Ak! du sidder fjernt derude
Midt i Vintrens raae Natur,
Gjemt bag Vindvets blanke Rude
Som en Nonne i sit Buur!
Lille, ranke, blonde Pige
Med den rosenrøde Mund,
Snart vil Storm og Snee bortvige,
Vaaren vaagne af sit Blund.
Blusser da, min fine Lilie!
Du saa varm i Vintrens Slud,
Da vil vist paa grønne Tillie
Vaaren kaare dig til Brud!
Alt jeg seer hans Hofmænd ranke,
Rose, Neglik og Viol,
Hyacinthen og den blanke
Tubaroses gyldne Skaal.
Paa din Vandring vil de stimle
Rundt om deres Dronnings Fjed,
Og af dine Øines Himle
Drikke Himlens Salighed.
Dog — saalænge Iis vil bære
Over Søen til din Bo,
Skal mig Sorgen ei besnære,
Men mit Hjerte have Ro.
Jeg vil i din Skjønheds Sommer
Slukke al mit Hjertes Tørst;
Naar din Brudgom, Vaaren kommer,
Mig det vorder Vinter først.