Barnet voxer tidlig fra sin Skammel,
Bliver snart til Dukketøj for klog;
Ingen, — blev han nok saa høj og gammel,
Voxer fra sin lille Lærebog.
Den er simpel, — ja det maa den være:
Simpel er til Barnet Faders Røst,
Simpelt er jo Smilet til den kjære,
Spæde Glut ved kjærligt Moderbryst.
Simpel er hver Blomst, som Engen klæder,
Simpel Fuglens Sang i Mark og Lund,
Simple ere Barnets skyldfri Glæder
Og dets fromme Drøm i Dødens Blund.
Alt hvad Hjertet elsker ret og ærer,
Sandt og Godt, seer altid simpelt ud,
Derfor samme Præg og Stæmpel bærer
Lærebogen og dens Ord om Gud.
Læg de Ord blot dybt i Hjertets Gjemme,
Saa har Foden Lys paa Livets Sti!
Lad det lyde gjennem Broderstemme:
„Vær et Barn, og sæt din Fryd deri.“
Gjem saa Bogens Ord! o lad dem være
Nok saa simple! — kun du elsker dem! —
Store Træ’r, som rige Frugter bære,
Vorte af en lille Kjærne frem.
Og som af en lille Kilde flyder
Mægtig Flod med mange Arme smaa,
Spire alle skjønne, milde Dyder
Af et helligt Frø i Hjertets Vraa.