Til en Fader
Som Janus, Ryg mod Ryg, vi maae
Tidens Bølgegang bestaae.
Mens fremad mine Tanker jage,
Advarende Du seer tilbage;
Du lægger Planer, giver Raad,
Jeg laaner Dig min Arm til Daad;
Ved Aarets Ende kan vi begge
En ganske artig Sum oplægge.
Til en Moder
Min Moder! Du i Dag modtage
De Ønsker, som jeg alle Dage
For Dig til Herrens Throne sender!
Jeg kysser dine kjære Hænder,
Jeg glad velsigner Dig, Du Fromme!
For hver en Stund, der end skal komme;
Thi vist jeg veed, at Du vil være
For mig den samme Elskte — Kjære!
Til en Ven
Du sled og slæbte,
Du stred og stræbte
Det ganske Aar;
Men i den samme
Forslidte Ramme
Endnu Du staaer.
Snart vil jeg haabe,
At Naadens Draabe
Tæt falde maa,
dit Bæger fylde
Og Dig forgylde
Fra Top til Taa!
Til en Søster
Jeg ønsker Dig, min ædle Søster!
Alt, hvad dit unge Hjerte lyster!
Credit paa hele Østergade,
Ret mange Baller, muntre, glade,
En Plads i Logers første Række
I eet Theater — i dem begge?
En Sværm af Venner, som fêtere,
Veninder, som beskedne ere,
Og ene lade Dig brillere, —
Saa ønsker Du vel ikke mere?
Til en Broder
Du flagred alt, min Broder! længe
Paa Vaarens blomsterrige Enge;
Men som en ret ustadig Bi,
Du aldrig Hvile fandt deri.
Gid nu den lille vakkre Dreng
Maa komme med sin Buestræng,
Dig lokke med sin søde Lyst
Og vise Dig din Blomst i Lunden,
Og faae til Fleres Fred og Trøst
Din Haand i Baand, din Vinge bunden!
Til en Sømand
Paa Havet trygt Du ile frem
Til rige Kyster i det Fjerne;
Og Himlens faste, klare Stjerne
Dig vinke sikkert til dit Hjem.
Gid snart en Stjerne Dig opgaae,
Som Dig i Livet leder sikkert,
Gid snart igjennem Hjertets Kikkert
En venlig Havn Du øine maa.
Til en Elsker
Som fordum Damen eensom sad
I Buur, med lysen Guld og Silke,
Og væved yndigt Rosens Blad
Og Lilien paa de svaie Stilke;
Saaledes Du herinde boer,
Hvor Kjærlighed og Troskab throne,
Og skaber huldt en Rosenflor,
Hvoraf os her paa denne Jord
Og hisset flettes skal vor Krone.
Til en Elskerinde
Som det i gammel Tid var Skik
Blandt hine Kjæmper bolde,
Jeg sværger ved dit livsalige Blik,
Og Eden er let at holde:
At jeg vil evig huld og tro
Dig i mit Hjerte bære,
Og Du — Du er saa elskværdig jo,
At det kan ei andet være.
Til en Lærd
Mens Du saa rastløs lytter, lurer
Til gamle Skroller og Skripturer;
Mens Du saa ivrigt higer, søger
I friske og i mugne Bøger,
Nedgraver Dig i dunkle Gruber
Og sværmer om de søde Kuber;
Mens Du ei ændser eller tænker
Paa Øieblikkets svære Lænker:
For Dig mit Hjerte, som Du kjender,
Til Himlen Bønner nu opsender,
At, naar engang dit Øie vender
Fra al sin Travlhed træt tilbage,
Det ret maa møde milde Dage.
Til en Landmand
Din Plov, din Harve og din Spade,
Din Skov, din Mark, din Stald og Lade
For Sot og Ild og Vandets Fare
Dig Himlen naadeligt bevare!
Gid luunt i dine Lindes Skygge,
Paa Taget Storken Rede bygge!
Og Svalen Bo paa Muren sætte!
De kjende netop til det Rette;
Kun did de søge hen, de To,
Hvor der er Fred og huuslig Ro.
Til en Jæger
Din Skov, din Hund, og din Bøsses Ild
Er al din Tanke — og Du er vild!
Jeg haaber, snart Du vil Tamhed lære;
Det kommer let ved et eneste Skud
Af den fortvivlede, lille Gud, —
Og han skyder aldrig feil, min Kjære!
Til en Veninde
Jeg aner alle dine Tanker,
Jeg veed, hvorfor dit Hjerte banker,
Hvorfor dit Øies Straaler tindre,
Hvad sig bevæger i dit Indre!
Heri hvert Ønske sig forener
Og — ja, Du veed nok, hvad jeg mener!
Til en Kunstner
Naar guddomsfyldt dit Hjerte banker,
Vær kjæk og fri! klar dine Tanker!
Gaa, sæt Dig paa dit Værksted rolig,
Tag sindig fat og arbeid trolig,
Af ingen Kunstkritiker skræmmet,
Af ingen Kunstforening hæmmet;
See lige ud og ei til Siden!
Dit Værk sig dømmer selv i Tiden.
Til en Vanddranker
Hør, siig mig, seer Du denne Drue?
Hvor sværmerisk dens Øine lue!
Hvor runde er ei disse Former!
Og Blodet, føl, hvor hedt det stormer!
Og denne vil Du reent forsage?
Fornægte hine skjønne Dage,
Da den saa høit vort Hjerte stemte,
At alle Sorger reent det glemte!
Drik Viin, min Ven! men ei formeget, —
Og drik ei Vandet reent fra Qvæget.
Til en Skandinav
Ja, Du gjør Ret! — vær med at spinde
Den ædle, trefoldstærke Tvinde!
Ja, Du gjør Ret! vær med at slaae
Den Treklang an, som kjækt skal gaae
Hen over tusind Hjerters Strænge,
Bag Norges Gran, paa Danmarks Enge,
Ind mellem Sverrigs stærke Fjelde,
Og trænge frem med Aandens Vælde
Og faae det Skilte smukt forenet
Og Liv i det, som var forstenet.
Til en Digter
Jeg ønsker, Dig Apoll vil sende
Først godt Papir og Blæk og Penne,
Saa nye Tankestof en masse,
Et Forlag, som er ret pr. Kasse,
Begeistrings Bæger, fyldt til Randen,
Taalmodighed og Been i Panden
Mod Recensenter og Hveranden.