Ragnhild sidder paa Sætersvold
Solens rödmende Lue
Glider bag Aasen; den gamle Kold
Staaer der med gylden Hue.
Hen gjennem Granskovens dunkle Træer
Falder endnu et smeltende Skjær;
Dagen lider. Jeg tænker vel
Eistein kommer til Stöls i Qveld.
Köernes Klokker tie alt stil,
Og Buskaben hviler i Qvæet;
Myggene dandse i Aftenens Ild,
Skovduen kurrer i Træet.
Bækken farer forbi med Brum,
Og kaster paa Bredden sit hvide Skum.
Dagen lider; dog tænker jeg vel
Eistein kommer til Stöls i Qveld.
Ud gjennem Sæterens aabne Dör
Glimter den röde Lue.
Rögen stiger fra Tagets Ljör
Ret mod den lyseblaa Bue.
Endnu lyder en Klokkes Klang
Hid fra Fjeldet og Maaltrostens Sang.
Dagen lider. Den tause Qveld
Breder sit Slör over Dal og Fjeld.
Tys! da ender Maaltrostens Sang,
Og Klokken tier i Fjeldet;
Bækken standser med Et sin Gang,
Og lydlöst gaaer Fossevældet.
Arnens Lue taber sit Skin,
Og trækker sig ræd under Asken ind;
Tys! i den stille slumrende Nat
Har sig Huldren paa Volden sat.
See! hun holder en Langeleeg
Gylden og deilig at skue;
Ragnhild stirrer og er saa bleg,
Hun skjælver for Bjergets Frue.
Huldren rörer sit Strengespil,
Og Tonen klinger saa stærk og vild:
Som Skrig det klinger fra Fjeldets Væg,
Og Granerne ryste det gamle Skjæg.
Hör! da klinger Tonen igjen,
Og retsom af Vindene baaren
Flöd den veemodig i Natten hen,
Mild som Bækken om Vaaren.
O! det var som den dybe Qval,
Der hviilte tungt over Skov og Dal,
Löstes i Graad, og Bjerg og Krat
Smelted derved i den tause Nat.
Strengene taug, men fra Fjeldets Skjöd
Klang det som hulkende Röster,
Jamrende Klager i Skoven löd,
Det suste i Vest og i Öster.
Da segned Ragnhild: „Du milde Christ!
Af Troldenes Garn du redder mig vist.“
Et Suk der löd over Sætersvold,
Og Huldren svandt bag den gamle Kold.
Og hör! nu synger Fuglen paanyt,
Og Bækken brummer i Lien;
Inde i Skoven larmer det lydt
Og Qvisterne knage paa Stien.
Nærmere kommer den muntre Larm,
Ragnhild hviler i Eisteins Arm.
Signe dig Gud! jeg vidste det vel,
Eistein kom nok til Stöls i Qveld.
J. Collett.
