Dig, og gjerne
Du følge vil saa langt om Led
Dens klare Ledestjerne! —
Men før Du vandrer, mangen Ven
Til Grandsestedet kommer,
At sige Dig: „Vi sees igjen
Vel mangen yndig Sommer!”
Der samler sig med venlig Iil
Hver Tanke og hver Tone,
Erindring, Taare, Suk og Smiil
Alt om den unge Kone.
Mens nogle nok tør følge med,
Maae Andre staae tilbage,
Og hilse med Veemodighed
Din Fremtids Reisedage.
Dog har Du faaet den hele Stads
I Orden, min Veninde!
Er der vel knap en lille Plads
For mig og for mit Minde!