Sanct Sebastian
Quæ quibus antiferam?
Quæ quibus antiferam?
Hver Konstner har sit Sprog,
Hvorpaa Ukyndighed ei bliver klog.
En Billedhugger og en Maler
Og et Beviis derpaa
Vi strax vil faae. —
Krig, allermeest Krig i Religionen,
For Landet farlig er.
En Landsbye laae Paris paa fire Mile nær,
Den hellige Sebastian for samme var Patronen.
De saa benævnte Hugenotter
I en indbyrdes Krig
For Arm og Hoved denne blotter.
(Det var en Daarlighed, som ingen giorde rig.
Jeg elsker Fred,
Og synes, Krig er altid Daarlighed.
Maaskee, jeg syntes Krig var meere herlig,
Ifald jeg var saa kiek, som jeg vil være ærlig.)
Men nu igien til Sanct Sebastian.
Til Byen kom en vakker Præstemand;
Sin Menighed den Mand tiltalte saa:
„Et Indskud, Børn! hver af os giøre maae,
For i Paris at faae af Træe en smuk Person,
I Stedet for vor nu lemlæstede Patron;
Den jammerlig har alt for længe staaet.”
De samtlige indgik, hvad dem blev foreslaaet.
Tre smukke Bondemænd blev’ sendt med Commission,
At skaffe deres Bye en splinter ny Patron.
Paa Hoved, Arme, Been og Livet.
Dermed forsynede, de til Paris da foer’,
En Billedhugger fandt, fortælte ham, hvor stor
Den Helgen skulde være,
Som maatte fordums Tid en Martyrkrone bære.
„Det er altsammen godt,” saa Manden svarede;
„Men siger, hvad det være skal:
En Martyr død, en Martyr levende?”
Han meente, om de vilde,
Han skulde ham som lidende afbilde,
Hvad heller, som af Piinsler allerede død.
Det Sprog forstod de Bønder sig ei paa.
Forvirrede de paa hinanden saae.
Dem nøie alt var foreskrevet,
Kun denne Post, det dem fortrød,
Den udeladt var blevet,
Om paa et Menneske i Live,
Om paa et dødt de skulde Ordre give.
Beslutning her var vanskelig og slem.
Med uforrettet Sag de nødig reiste hiem.
Tilsidst voteerte død de To af dem;
Men levende voteerte Jeppe.
I hele Byen var der neppe
En saa fornuftig Mand.
Hør Prøve nu paa hans Forstand.
„I taabelige Klodser!”
Saa brød han ud, „voterede som Tosser.
Sæt, at ham levende vor Bye ei have vilde:
Nu vel,
Saa slaae vi ham ihiel.”
Den Mands Partie sig Begge sloge til.