Der blusser paa Torvet et prægtigt Baal,
om en Krop slaar Luerne sammen,
under Rakkernes Hujen og Sjovernes Skraal
messer Munkene Tak med et Amen,
Til Kødet skrumper om Benene ind,
og Knoklerne Aske sætter —
saa bortfejer Torvets lystige Vind
Resterne af en Kætter.
Hvad er da en Kætter — o Jesu mild —
at saadan en Medfart ham rammer?
Det er en, som kun kunde leve i Ild
og kun kunde dø i Flammer!