Christian Winther (1796–1876)

Alt er nu saa koldt og raat,

    Stormen over Marken tuder,

    Regnen slaaer paa Væg og Ruder,

Græsset ligger guult og vaadt;

    Grenen knager, Bølgen bruser,

Vinden bider som en Kniv,

Og igjennem visne Siv

    Liig et Orgel huult den suser;

Over Haugens øde Gang

    Seer man Spurven eensom hoppe,

    Og i nøgne Bøges Toppe

Høres ingen Fuglesang; —

    Ak! — og det var Skuepladsen,

Hvor saa mangen Blomsterstikling

Fandt sit Ungdomslivs Udvikling, —

    Borte er nu hele Stadsen.

Paa den friske grønne Plan

    Sommerfugl, den lette Dandser,

    Smukt forlysted vore Sandser

Med sit korte Livs Roman;

    Og paa Haugens pene Tillie

Førtes mangt et Drama op

Af den muntre Rosenknop

    Og den alvorsfulde Lille;

Der, naar Aftenduggen faldt,

    Har Nymphæer, Immorteller

    Underfulde, smaa Noveller

Dem saa hemmeligt fortalt

Om, hvad dybt paa Søens Bund

    Og i Kjæmpers mørke Høie

    Aldrig sees af Støvets Øie,

Men af Blomsteralfen kun;

    Høit i Bøgens Top foroven

Var et rigtbesat Capel,

Der et mægtigt Tonevæld

    Strømme lød igjennem Skoven;

Hver en Morgen prægtigt lød

    Deres høitidsfulde Psalme,

    Men naar Vestens Sky mon falme,

Klang en Elskovshymne sød. —

    Der vi torde med hverandre

Frit marschere, uden Gru,

Og fra Bakken, Rendez-vous,

    See de tappre Skarer vandre.

Det var smukt, ihvor vi gik; —

    Ak, hvor jevnt faldt ei vor Tale,

    Ikke frygted vi Cabale

Eller nogen skarp Critik! —

    Der De vandret har alene

Med det røde Shawl om Kind,

Saa med dybt fortryllet Sind

    Ellekongen stod bag Grene;

Han usynlig rask sig skjød

    Frem blandt Fyrrens ranke Stammer,

    Saae med sine Øines Flammer,

At De — spiste Hvedebrød!

    Godt, at han ei har forledt Dem!

Dog — De bli’er saa let ei skudt;

Nei, han selv vist blev caput

    Første Gang, da han fik seet Dem.

Alt er svundet! — Egen staaer

    Kuns endnu med Rest af Løvet,

    Tusind Farver sank i Støvet,

Bølgen kold mod Kysten slaaer.

    Nu hver Gartner maa i Tide

See sig for og være travl,

Han maa tætte luun sin Gavl

    Og med Maatter Husets Side;

Og, hvis han er rigtig snild,

    Sine bedste Rosenblommer

    Sætter han, naar Vintren kommer,

Ved en kunstig Sommers Ild.

    Falder Sneen saa i Lunde

Tæt og tyk paa Busk og Tjørn,

Kan de søde Sommerbørn

    Dog saa trygt i Varmen blunde.

Ogsaa Deres Gartners Flid

    Maa mit Hjerte høiligt rose,

    At sin yndige Mimose

Han forsigtigt bragte hid.

    Vi har sagtens ingen Kilder,

Ingen Sommerfugle-Dands,

Ingen Sø med grønne Krands,

    Intet Krat med muntre Triller;

Nei, i denne Rumle-By

    Vent kun ei, min søde Frøken!

    Nattergalen eller Gjøgen,

Eller Lærken under Sky.

    Regnen øser fra hver Rende,

Droschken ruller tung og dorsk,

Og de vækkes kun ved Tørst,

    Skraldemænd og Pindebrænde;

Grønt kun møder Deres Blik

    Paa Gardiner og Tapeter,

    Kun Livgardernes Trompeter

Varte op med sød Musik.

    Sommerfuglen, B....e,

Svæve vil omkring paa Bræt,

Og Parterre samt Parquet

    Flink med Haand og Fløite spille;

For en fattig Tvebak skal

    De faae Dyresteg og Kage,

    For Spadseregang De tage

Her til Takke med et Bal!

    Det er alt, hvad vi kan byde

Dem for Landets Nektarbad;

Hist laae Karpen Dem paa Fad,

    Her De faaer den tørre Jyde.

Men for mig, hvis Navn her staaer,

    Var det Vinter her i Sommer,

    Men nu bliver, naar De kommer,

Vintren til en yndig Vaar!