Den tredje Vise om Rosmer Haffmand
8
8
1.
Islands Konning lader bygge it Skib,
saa nær ved Islands side:
Oc der det gamle Raad vaar død,
det gick de Suenne til Quide.
Der de finge Fred, vdi Haffuet vd,
da seyle de Normend.
2.
Rosmer løber i Haffuet vd,
oc monne min Kaanst icke due:
Alle de Skib velte hand til Grund,
de vaare vel Siu sinde Tiue.
3.
Alle da siuncke de erlige Kongens Mend,
ia huer oc en for sig:
Foruden hin vnge Aller Kongens Søn,
hand fant den liden grøn stig.
4.
Hand fant paa saa lidet it Huss,
met sine forgyldene Tenge:
Det gaa mig lige som HERre Gud vil,
oc her skal ieg indgange.
5.
Det vaar Aller Kongens Søn,
hand ind at Døren tren:
Det vaar stolten Frue Eline lille,
hun stoed hannem op igien.
6.
Side du neder du wselige Dreng,
oc varm dine Been saa kaalde:
Men komer hand reckendis Rosmer hiem,
hand vil dit Legeme volde.
7.
Side du neder du wselige Dreng,
oc varm dine fraasne Beene:
Som mend ved Aller kommer Rosmer ind,
hand stæger din Krop paa Teene.
8.
Sildig om Afften kom Rosmer hiem,
det vaar at afftens quelde:
Huad haffuer du giort aff Christen mand,
som du haffuer haffd i velde.
9.
Her fløy en Ful alt offuer vort Huss,
met Christen mands been i Munde:
Ieg vende mig om ieg kaste det vd,
det snariste der ieg kunde.
10.
Det vaar stolten Frue Helene lille,
hun ganger for Rosmer at stande:
End er her kommen en liden Dreng,
er fød vdi mine Lande.
11.
Er der kommen en liden vnger Dreng,
er fød vdi dit Rige:
Da skal ieg holde hannem tryggeligen Tro,
Ieg vil hannem aldreg suige.
12.
Hand vaar der vel vdi Otte Aar,
hand kunde sin Mandom icke styre:
Hand afflede met Helene it Barn saa fint,
saa stille monne de det føre
13.
Det vaar stolten Frue Helene lille,
hun ganger for Rosmer at bede:
Suenden haffuer her saa lenge værit,
det er icke alt aff Kede.
14.
I lade hannem fare hand er min Slect,
i giffue hannem Guld hin røde:
Bliffuer hand lenger i Bierget luct,
hanem langis vist til døde.
15.
Haffuer hand her saa lenge værit,
oc agter nu hiem til Lande:
Ieg giffuer hannem en Kiste met Guld,
den ganger hanem vel til haande.
16.
Ville i giffue hanem Kisten met Guld,
i faa hannem den paa Haande:
Saa ilde lyckis hannem den gaffue,
vden i sette hanem paa Sande.
17.
Det vaar stolte Frue Heline lille,
hun farer saa vel met liste:
Hun gaar sig vdi Lønkammer ind,
oc ligger sig i den Kiste.
18.
Hand tog Kisten paa sin Ryg,
oc Manden ved sin Haand:
Saa ginge de sammen den lange Vey,
igennem det salte Vand.
19.
Nu haffuer ieg dig til Landet førd,
du seer nu Solen hin klare:
Til Fader oc Moder til Syster oc Broder,
saa gladeligen maa du fare.
20.
Haffuer du giffuet mig Gaffuer skøne,
oc mig til Landet Baarn:
Rosmer ieg kand det icke dølie,
Frue Helene er met Baarn.
21.
Rusmer bleff saa vnderlig der ved,
oc hanem rand Taare paa Kinde:
Haffde ieg icke soret dig Trygheds Eed,
ieg skulde dig siuncke til Grunde.
22.
Rusmer løber at Haffuet hen vd,
oc hand tog til at raabe:
Borte vaar stolten Frue Helene lille,
tilbage stoed den Taabe.
23.
Io lenger io mere hand Rosmer vred,
monne paa Frue Helene kalde:
Saa fløy hand bort vdi røden Flent,
oc bleff saa borte met alle.
Der de finge Fred, vdi Haffuet vd,
der seile de Normend.