„Det var i Aaret attenhundred og syv.”
Folkevise.
1.
Et Helved lued i mit Bryst,
Og svundet var al Livets Lyst.
Fra Byen skyndte sig min Fod, —
Hvorhen? jeg ikke selv forstod,
Naar sikkert kun den bort mig bar,
Hvor Hun ei aanded, Hun ei var!
Paa Himlen graaned ingen Sky,
Og Luften hviled tung som Bly,
Saa Julisolens Straale blank
Ustandset paa min Isse sank.
Min Pande gløded og min Mund,
Min Kind var bleeg, og Øiet kun
Nedstirred tørt paa Veiens Sand;
Thi ak! den indre, dybe Brand
Lod ingen Taare fra sit Gjem
Til kjølig Lindring trænge frem,
Liig en Vulkan, der lumsk i Løn
Udtørrer Kilde, Sø og Brønd.
Men den usigelige Qval,
Der drog mig over Høi og Dal,
Al anden Bitterhed forjog,
Og kun for den mit Hjerte slog.
2.
Jeg styrted fort, jeg ænsed ei,
At svundet var den brede Vei,
At Brombærskud og Bregner tidt
Omhildede mit matte Skridt;
Og da mit Øie jeg oplod,
Midt i en vildsom Skov jeg stod.
Det hvalte Blaae var alt forladt
Af Solen, og den stille Nat
Med sagte Haand sit sorte Skrud
Lod synke over Rummet ud;
Men Stjerner tindred ei derpaa,
Thi, hvor mit Blik lidt Himmel saae,
En vældig, dunkel Masse laae,
Og Tordnen fra den tunge Sky
Udsendte sine fjerne Gnye.
En Susen gjennem Skoven gik,
Den voxede hvert Øieblik,
Den voxede — og Stormen snart
Sin Ganger sporede til Fart,
Mens Tordenskraldet Slag i Slag
Henrulled over Bøgens Tag.
Det bøied sig med Hviin og Brag,
Det aabned Vei for Regnens Flod,
Der styrted ned til Busk og Rod,
Og underligt de røde Lyn
Oplyste for mit vakte Syn
Paa Skovens Baggrund Skræk ved Skræk
Med gyselige, skarpe Træk.
Fortvivlet, syg og mat og bleeg
Jeg nærmed mig en mægtig Eeg,
Hvis gamle runkne Bul var huul —
Der krøb jeg ind og laae i Skjul.
Paa tørre Trøske kasted jeg
Med Suk mit Hjertes Qval og mig,
Og mens Naturen, stærk og vild,
Opførte kjækt sit Skuespil,
I vaagen Drøm forbi mig drog
Mit fordums Liv, — et stille Tog
Af Billeder, hvis dybe Fred
Lod klart mig see, hvad nu jeg leed.
3.
Jeg saae mig selv, en lille Dreng,
Der leged paa den bløde Eng;
Men jeg var ganske ene der,
Og intet fandt jeg, fjern og nær,
Der fyldte helt min Sjæls Begær.
Jeg kyssed Rosens røde Blad,
Med Hunden deelte jeg min Mad,
Og Lærken spurgte jeg saa tidt,
Hvorfor dog altid høit og frit
Den sang, men aldrig til mig kom,
Og sagde, hvad den qviddred om?
Men da jeg Sommerfuglen saae
Med Vinger røde, gule, blaae,
Hentumle blødt i lune Luft,
Beruust af alle Blomsters Duft,
Og da den hviilte paa min Arm,
Da blev min Kind saa luevarm,
Da syntes mig, at det var den,
Til hvem min Længsel stunded hen.
Et sagte Suk kun Vinden drog, —
Da fløi den bort og Vingen slog
Saa høit i Sommersolens Guld;
Mig Barmen blev saa veemodsfuld, —
Min Haand jeg mod min første Brud
Med bitter Taare strakte ud, —
Da vaagned jeg, og kold og bleeg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Men Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind.
Jeg saae mig selv, en Ungersvend.
Med Kraft og Ild jeg vandred hen
Ad Banen, hvor hver Blomst og Frugt
Mig offred mildt sin Saft og Lugt.
Jeg aabned sindigt Livets Bog,
Dens Lys mig Taagerne forjog,
Hver Dybde blev mig aabenbar,
Min Aand blev stærk, min Sjæl blev klar,
Men — Hjertet end saa roligt var.
Jeg meente, Skatten alt var kjøbt,
I Kundskabs Væld var jeg jo døbt,
Og havde tusind Bægre øst, —
Men Gaaders Gaade var ei løst! — —
Der stod et Slot ved Skov og Bred,
En prægtig Hauge laae derved,
Og paa den fløielsgrønne Plan,
Som liig et Tæppe laae foran,
Der stod en Lind med breden Blad,
En Bænk, hvorpaa en Dame sad;
Og lænet op i hendes Skjød
En lille Pige hvid og rød,
Med Øiet blaat, med Lokken guul,
Sig mored med en Sommerfugl,
Hvis Vingers rige Blomsterblad
Hun med sin Finger skilte ad,
Og knuste saa, mens høit hun loe,
Den nøgne Psyche med sin Sko.
