Der er Fred i Klostergange,
Fred i hvælvede Alleer,
der er Fred i fromme Sange,
fødte af en Sjæl i Veer —
alle Blodets Hunnerhorder,
Vilddyr-Skarens Oprørstog,
standses i den stille Celle
med et gyldent Visdomssprog.
Det er Evighedens Styrke,
at den skænker os et Maal;
det har større Værd at dyrke
Klostrets end sin egen Kaal —
her er Ro, naar jeg fordyber
mig i Aftnens gyldne Himmel
eller stryger Hvidtekosten
over Kirkemurens Skimmel.
Træd kun rolig ind, min Søster,
du skal faa den Trøst, du søgte,
Skriftefaderen bag Gitret —
han er bedre end sit Rygte;
i dit alvorsrene Ansigt
vil jeg læse som en Broder,
høre dig med større Andagt
end jeg beder til Guds Moder.
Der er Fred i Sjælens Gange,
i dens hvælvede Alleer,
og der toner stille Sange,
Efternynnet fra dens Veer,
dengang Blodets Hunnerhorder
paa det vilde Oprørstog
standsed for den store Mesters
evigt-gyldne Visdomssprog.