I.
Du skal ære din Fa’r, du skal ære din Mo’r:
det er Mose Lov, det er Herrens Ord.
Sinai-myndigt staar Mose Bud,
som vandringsprøvet af Ørknen gik ud.
Og fæster det Rod i den arvede Jord,
faar Hjemlandet Trivsel i tusinde Led;
hvor Sønnerne gengælder Faderens Sved,
gaar Faderen trøstet til Dødsriget ned;
han ved, at hans Kuld i Taknemmelighed
vil uddybe Sporet af Slægternes Vogn
og værge hver Grænse om By og om Sogn.
II.
»Du skal hade din Fa’r, du skal hade din Mo’r.«
Hvem raabte de gudsforgaaende Ord?
De foer fra en Høvding, som drev sin Hest
over Bymarkens Hegn i forrygende Blæst,
som sprang op med et Ryk i den Navlestræng,
der moderbandt ham til Hjemstavnens Eng,
som tumled sin Tanke til Steder frem,
hvor aldrig der skinned et Lys fra et Hjem,
og spored til læ-løse Brinker ud,
hvor Sjælen staar nøgen i Dødstormens Slud.
Nede laa Jorden med Fa’r og med Mo’r,
med Hustru og Frænde, med Søster og Bro’r;
hvor fast var den tvundet, den Navlestræng,
hvor dufted det Hø paa den solede Eng,
hvor tryg var den Vandring bag Muldjordens Plov,
hvor fredfyldt den Hvile i Fædrenes Lov!
Men sprængt blev den tusindaarsfredede Baas,
hvor Hjorden stod stuvet, saa intet saas,
oprykt hver neddrevet Grænsepæl,
som tøjred til Stavnen al Verdens Sjæl.
Revnerne søndred den Kvaderstensmur,
da Stormfloden skyllede frem af hans Lur,
og vakte blev Mænd, som i Murkrogen sov,
til Kampen for Frihedens fuldkomne Lov.