Men Damen, tankefuld og stolt
Og bleeg og tør, med Øiet koldt,
I magre Haand min Høire holdt,
Og føied den i Barnets Haand,
Og sagde: „Ak, at dette Baand,
Som knyttes her til Slægtens Fred,
Maa vorde trygt ved Kjærlighed
Og fast i Tid og Evighed!
Her er din Arne, naar du vil!
Du drager bort? Snart voxer til
Min Rosenknop, der alt i Vaar
Saa pragtfuld Glands og Ynde spaaer; —
Da er hun din! — Reis nu med Gud!
Jeg vogter dig din unge Brud!”
Jeg bøied mig med kjærligt Sind,
Og vilde kysse Barnets Kind, —
Men bort hun flygted som en Hind,
Undseelig, som det lod, og vreed.
Men knap var Tanten vandret ned
Ad Gangen langs den høie Hæk,
Saa kom hun hid, og let og kjæk
Hun fløi om Halsen mig saa vild,
Og kyssed mig med selsom Ild.
Dybt anende min Qval og — Lyst,
Jeg trykked hende til mit Bryst, —
Da vaagned jeg, men kold og bleeg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Dog Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind. —
Jeg saae mig selv, en kraftig Mand,
At færdes trindt paa Land og Vand;
Jeg sværmed liig en flittig Bi,
Og Rigdom blev mit Sværmeri,
En Skat, som voxer Aar for Aar,
Som Møl og Rust og Ran ei naaer.
Men, hvor jeg gik min fjerne Gang,
Om under Rankens Tag jeg sang,
Paa vildsom Sti, i Mark og By,
Blandt Polens Iis, i Palmens Ly,
I stille Dal, paa Fjeldets Top, —
Jeg tænkte paa min Rosenknop.
Og lokked Kunst og Skjønhed huldt,
Og rakte mig sit Bæger fuldt,
Og trued Amor med sin Piil, —
Da tænkte jeg paa hendes Smiil.
Og lagde Sorgen om min Aand
Sin tunge, klamme Dødninghaand
I vilden Ørk, paa eensom Kyst, —
Var hendes Billed dog min Trøst.
Jeg stod i Stavn, mens Skibet frem
Sig skjød imod mit elskte Hjem;
Af Havets Mark dets Taarnes Top
Jeg saae, liig Malver, voxe op.
Mit Anker faldt; i Land jeg foer, —
Der stod hun, fyldig, rank og stor,
Og mod den fulde Jomfrubarm
Hun pressed mig, saa heftigt, varm, —
Da vaagned jeg, men kold og bleg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Dog Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind. —
Jeg saae mig selv i festlig Glands;
Omringet af en kjærlig Krands
Af Slægt og Venner taus jeg stod,
Og knæled ned og trøstig lod
Til Hendes knytte fast min Haand
Ved Herrens Ord og Kirkens Baand.
Men blandt de stille Gjæsters Tal,
Som sad paa Rad i lyse Sal,
Var Tre, som jeg alene saae:
Den Første gusten var og graa,
En Sølvmorskjortel bar han paa,
En Sæk med Guld paa Nakken laae,
En Lænke med Guldbøiler to
Han rakte hen mod Os, — og loe.
Den Anden ung og lystig var;
Hans Skuldre tvende Vinger bar,
En spaltet Figen, fyldig, blød,
Han trykked mod sin Læbe rød,
Men Mundens Smiil og Øiets Ild
Var lumsk, fortærende og vild.
Den Tredie, tæt indhyllet i
Sit folderige Draperie,
Hen ved min Side listed sig, —
En dunkel rædsom Gaade liig. —
Dog medens Aftnens Timer gled
I liflig Pragt og Lystighed
Ved Kerters Glands, Pokalens Gang,
Ved Paukers og Trompeters Klang,
Hver Anelse, som Sjælen bandt,
Med hine Trende brat forsvandt. —
Vi sad tilbords; og Hendes Fod
Mig lærte Sprog, kun den forstod;
Og alt som hendes Blik forbød
At røbe denne Tale sød,
Høit blussed Kindens Purpurglød.
