Troer ei, at Elskovs Gud kun boer
Blandt Grever og Baroner;
At kun ved Hoffers Dandsechor
Han reiser sine Throner!
Troer ei, han kjøler kun sit Mod
Paa Fyrster og Prindsesser;
Ei stedse for saa kostbart Blod
Han sine Pile hvædser!
Ei altid spænder han sit Garn
Ved lumske Intriguanter
For adelige Pigebarn
Blandt Oncler og hos Tanter.
Nei han, som vækker stor Allarm
Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen Mondering.
Han rammer Hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist,
Hvor Skjoldet er en Stjerne; —
Og ligegodt den fulde Barm,
Fordulgt i uldne Trøier,
Som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketøier.
Han styrker vel den Riddersmand,
Som intet Spær kan rokke,
Han drager ham til Skrankens Rand
Ved Damens blonde Lokke; —
Men Bondens Knøs ved Høstens Tid
For Ridderen ei viger;
Han strider tidt en ædel Strid
For alle smukke Piger.
Den ene kroer sig ziirligt, ømt
I sine gyldne Lænker;
Den Anden spørger uden Skrømt,
Hvad Pigebarnet tænker.
Thi vil jeg flye fra Stadens Muur,
— At sige kun figurlig —
Og male Landets frie Natur,
Thi den er saa naturlig.
Her skrider ingen Hertug frem
Som i de smaa Noveller,
Her har ei Ducs og Grever Hjem,
Prindsesser ikke heller;
Ei Lorden med Camascher paa
Sin Elskovsqval forkynder; —
Nei, de, som paa min Scene gaae,
Er jevne, danske Bønder.
Og Scenen? Er den ikke smuk?
Ak! under Løvets Bue
Der lyder dog et Elskovssuk
Meer kjønt end i en Stue.
Husk paa, at Nattergalens Hjem
Er mellem Løv og Grene,
Paa Landet svulmer Rosen frem,
Og Lilierne, de rene;
Violen venligt leger Skjul
Ved Bækkens klare Vove,
Og Solen vælter blank sit Hjul
Høit over tause Skove;
Af Maanens ømme Øiekast
Kan Slettens Piger lære; —
Jo, her staaer Amors Tempel fast,
Hvor kan det andet være?
Han boer i Skov, han boer i Dal,
Han sig i Hytten sniger,
Han flagrer i den mørke Stald,
Og gjækker Bondens Piger.
Jeg saae den lille Gud, min Tro!
Hvor Hyrdehornet klinger,
Der sad han paa en Malkekoe,
Og slog med sine Vinger.
Jeg saae ham tidt ved Bryllupsfærd;
Det var saa kjønt at skue;
Han var, som han var hjemme der,
Og klar steeg Faklens Lue.
Naar Jordens Sommerdragt er gjemt,
Han har ved Juledandse
Sin Glæde; thi jeg veed bestemt,
Han knytter mange Krandse.
I Vaarens lysegrønne Lund,
Hvor Bukkar staaer i Klynge,
Han lærer Pigens røde Mund
Et Elskovsqvad at synge;
Den vilde Jæger i sin Skov
Til Sangen jo maa lytte,
Han standser, lader flye sit Rov,
Og vorder selv et Bytte.
Sirenen soler sig paa Steen
Med sine hvide Bryster,
Hun har en Stemme sød og reen,
Med Sang hun sig forlyster.
Imens hun fletter Haarets Guld,
Sig Bølgen sagte vugger,
Thi Elskov, heed og længselfuld,
I hendes Sange sukker.
See, Fiskerpigen roer i Land
Bag Bugtens grønne Banker,
Hun staaer og lytter tyst paa Strand,
Og synker dybt i Tanker;
Hun røres ved det hulde Qvad,
Hun græder, Barmen hæves,
Sin Haand hun rækker ham, der bad
Saa længe og forgjæves!
Af disse Elementer faa
Med Ydmyghedens Stempel
Jeg bygger, — hvis jeg ellers maa, —
En Fløi til Gudens Tempel;
Og i den lille Hal vil jeg
Iblandt saa meget andet
Ophænge Jer et Contrafei
Af Kjærlighed paa Landet.