Hvor tomt mit Hjerte! ak hvor øde!
Min Himmel er saa dunkelgraa,
Ei Nattergalens Toner søde
Kan mere mig til Sjælen gaae.
Hvor mat og usel selv min Klage!
Der er ei Gnist af Kraft tilbage,
O! gid jeg under Mulden laae!
Jeg har ei Fryd, jeg har ei Smerte,
Jeg kan ei Blomstens Duft forstaae,
Og Tornen stikker ei mit Hjerte,
Thi det har reent forglemt at slaae;
Mig Livets stærke Vexelsange
Gjør hverken freidig eller bange,
Den indre Streng de ikke naae.
Naar mine vakkre Venners Glæde
Mig lokker fra min stille Vraae,
Maa Rankens purpurgyldne Væde
Som Vand mig over Tungen gaae,
Og deres Haandtryk, deres Blikke,
Saa ærlige, dem kan jeg ikke
Som fordum ærligt svare paa.
Der var engang en herlig Pige,
Som kjærligt mig i Øiet saae;
Det Blik var da mit Himmerige,
Thi Himlen selv var ei saa blaa!
Nu kan i hendes Børnegruppe
Den usle, kolde, unge Gubbe
Med slukt Erindring roligt staae.
Ei Alvor, Skjæmt, det Bittre, Søde,
Ei Dag, ei Nat med Stjerner smaa,
Ei freidigt Liv, og ei det Døde
Kan bringe Hjertet til at slaae;
Hvor mat og ussel selv min Klage!
Der er ei Gnist af Kraft tilbage, —
O! gid jeg under Mulden laae!