Hører I Klokkens Klang?
Det var en Dødesang, —
Aaret, det gamle, bortiler;
See, alt i Hallen staaer,
Krandset, det unge Aar, —
Fingren paa Munden, — og smiler.
Reis for det gamle hist
Granens den mørke Qvist,
Der hvor hans Hoved nedlægges;
Over hans Sarkophag
Skal under Haabets Flag
Mindet om Sorgerne dækkes.
Du med det blonde Haar,
Nyfødte, tause Aar,
Siig nu, hvad Rigdom Du bringer?
Trygle, — det gjør vi ei!
Ungdom paa Livets Vei
Kraftigt sig Skatten tiltvinger.
Bring mig en Purpurmund,
Blussende, sød og sund,
Piger med bankende Hjerte;
Da skal, min Ven! du see,
Hvor jeg og de skal lee
Høit ad hver truende Smerte.
Sæt mig et druefyldt,
Duftende, solforgyldt,
Skummende Bæger for Munden;
Da, faaer jeg drukket ret,
Engelen vækkes let, —
Glæden, der slumrer paa Bunden.
Kom da, du unge Mand!
Svæv over By og Land,
Hør paa vor Jubel og Gammen!
Vandringens Fakkel tændt!
Vel begyndt, halv fuldendt!
Kom, lad os vandre tilsammen!