Med hviden Haand hver Finger fiin
Krampagtigt fletted Hun i min,
Mens Øiets Stjerne svømmed blank,
Og Bleghed over Kinden sank! —
Og Midnat kom, og bort hun gik,
Men først Hun sendte mig et Blik,
Et underligt, et sødligt Smiil, —
Mit Hjerte slog med voldsom Iil, —
Da vaagned jeg, men kold og bleg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Dog Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind. —
Jeg saae mig selv, saa fri og fro,
I Sjælen Fred, i Sindet Ro,
Mit Hjertes Stemme sang og loe,
Mens Livets rosenkrandste Skaal
Beruste mig med bredfuldt Maal; —
Og Dage kom, og Dage svandt,
Men tømt jeg aldrig Bægret fandt! —
Det var en Nat, og Maanen, klar,
Paa Vandring over Himlen var;
Alt Vaaren kjærlig havde sendt
Sit Elskovskys til Jord, udspændt
Sit lyse Telt, og for sin Brud
Et blomsterstukket Slør bredt ud.
Det var en Nat, og Slottet stod
I stille Glands; men ved dets Fod
Den store Hauge glimred ret
Som et guldstjernet Silkenet;
Thi Lamper hang i alle Træ’r
Liig klare Frugter. Fjern og nær,
Høit over Lind og Bøg og Eeg,
Liig søde Virakskyer, steg
Musikens Toner rask til Dands,
Og lokked hid en broget Krands
Af Masker, der med luftigt Hop
Sig hvirvled lystigt ned og op.
Formummet, selv jeg vandred om;
Da til en eenlig Bænk jeg kom,
Hvor, skjult, jeg saae, der sad kun To
I Caprifoliens grønne Bo,
Bryst imod Bryst og Mund paa Mund,
I salig Glemsel Han og Hun.
I Arlequin jeg saae igjen
Den velske Diplomat, — min Ven, —
Men Colombines Ansigt var
Mig skjult ved Hatten, som hun bar.
Dog knap hun hæved Stemmen blød,
Var det, som Domsbasunen lød!
Hun talte med de søde Ord,
Der klinge, hvor sig Arno snoer;
Hun kaldte ham „min Øiesteen!”
Og Stjernen blinked klar og reen, —
Hun kaldte ham „mit Hjertelil!”
Og Nattergalen slog dertil.
Hun lagde Haanden sagte bag
Hans Hoved: „Hør, alt Klokkens Slag
Forkynder Midnat! — fra i Dag
Vi kysses til i Morgen, Du!”
Og Mund paa Mund! — I samme Nu
Fra Slottets Taarn i stille Nat
Hensvæved over Skov og Krat
Tolv Slag — til Nattergalens Kluk —
Det trettende var deres Suk!
Det traf mit Hjerte! Som ved Lyn
Blev aabnet klart mit indre Syn;
Hiin tredie, hemmelige Gjæst,
Jeg aned paa min Bryllupsfest,
Han stod nu der foruden Slør,
Han banked paa mit Hjertes Dør,
Han sigted med sin hvasse Piil,
Og skræmmed mig med Vanvidssmiil.
Men ræd i Hu jeg flygted brat
Forfulgt af ham ved Dag og Nat.
Ak, her i Livets Skyggedal
Ei findes Sygdom eller Qval,
Ei Kummer, Smerte, Sorg og Spee,
Der lignes kan ved denne Vee!
Fra Byen skyndte sig min Fod, —
Hvorhen? jeg ikke selv forstod,
Naar sikkert kun den bort mig bar,
Hvor Hun ei aanded, Hun ei var,
Til hvem mig bandt saa stærk en Magt,
En hellig, ak, en evig Pagt!
Men den usigelige Qval,
Der drog mig over Høi og Dal,
Al anden Bitterhed forjog,
Og kun for den mit Hjerte slog,
Indtil i Egen, syg og mat
Jeg segned, eensom og forladt,
Og Dvale sneeg sig til min Mund,
Paa Øiet, til mit Hjertes Grund, —
Dyb, som det var det sidste Blund.
4.
Men i min Slummer, sød og lang,
Det kom mig for, som liflig Sang
Af Englechor omkring mig klang;
Og Dødens milde Engel saae
Jeg høi og stille for mig staae.
Han lagde Haanden paa mit Bryst;
„Vaagn op!” saa lød hans blide Røst,
„Vaagn op!” — og mod min Pande heed
Han sig veemodig bøied ned
Og trykked, kold som Iis, sin Mund
Paa min; da svandt det dybe Blund,
Og op jeg foer! — og saae — en Hund
Med gule Børster paa sin Ryg,
Med korte Øren, stor og styg,
Men ærlig, logrende den saae
Paa mig med sine Øine graae.
Og da jeg ud af Hulen krøb
Paa Stien, som ved Egen løb,
En Dame hilste mig saa huldt
Med Øiet fromt og medynksfuldt.
Hun var ei gammel, var ei ung,
Og Aldrens Fylde laae ei tung
Paa Issen; men en Sky, skøndt klar,
Af Tungsind hun paa Panden bar.
Hun hvisked: „Støt Dem paa min Arm!”
Og rakte mig sin Haand saa varm,
Saa blød, saa moderlig, saa øm, —
Jeg troede, Alt var end en Drøm.
