Den trange Fjord med mörkegrönne Vover,
med Pragt af Löv og Elve paa sin Bred,
den djærve Alp, der hæver sig derover
og skuer dybt i Bölgespeilet ned,
de danne sammen Löbegrav og Borg
for Nordens Aand, der flygted hid fra Valen.
Han griber Hornet der i Klippesalen,
og sender Toner fra sin lange Sorg
i mangen stille Aften gjennem Dalen.
Da böies Birken over Kæmpens Grav,
og Fjorden skummer som et oprört Hav,
og Fyrreskoven bruser med en Lyd
som Hagl af Pile og af Kastespyd;
der höres Svar, mens Hjallerhornet kalder,
fra alle Fjeldets aftendunkle Haller.
Det er et Nu — da er der atter tyst;
kun Elvens dumpe Harpetoner klinge,
og Ravnen slaaer i Fjeldet mod sin Vinge,
og Sukke hæve sig fra Bölgens Bryst.
Det er et Nu, hvori den dybe Egn
med dæmpet Aande hviler for at lytte,
om ingen Gudeskare did vil flytte,
om ingen Skjald, om ingen Bueskytte
vil vaagne atter paa det givne Tegn.
O, sad du eensom i en saadan Stund,
hvor Kæmpehöien speiler sig i Fjorden,
da steeg der Drömme op fra Kæmpens Blund
og sank med Bæven til dit Hjertes Grund
med dybe Tanker fra det stærke Norden;
da fölte du, at Hedenolds Bedrift
er voxet ud af disse mörke Lier,
som Fyrren voxer af sin Klipperift —
at hine Lyn i Vaabendaad og Skrift
er Fjeldnaturens egne Phantasier.
Derfor tog Helten sine Vaaben med
i Höiens sommerlune Sovekammer;
kun her, hvor Fossens Jette styrter ned
i dette Dyb, hvor Drageskibet gled,
begribes Værdet af en nordisk Hammer,
kun her, hvor Kæmpen over Uren gik
og hörte tankefuld Lavinen brage,
kan Höiens Klinge svinges for dit Blik,
og faae sin underbare Glands tilbage.
Dog — Kæmpens Gods skal ranes, graves frem;
der komme Forskere med Stang og Spade.
O, hvilken Rigdom i en Herses Hjem:
en Stump af Sværdet og af Skjoldets Plade,
en söndret Krukke, nogle möre Been,
en Haandfuld Pile og en Hvæssesteen!
O, kunde I, med denne Hoben Rust,
fremmane Glimt kun af det store Svundne!
See, blot ved Klippeluftens friske Pust
hensmuldrer meer end Hælften af det Fundne.
Hvad har I lært af dette brudte Sværd,
saa tomt for Pragt, saa drabeligt i Færd?
Kun Helten lærte af de kloge Dværge
dets længst fortabte, hemmelige Værd:
at blot i Kamp stod Runer paa hans Værge.
Ak, det skal flytte fra de gamle Bjerge,
og det skal bramme blandt det löse Kram,
som Samler-Iver stiller dig tilskue,
fra Pavens Töffel til Nomadens Bue,
fra Mumien til Flaggermusens Ham!
Men da har Egnen tabt sin bedste Skat,
og Kæmpens Skygge har sit Hjem forladt,
og intet Sagn om hans Bedrifter melder;
thi mellem Fjorden og den vilde Ur
staaer Kæmpens Gravhöi nu med Brædeskuur,
og der har Bonden sin Kartoffelkjælder. —
Jeg stod en Aften ved en Klippebugt,
og fölte Viftet fra et Sneefjelds Tinde,
og Egnen var af Bjerge sluttet inde;
til alle Sider syntes Fjorden lukt.
Da faldt med Eet en Lysning paa dens Strand,
hvor nys den dybe Klippeskygge hvilte.
Jeg saae en Höi, hvor Hængebirke smilte,
og kjöled Grenen i det klare Vand.
Og medens Lyset efterhaanden veeg,
og Mörket atter slöred Birkens Grene,
gik der en Hvisken mellem Strandens Stene,
og Dalens Sagn i min Erindring steg:
Naar Duggen falder over Höiens Kammer,
da lyser Vaabnet der med sære Flammer,
da vækkes Alfefolkets lette Skare
i deres Reder af den lune Vind.
De skue Glimtet, frygte ingen Fare
og drage dandsende i Höien ind.
De vaage der i Gammen og i Mag
med favre Sange og med Harpeslag;
og Droslen sidder under Birkens Blad
og hörer Tonerne i Höien klinge,
og tör ei lette paa den vevre Vinge,
og nemmer taus det underbare Kvad.
Men er der gravet efter Sværd og Spær,
da vil ei Alfefolket være der,
og Birkens Dug er nu en Taareflod,
fordi den döer med sönderrevet Rod;
og Droslen flygter til de vide Sletter,
og söker Graneskovens sörte Hal,
og mindes Alfesangens Tonefald,
og klager der i taagefulde Nætter.
Welhaven.
