Ak, hvor Faa her rundt om Borde
Af den gamle, faste Stok!
Vist vi spurgte, om vi turde:
Hvor er vel den hele Flok?
Hvor er Aanden, som forene
Os i Livet skulde smukt?
Træet har vel mange Grene,
Men hvor er dets gyldne Frugt?
Venner! læg det Ord paa Hjerte,
Det er ei saa ilde meent:
Rosens Duft og Tornens Smerte
Er i Livet jo foreent;
Lad da Smerten os ei frygte,
Og lad os ei Kampen skye;
Finde skal vi, hvad vi søgte,
Om vi fødes kan paany.
Ei det kaldes kan at sværme,
Nei, det er en reen Bedrift,
Om vor Skat vi vil beskjærme
Kjækt i Tale, Sang og Skrift;
Men skal Aandens Kamp os nytte,
Maa der Ild i Aaren gaae;
Ryg mod Ryg vi da maa støtte,
Og til begge Sider slaae.
End som Brødre staae vi sammen,
Og vort Maal vi end kan naae;
Dog et Pust kan slukke Flammen,
Og vort Samfunds Lys udgaae;
Men — som Grundsteen kan vi bære,
Hvis vi knytte Haand i Haand,
Kongens Throne, Danmarks Ære,
Friheds Lys og Sandheds Aand.
Bort dog nu med Alvors Tanker,
Ringer Sorgen til sin Grav!
Glæden vinker! Druens Ranker,
Kjærlighed har og sit Krav;
Tænk nu hver sin Elskerinde,
Husk det sidste, søde Kys!
Da vil Skyen nok forsvinde,
Og hver Pande vorde lys!