Men som vi tause vandred ned
I dunkelgrønne Eensomhed,
Hvor Solens Straaler, Skovens Saft
Udstrømmed Duft og Liv og Kraft,
Hver Sommerfugl, der boltred let
Om Edderkoppens blanke Net,
Hver Busk, hver Blomst, hvert lille Straa,
Som Nattens Perler zittred paa,
Mig smiilte venligt, hvor vi gik
Og hilste mig med kjærligt Blik,
Og sagde tyst: „Fat Mod og Haab!” —
Ak, er du døbt i Smertens Daab,
Er Sjælen mørk, og Hjertet sygt,
Gak ud, hvor Herrens Hal er smykt,
Og læs et Blad, udtyd et Straa, —
Din Trøst staar skrevet klart derpaa!
5.
Du lave Sjæl, du lunkne Mand,
Som varmer dig ved kold Forstand,
Som stolt foragter Taarens Bad, —
Du har vist aldrig været glad?
Og har du, ved en indbildt Kraft,
End heller aldrig Kummer havt,
Saa veed jeg vist, du ei har følt,
Hvor Taaren Smertens Brand har kjølt,
Naar ned den faldt, som fra Guds Hjem
En venlig Dug, og lokked frem
Af Hjertets Ørken Haabets Blomst,
Der spaaer om Vaarens Atterkomst. —
Jeg græd — for første Gang igjen
Mit piinte Hjerte smelted hen,
Og Veemod, som en Balsam sød,
Sig over Smertens Leie gjød.
Jeg græd, — og hørte knap den Røst,
Der nænsomt nævned Ordet: Trøst!
Og knap mit Øre ret fik hørt
De simple Ord, hvormed hun, rørt,
Sig skildred selv: „Hun Enke var;
Den Vei, som Tusinder hjembar
Med Fremtidshaab, det grumme Hav,
Var blevet hendes Husbonds Grav;
Og nu saa fjernt fra Vei og By
Hun boede her bag Bøgens Ly,
At kun hver Maaned — længer tidt —
Om Verdens Færd hun hørte lidt,
Naar Budet bragte hid i Skov
Til hendes lidet Huusbehov,
Hvad Køer, Høns, en lille Mark,
Hvad Duer, hvad en Fiskepark,
Hvad Haugens Bed ei gav.” Men dog
I hendes Røst hver Tone jog
Een Sky fra mine Blik, og snart
Blev Alt saa varmt og venlig klart; —
Dens inderlige Rolighed
Mit Hjerte fyldte huldt med Fred! —
Her gjorde Stien rask et Sving —
Forundret saae jeg mig omkring.
„Her boer jeg,” sagde hun, „see hist
Bag Bækken Husets gule Qvist!”
Men i det samme Hunden sprang
Saa Broens Fyrrebrædder klang,
Hen over Bækken, hvor der stod
En Jomfru paa sin spæde Fod.
„Min Datter!” sagde Konen mildt; —
Og rask, imens hun undgik snildt
Den vilde, overgivne Hund,
Med skjelmske Blik og Smiil om Mund.
Den lille Jomfru, rank og let,
Os mødte just paa Broens Bræt;
Og langsomt hen langs Haslers Rad
Vi alle Fire fulgtes ad.
6.
Omkrandset luunt af Bøg og Eeg
En lille Høide opad steeg,
Og øverst, i en Hauge peen,
Laae Huset, bygt af gule Steen.
Omkring de blanke Vindvers Karm
Viinranken slog en fyldig Arm;
De gule Aprikoser sad
Og leged Skjul bag dunkle Blad.
Og mens vi nærmed os i Mag,
Fløi Duer ned fra Husets Tag,
Der kurrende, med travle Nik
Og klare, fromme Øine gik,
Ret som med længselsfulde Blik;
Og stundom med et dristigt Hop
Sig svang paa Pigens Skulder op.
Hist nede ved den sølvblaae Dam,
Hvor Svanen langsomt, fornem svam
Saa fjernt fra Ænder og fra Gjæs,
To røde Køer dybt i Græs
Drøvtyggende og trinde laae,
Og Panderne, med Stjerner paa,
De dreied helt nysgjerrigt om
Og alvorsfuldt mod os, der kom.
Bikuber, som en lille Stad,
Langs Hækken stode Rad ved Rad,
Og høit paa Husets Tag af Straa
En mægtig Storkerede laae.
Og traadte saa man fra det Frie
Ad Trappen op, saa kom man i
En lille Stue, lys og net,
Og smykt med Faderens Portrait.
