Stolt i Edens Hauge stod
Adam i sin Styrke,
Kinden varm af Ungdoms Blod,
Lokkerne saa mørke;
Kraft er i hans Lemmer sat,
Skuldrene er’ brede,
Ørkens Tiger flygter brat
For hans Øies Vrede.
See! Hyænen dristigt han
Klapper bag dens Øre,
Han den barske Løve kan
Ved dens Manke føre;
Tæmme kan han stærk og snild
Skovens Elephanter;
Ak! men selv han er saa vild
Som en spættet Panther.
Men et Legem uden Sjæl
Kun Barbarer hylde;
Hvad er uden Ynde vel
Kraftens rige Fylde?
Ak! den er en Marmorblok,
Førend Meislen kommer!
Ak! den er en Rosenstok,
Uden Rosenblommer!
Herren talte, mild og god!
Og paa Blomstertillie
Rank og deilig Eva stod,
Haugens bedste Lilie.
Hendes blide Stemme lød
I hans Hjertes Mørke,
Hendes hulde Ynde brød
Al hans vilde Styrke.
Rolig blev den stærke Mand,
Skjønhed mon ham binde;
Stum af Glæde stirred han
Paa den faure Qvinde.
Og hans Hjertes Diamant
Blev af Elskov grebet;
Den var raa, men hver en Kant
Herligt blev afslebet.
Skjønheds stærke Herredom
Blev ei Qvinden røvet;
Lige yndig, lige from
Har hun stedse øvet
Alt sit søde Tryllerie
Over Mandens Hjerte,
Og i dette Slaverie
Livets Værd han lærte.
Færdes han ved Bog, ved Læst,
Under Seilets Telte,
Spænder han for Ploug sin Hest
Eller Sværd ved Belte,
Qvæges han ved Sangens Pragt,
Ved Pokaler blanke:
Hulde Qvinde! Skjønheds Magt
Evigt er hans Tanke!