Mens Skovens Træer sig afklæde
Og dække Alt med deres Dragt,
Jeg vil en stille Vandring træde
Did, hvor til Hvile Du er lagt.
Der vil jeg ved din Slummerhytte
Mig læne taus en føie Stund,
Og veemodsfuldt til Mindet lytte,
Som hvisker tyst i Dødens Lund.
Jeg kommer ei for mig alene —
Jeg er en Stammes ringe Tolk,
Hvis stærke, vidtadspredte Grene
Nu grønnes blandt det danske Folk.
Din Haand fik reist den op af Støvet
Og atter kraftigt sat paa Rod;
Nu trives den — nu skygger Løvet
Om ædle Planter ved dens Fod.
Du var en Mand! — med aandig Sundhed
Omfatted Du hver herlig Dont;
Du var en Mand — med ædel Rundhed
Du deelte, hvad Dig var forundt;
Du var en Mand — og gyldentunge
Var dine Tankers rige Lag;
Du var en Mand — og dog saa unge
Dit varme, danske Hjertes Slag!
Thi dansk Du var, saa vist som Nogen,
Saa ærlig, djæv i Sind og Hu;
Hvad Du bar gjemt i Hjertekrogen,
Uskræmmet aabenbared Du.
For Friheds hellighøie Tanke
Mandhaftigt, varmt dit Hjerte slog;
Og uden Sky Du gik i Skranke,
Mens kjæk Du Ordets Glavind drog.
Hvor snart kan ei hiint „Pust i Sivet”
Faae Faklen slukt, skjøndt livligt tændt!
En Vandring — ubestemt — er Livet,
Og ingen Gjerning saae vi endt.
Dog Sæden, Du fik lagt hernede,
Skjøndt selv Du ikke Høsten saae,
Vil Efterslægten kjærligt frede
Og mindes Dig ved hvert et Straa.
Din Musa, som Du trofast tjente
Med hellig Iver, Dag og Nat;
Som Lindring i din Sorg Dig sendte
Og aabned Dig til Fryd sin Skat,
Hun svæver tyst om disse Steder
Med sænket Blik og Kinden vaad; —
I Dig hun tabte en Tilbeder
Med Kraft og Ild i Ord og Daad.
Men hendes Søster, som tilsmiled
Og lærte mig min simple Sang,
Ved hendes Suk og Savn er ilet
Fra Himlen ned til Dødens Vang;
Og hun, som er saa rig paa Gave,
Og her i Livet var Dig kjær,
Har skjænket mig af Sangens Have
Det Blad, jeg venligt lægger her!