Naar Natten ret er stille
Og Alting er i Ro,
Min Søn, min søde, lille,
Jeg kommer til din Bo.
Thi Gud mig det forunder,
Naar Hvilen falder paa,
Engang imellemstunder
I Drøm til Dig at gaae.
Da seer jeg Dig, Du Kjære!
Min Glædes — Smertes Søn!
Ak, kun en Drøm maa være
Min Kjærlighed til Løn.
Jeg seer Dig tegne, skrive
Og læse flink i Bog,
At Du kan rigtig blive
Mig baade from og klog.
Jeg Dig i Haven møder,
Jeg seer Dig i din Seng,
Jeg seer, Du lystigt støder
Koldbøtter hist i Eng.
Du har de Kinder røde,
Du har de Øine blaae,
Du har de Læber søde,
Som tidt jeg kyssed paa.
Nu kysser jeg dem ikke
De Roser paa din Kind!
Nu kan i dine Blikke
Jeg aldrig skue ind.
Ak, jeg kan ikke knuge
Dig tæt her til mit Bryst!
Ei for mit Hjerte suge
Af dine Læber Trøst! —
Siig, tænker Du paa hende,
Der græder for sin Søn?
Siig, lever hendes Minde
End i din Aftenbøn?
Siig, husker Du min Stemme?
Siig, husker Du mit Blik?
Ak, kan Du Timen glemme,
Da bort fra mig Du gik?
Du aner ingentide
De Taarer, jeg har grædt!
En Moder, maa Du vide,
Kan aldrig vorde træt.
Som eensom Fugl i Skoven
Kun synger Sorgens Sang,
Saa sorgfuld over Voven
Er nu min Tankes Gang.
O, aned Du min Længsel,
Du skyndte Dig sombedst,
Og flygted fra dit Fængsel
Til den, som er Dig næst.
Til den, som har Dig baaren
Med Kummer og Besvær,
Som døbte Dig med Taaren —
Og har Dig dog saa kjær! —
Lev vel! Lev vel, Du Kjære!
Jeg sukker ømt dit Navn;
Ret aldrig skal jeg lære
At tænke klart dit Savn.
Jeg folder mine Hænder
For Dig, min Smertes Søn!
For Dig til Gud jeg sender
Hver Stund mit Hjertes Bøn!