Vel var det hele smaat og smalt,
Men hyggeligt og siirligt Alt,
Og Kjøknet selv saa hvidt som Snee
Og blankt som Solen var at see. —
Men sendte man sit Blik omkring,
Det mødte blot en vældig Ring
Af Bøges Kupler, Krattets Muur, —
En fyldigt spirende Natur, —
Og intet Udkig Øiet fik,
Saa Tanken ei paa Vandring gik,
Forlokket ved det fjerne Blik;
Men ved en stærk, en venlig Magt
Den blev til Ro, til Hvile bragt,
Tilbagetrængt i Hjertets Gjem; —
Ak ja! her fandt jeg Fredens Hjem!
Dog knap var Dagen svundet hen,
Var jeg alt som en gammel Ven.
Saa Natten kom. Vi gik til Ro.
I Qvistens Kammer fik jeg Bo;
Ved aabne Vindve eensom stod
Jeg der, og Øiet sværme lod
Paa Himlens rige, gyldne Skat,
Paa Skoven og det dunkle Krat,
Og lod den søde Fred ret slaae
Sin Rod dybt i mit Hjertes Vraa.
Saa stille Alt! kun sagte Kluk
Hist af en eenlig Fugl, — mit Suk, —
Kun Bækkens Rislen, — Duggens Fald, —
Kun fjernt i Skoven Hjortens Kald
Den dybe Nattens Taushed brød,
Saa lagde jeg mig ned, og blød
Og venlig Søvnens Engel brat
Mig favned trygt den hele Nat.
7.
Lyksalig, den der glemme kan!
Lyksalig han, den Sorgens Mand,
Der flygtede til fremmed Land
Og drak af Glemsels stærke Vand;
Han Hjertet læged med dens Frugt,
Og siden for sit Mindes Flugt
Fandt Fortids Port for evig lukt!
Det blev min Lod. — Mens Tiden svandt
Jeg Glemsels søde Hvile fandt.
Hvori? — Et glimrende Talent?
En Tale, som den stod paa Prent?
I Følelser? I Vid? Hvori? —
I sminket, fiint Coquetterie?
Nei! — Det, som atter gav mig Ro
I denne Fredens stille Bo,
Hvad tryllende betog min Sands,
Var ikke hentet udenlands
Paa siirligt Tydsk, paa pyntet Fransk, —
Nei, det var ægte, ærligt Dansk;
En Jævnhed og en sund Natur,
Som sjelden boe bag Stadens Muur;
En stærk, en varm, en indre Magt,
Der, dybt i Qvindens Barm nedlagt,
Fordunkler hiin tillærte Pragt! —
De Dage svandt! — Veed jeg, hvordan?
Naar Hjertets Dyb er rigt, saa kan
Det Ydre med sin Farve kun
For Maleriet vorde Grund,
Som Verden lunken stirrer paa.
Men jeg! — mig klart i Minde staae
De søde Timer, naar vi gik
I Haugen efter vanlig Skik,
Og plukked Blomster her og hist,
Hvis Navn vi tvisted om tilsidst.
Hver Morgenstund besøgte vi
Det støiende Menagerie:
Den lille Jomfru af sin Skaal
Udspredte Korn; — med Skrig og Skraal
Kom valtrende fra Dammens Vand
De trinde Gjæs, den travle And,
Og Høns med spraglet Fjær og Top
Sprang hid i flyvende Galop!
Her spanked Hanen strunk og stolt
Og Orden i sit Harem holdt;
Her Duen ængstlig, udenom
Opsnapped hvert et Korn, der kom! —
Var Luften tyst, var Dagen varm,
Den lille Jomfru tog paa Arm
Sin Kurv og gik til Dammen ned;
Der sad vi saa paa grønne Bred,
Hvor, skjult af Bøgens Skygge frisk,
Vi medede de tause Fisk,
Mens Svanen paa det stille Blaae
Rundt seilede og saae derpaa. —
Skovskaden loe bag Busk og Tjørn
Tidt over de to store Børn,
Naar over bløde Eng, i Krat
Vi lystigt legede Tagfat.
I Haugens Gang vi løb omkap.
Hvor hun var let! — hun rørte knap
Ved Jorden med sin lille Fod,
Mens Haarets rige, brune Flod
Henflagrede i lune Vind,
Og Purpur farved Mund og Kind; —
Og ivrigt da vi skjændtes om,
Hvem af os først til Maalet kom! —
Ak, denne Ungdom — sorgløs, fri,
Bevægelig, med Sympathie
For Alt i Livet, Stort og Smaat;
Der lever i sig selv ei blot,
Men strømmer ud en Sundhed stærk,
Og reiser, som ved Underværk
En dybt i Støvet bøiet Aand, —
Ret som den Lamme Helgnens Haand —
Omsvæved mig og skabte Lyst
Og Liv, hvor før var mørkt og tyst! —
Naar Middagssolen sendte ned
Sin Straale altfor tung og heed,
Saa dækked hun vort lille Bord
Hist i den dunkle Skygge, hvor
Castanietræets brede Skjerm
Sig spændte ud, hvor Biers Sværm
Ved Blostrets melkehvide Bryst
Holdt deres søde Efterhøst;
Og Hunden, som den fjerde Gjæst,
Sad venlig ved vor Middagsfest. —
Af Bøger eied de kun faa;
Men der paa Hylden een dog laae,
Jeg nævner ei, — men den var fuld
Af hiint gedigne, pure Guld,
Ei Modens Luft forvittre kan,
En Bog, hvis rette Fædreland
Er Verden, og hvis Phantasie
Og Lune, evig ung og fri,
Hvis sunde Viisdoms rige Vægt
Skal qvæge Støvets sidste Slægt.
Jeg sad hos dem i kjøligt Læ
Med Ryggen mod det store Træ,
Og læste dem, hvad hiin Poet
I sin Begeistrings Syn har seet.
Hver Side var saa riig og smuk,
At der var nok til Smiil og Suk,
Til Latter — Graad, i Overmaal;
Imens med blanke Sax og Naal
De tvende Damer sysled peent, —
Indtil os Aftensvalen seent
Udlokked ved sin Kjølighed,
Ved Løvets Duft til Bækken ned,
Og, tause, paa en Vandring from
I Skovens søilesmykte Dom. —
En Cithar fandt jeg; stum, forladt,
Støvdækt den i en Krog var sat.
Jeg tog mig af den, fik den stemt, —
Og see, dens indre Skat var gjemt
Fra fordums Tid. Det gik med den,
Som med en gammel, ærlig Ven;
Lang Tid forglemt og plat forsømt,
Han favner atter varmt og ømt,
Og yder lige villig Trøst,
Naar vi maae flygte til hans Bryst!
Om Aftnen, naar vi da kom hjem
Fra Skov og Krat, tog jeg den frem,
Og stemte op saa mangt et Qvad,
Mens lyttende de Tvende sad:
Den lystige, den kjække Sang,
Som blandt tyrolske Klipper klang;
Den veemodsblandte Elskovslyst,
Der svæver over Havets Bryst
Ved Napolis, Venedigs Kyst;
Og Spaniens Bolero vild,
Der flammer som en Naphtha-Ild;
Den Sang, der, selv som Solen heed,
Bevinger Bajaderens Fjed;
De tankerige Sorgens Lyd,
Der bæver i Polakkens Fryd;
Provences Runddans, siirlig, net,
Og som Champagnens Perler let;
Den mørke, dybe Melodie,
Som Nordens Aand hensvæver i; —
Kort, hvad i Jordens Paradis
Til Skjønheds og til Elskovs Priis
Fra Folkets eget, friske Bryst
Er strømmet frem i Sorg og Lyst —
Min Vandrings allerbedste Høst, —
Ved Strængens Toner jeg dem gav,
Og havde ret min Fryd deraf;
Thi naar den lille Jomfru, træt,
Begyndte paa sit Toilet,
Og af en gammel Prækenbog
Andægtig sexten Blade tog,
Og fængsled flink til stadig Tugt
De vilde Lokkers Rigdom smukt:
Hun sendte mig et Smiil engang
Imellem, mens jeg sad og sang;
Og da blev jeg saa længe ved,
Indtil Mama blev mæt og kjed,
Og gad ei længer hørt derpaa,
Men sagde: „Hør, nu skal De gaae!”
De Dage svandt, — September kom,
Den skifted Skovens Kjortel om,
Indsprængte den med guult og rødt,
Og smelted Frugtens Hjerte blødt,
Saa Figenpæren, krum og lang,
Fuldmoden ned fra Grenen sprang,
Og Æblets trinde, svære Klump
Os kysde ofte med sit Dump.
Da tidt ved Blommetræets Rod
Jeg med den lille Jomfru stod;
Ved dygtigt Tag jeg strømme lod
En moden Hagl, en gylden Flod,
Og hun mig rakte Frugten blank,
Den lille Eva, fiin og rank! —
Men, Gud skee Lov! ei Slangens Krop
Sig ringlede fra Træets Top;
Selv ei den Frugt paa hendes Mund,
Der blussed rød og frisk og sund,
At plukke bort, kom mig i Hu, —
Ak, den var fast en Blomst endnu!
8.
Men længe alt gik Modren ind
Og ud med ret bekymret Sind;
Hun speided tidt ad Stien hen,
Der vented hun sit Bud igjen.
To Gange Maanen kom og gik,
Men intet Bud endnu hun fik.
I mangt et Øiekast, jeg saae,
En saadan ængstlig Uro laae,
Hvis Magt jeg kunde ei modstaae.
Da tilbød jeg at vandre did,
Og sende dem et Bud herhid.
Men knap jeg havde talt det Ord,
Før op jeg som af Drømme foer,
Og for mit Øie blev det sort, —
Jeg skulde bort! jeg maatte bort!
Der var jo intet som mig holdt?
Og dog — mit Hjerte? — var det koldt?
Var jeg saa tryg vel, som det lod?
Jeg saae — jeg for en Afgrund stod:
En lænket Haand — et Liv, fordømt
Til Qval! — Saa sødt jeg havde drømt, —
Nu var jeg vakt! Den Ørk, jeg saae,
Jeg eensom skulde gjennemgaae; —
Men eensom dog? — Nei, Haan og Spot,
Som Skygger fulgte mig, og blot
Foragt var Frugten, som jeg nød,
For hvad jeg ikke selv forbrød.
Jeg maatte bort fra dette Sted,
Fra Uskyld, Fred — og Kjærlighed!
Thi grant jeg følte jo det Net,
Der havde lagt sig ømt og tæt
Om Hjertet, — og det blev min Død,
Hvis jeg dets spæde Traade brød.
Det maatte skee; og seent i Qvæld
Jeg sagde dem et tungt Farvel.
Mens Moderen saa sindig lod
Som Alt sig af sig selv forstod,
Den lille Jomfru blev saa bleg, —
Men ei et Ord fra Læben veeg;
End ei en Taare — kun et Blik
Jeg som en Reisepenning fik; —
Et Blik! — hvor kan det være rigt,
Naar ret man sig forstaaer paa Sligt! — —
Det tidligt var. End Skoven laae
Med Slør af Nattens Taage paa;
Det dæmred svagt, — da listed jeg
Mig sagte paa min bittre Vei,
Fra Haugen over Bækkens Bro
Lidt ind i Skovens tause Bo.
Der kasted jeg i Græsset mig
En Stund og græd saa bitterlig,
Mens, dulgt af Løv og høie Straa,
Jeg smertefuld mod Huset saae.
Et Vindve aabned sig — o Gud!
Der stod Hun! Øiet stirred ud —
Forvaaget, blot med Taarens Glands —
Paa Himlen og paa Skovens Krands.
Hun tørred det saa tidt, saa tidt!
Fra Læberne, som sittred blidt,
Hun sendte med sin Finger hvid
Tre Kys — tre elskovshede — did,
Hvor Stien sig i Krattet vandt, —
Og saa hun rødmende forsvandt.
Men jeg sprang op og foer afsted,
Og sukkede ved hvert et Fjed:
„O, var jeg som det gule Løv,
Der snart skal smuldre hen i Støv!”
9.
Har du en Ven, for hvem hiin Gnist
Af Evighedens Klarhed hist
Har dulgt sig i det tunge Muld,
Som i en Klimp det rene Guld,
Saa den maa drages frem ved Vold
Af Jordelinets dunkle Fold, —
Med andre Ord: som læges ved
En streng, en grum Barmhjertighed;
Og er han frelst, er Lyset tændt,
Har det end længe, stadigt brændt;
Da bring dog aldrig ham igjen
Til hine Martersteder hen,
Hvor der blev ført en rædsom Strid
Imellem Lys og Mulm; thi viid:
En Stammes Skygge, — Svalens Sang,
Hvis Rede ved hans Vindve hang, —
En Dør, hvis Larm, et Uhr, hvis Slag
Ham bragte Smerte mangen Dag, —
En Lyd af Lænken, som han bar, —
Et Sollys gjennem Rudens Glar, —
En enkelt Røst, — et Fnug, — et Gran, —
En egen Duft — ak, — Alting kan
Udslukke Sjælens Stjerne brat
Og atter dække ham med Nat. —
Saaledes jeg! — I hver en Egn,
Jeg gjennemløb, der stode Tegn,
Som pegede tilbage paa
En natlig Tid og lod fremgaae
Af Hjertets Dyb en Smertens Ild,
Der hver Secund blev mere vild.
Min Taare stansed, og mit Blod
Det syded som en Klippeflod.
Jeg vidste jo, hvorhen det var,
Min Fod med voldsom Iil mig bar:
Tilbage til det skumle Buur,
Hvor Tigren grusom laae paa Luur,
Og dræbte med sit Blik mit Mod
Og tog mit bedste Hjerteblod.
10.
Jeg gik, — og saae mig ikke om.
Men da jeg nær til Byen kom,
Forbauset standsed jeg min Fod:
Var det den Stad, jeg nys forlod?
Hvor Spiret med tre Kroner paa
Man stolt mod Skyen kneise saae?
Jeg kom derind; men overalt
Mit Øie kun paa Jammer faldt;
Ei Torv, ei Gade fast der var,
Som jo et Brændemærke bar,
Det Ildens Hænder havde sat;
Men selv den havde grebet fat
Med Flammeklo paa Herrens Huus,
Og styrted Tag og Spiir i Gruus. —
En grum, en mægtig Tordensky
Var draget ovet Land og By,
Mens jeg sad luunt i Læ og Ly;
Og ei et Blink og ei et Brag
Sig vovede, vanhelligt, bag
Paulunet hist, hvor Uskylds Fred
Mig havde laant et Hvilested! —
En Travlhed, fæl, uhyggelig,
I alle Kroge rørte sig,
Som naar man med sin Fod har traadt
De vevre Myrers runde Slot. —
Min Tanke snart mig ledte hen,
Hvor samlet jeg fandt Ven med Ven,
Og undrende de favned den,
Som alt de længe troede død, —
Og Een blev bleg, og Een blev rød,
Mens Een forsigtig Taushed bød,
Og talte vigtig om, „at kjæk
Man burde staae i Livets Skræk, —
Om Himlens Fred, om mandigt Mod
I Sorg, — at Herrens Straf var god,
Om ogsaa haard, — om roligt Sind,”
Og hvad der ellers faldt ham ind;
Han aned ei, at for mit Bryst
En større Smerte blev en Trøst! —
Det blev mig klart, hvad der var hændt:
Mit Huus, mit Eie — Alt var brændt, —
Og jeg var fri, — thi Hun var død,
Fortæret midt i Flammens Skjød,
Og Tanten havde hende fulgt, —
Ak, ingen Rædsel blev mig dulgt! —
Forvirret, stum jeg greb min Hat
Og gik. — Det var alt blevet Nat.
11.
Her var min Bo! her stod mit Huus!
Nu — kun en Hob af Steen og Gruus!
Ved Gadelygtens matte Skin
Jeg traadte sagtelig derind,
Og satte mig, mens Nattens Vind
Omsusede min hede Kind,
I Krogen paa en styrtet Blok,
Og stirred taus mod Freias Rok,
Hvis Straaler klare, milde gleed
Til skumle, sorte Mure ned.
Hvor Glæden fordum mangen Gang
Udtalte sig i Dands og Sang,
Hvor før var glimrende og lyst, —
Var nu saa mørkt, saa tomt og tyst;
Kun nu og da fra Væggens Spalt
Lidt Kalk og Steen med Raslen faldt.
Her døde Hun! Hiin stærke Arm,
Der vellystvild og luevarm
Omslyngede med Guddomsmagt
De skjønne Lemmers unge Pragt
Slap hende ei, før intet Spor
Af Hende fandtes meer paa Jord.
Jeg sad paa Hendes Grav! Hvert Nag,
Hver Bitterhed var svundet bag
Det dunkle Teppe, hvor Hun alt
Sin Bod nu havde rigt betalt.
Den Sum af Liv, som hun mig stjal,
Var sonet i den bittre Qval,
Mens fri og luttret Hendes Sjæl
Nu drak af Naadens dybe Væld!
Sin alvorsfulde, stille Gang
Min Tanke gik den Nat saa lang,
Til Hanen goel rundt om i By,
Og Vægtren meldte Dagens Gry.
Da vandred jeg ad Porten ud, —
Jeg loved jo at bringe Bud!
12.
Jeg atter stod ved Fredens Havn,
Der kjærligt aabned mig sin Favn;
Og medens Modren for sin Gjæst
Beredte travl en lille Fest,
Saa vandrede vi andre To
Alene ned til Bækkens Bro,
Og satte os paa Bænken der
I Ly af lave Hasseltræer.
Alt laae i liflig Glands og Duft,
Og fra den rene, mørkblaae Luft
Septembersolen, høitidsfuld,
Bestænked Løvet med sit Guld
Og farved violet og bruunt.
Hvor roligt rundtomkring og luunt!
Vi talte ei. I Solens Bad
Den lille Jomfru stille sad.
De lyserøde Folder faldt
Blødt om den yndige Gestalt,
Og tankefuld, adspredt sin Fod
Med tørre Sand hun lege lod.
Mit Hjerte var som Himlen, hvor
Der toner fjernt et Englechor,
Som Bækkens Boble, klar og blank,
Een hellig Tanke steeg og sank.
Mit Sind sig hæved, gjenfødt, ungt;
Liig Myggen om det klare Punkt
I smaa, i stedse mindre Sving
Det saligt svævede omkring.
Da kaldte, langtfra, Modrens Røst, —
Et Suk opsteeg fra Pigens Bryst,
Hun reiste sig; men ned jeg drog
Paa Bænken hende atter, slog
Min Arm om hendes ranke Liv,
Og hvisked sagte: „Nei, o bliv!”
Og mens min Taare langsomt steeg,
Sig Ordet, sødt beklemt, fremsneeg:
„O, vil du frelse dette Vrag,
Der under Livets vilde Brag
Er sønderknuust af Smertens Slag?
O, vil du gyde Ro og Trøst,
Og atter vække Liv og Lyst
I mit til Døden piinte Bryst?
Ak, vil du luttre denne Aand,
Udløse den af Sorgens Baand,
Og engang med din bløde Haand
Mit brustne Øie trykke til?”
Hun hvisked i min Favn: „Jeg vil!”