Berner Riss oc Orm Vnger Suend
17
17
1.
Det vaar høyen Berner Riss,
hand vaar saa stoer en wheure:
Hand vaar grum oc der til leed,
ingen Mand kunde hannem styre.
Men Skoffuen staar all i Blomster.
2.
Det vaar høyen Berner Riss,
hand lader de Breffue scriffue:
Oc sender hand dennem Daner Konning,
oc lader hannem saa tilbiude.
3.
Ieg siger dig Daner Konning,
alt om ieg er en Mand:
Du skalt giffue mig Daatter din,
om du vilt eje dit Land.
4.
Det da melte Daner Koning,
suarede hand saa der til:
Ieg giffuer hannem aldrig min Daatter,
det gaa mig hure Gud det haffue vil.
5.
Det vaar Daner Konning,
hand sad offuer breden Bord:
Hand klaget sin Vaande saa haardelige,
alt for sine Kemper gode.
6.
Er her nogen aff mine Mend,
mig vil offuer Berner heffne:
Da giffuer ieg hannem Daatter min,
der til halff mine Lande.
7.
Alle da sade de Kongens Mend,
de talede icke it Ord:
Foruden Orm vnger Suend,
hand fuld vel suare torde.
8.
Vil i giffue mig den Jomfru fin,
oc der til Rige oc Land:
Da vil ieg voge mit vnge Liff,
alt for den Lillie vaand.
9.
Det vaar høyen Berner Riss,
hand sig offuer Agsel saae:
Huo er denne Mysseling,
denne Kamp vil tage sig paa.
10.
Ieg er ingen Myseling,
end dog du monne mig saa kalde:
Kong Sigfred hede min Fader,
den lede Lindorm hannem felde.
11.
Vaar Kong Sigfred din Fader,
huor finder mand Kemper slig:
Alt est du bradelig voxen,
du seer hannem icke wlig.
12.
Det vaar sildig om den Afften,
der Natten den dreff paa:
Da lystet Orm vnger Suend,
vd til Bierget at gaa.
13.
Hand klappet paa Bierget,
der reffnet i haarden Hald:
Det hørde hand inde i Bierget laa,
saa høyt det i Bierget giald.
14.
Huo klapper her paa Bierget,
huo vecker mig aff Søffn hin haard:
Kand ieg icke met Freden ligge,
vnder denne sorte Jord.
15.
Det er ieg Orm vnger Suend,
allerkiæriste Søn din:
Saa gierne bedis ieg Hielp aff dig,
allerkiæriste Fader min.
16.
Ieg haffuer mig vissed en Kamp,
met Berner Riss hin stercke:
Du deele met mig det beste Suerd,
som er i Danmarck.
17.
Icke vil ieg dit huide Sølff,
icke helder dit Guld saa rød:
Ieg beder saa gierne om Birting,
at vinde saa ven en Mø.
18.
Du fanger icke mit gode Suerd,
er lagd i Guld saa rød:
Vden du heffner min Faders Død,
bleff stægt paa Gramer Ø.
19.
Gierne vil Ieg heffne eders Faders Død,
viste ieg huo hannem slog:
Eller ieg vil voge mit Liff der paa,
oc aldrig mere til eder gaa.
20.
Men kand ieg ey aff Birting faa,
oc maa dette Suerd ey nyde:
Da skal ieg slaa den Haarde Steen hald,
oc Bierget offuer dig bryde.
21.
Hand bød hannem Kloden oc Hialtet frem,
oc ynskte hannem Lycke i Haand:
Bliff du heldig oc i Henderne sterck,
oc verie dig som en Mand.
22.
Der hand haffde faaet det gode Suerd,
vaar hand i Hiertet fro:
Nu hielpe mig Gud i Himmerig,
ieg Seyren vinde maa.
23.
Saa glad vaar Orm hin vnge,
der hand fick Birting i Hende:
Hand hug tre Alne i haarden Steen,
det icke i Birting kiende.
24.
Det vaar Orm vnger Suend,
gaar sig i Borgstuen ind:
Huor ere nu de gode Hoffmend,
i Afftis vaare saa bøse i Sind.
25.
Alle da sade de Kemper stille,
oc ingen torde suare it Ord:
For vden høyen Berner Riss,
hand sprang offuer breden Bord.
26.
De screffue Kredzen paa den Jord,
som de skulde baade i gaa:
Er det icke andet for en Mand,
mod mig i Striden skal gaa.
27.
Hør du Orm du liden Mand,
alt huad ieg siger dig:
Veed du noget aff Birting,
du dølie det icke for mig.
28.
Huad skal ieg aff Birting vide,
min Fader er i Bierget død:
Haffde ieg ellers Birting,
hand kunde vel hielpe i Nød.
29.
Men du haffuer icke din Faders Suerd,
da acter ieg lidet din Komme:
Gack aff Kredzen du wselige dreng,
det gaa dig lidet til fromme.
30.
Icke passer ieg paa Birting,
du kand til mig icke recke:
Ieg vil felde dig første slag,
din Hals i tho skal Knecke.
31.
Det suared Orm vnger Suend,
hand vaar saa fri vdi Hu:
Da skal ieg hugge dig i dine Knæ,
om ieg icke høyre kand naa.
32.
Det vaar Orm vnger Suend,
hand kaste Suerdet om met alle:
Hand hug Berner aff i Knæ,
at hand til Jorden monne falde.
33.
Nu haffuer ieg været i attan Stride,
oc flere oc icke ferre:
Aldrig vaar det Kempe sæd,
saa nederlig Kemper at saare.
34.
Du Berner lad dine store Ord,
oc nu est du min Fange:
Ieg holder for dig den Jomfru skøn,
vden du kunde bedre gange.
35.
Der hand haffde vejet den lede Jedt,
da lengtis hannem hiem til Lande:
Der mødte hannem Giord oc Alff,
alt paa den huide Sande.
36.
Vel kommen fauren vnger Suend,
vdaff de øster Lande:
Haffuer du intet om Ormer spurt,
om hand er vorden til Mand.
37.
Icke er det lenge ieg hannem saae,
alt til den Riddere steffne:
Da suor hand om den øffuerste Gud,
hand skulde sin Faders død heffne.
38.
Det vaar vngen Herre Alff,
hand stødte op Muld met Suerd:
Aldrig fanger Orm for Fader sin,
enten Guld eller Pendings verd.
39.
End vnte hannem Gud den Seyr at vinde,
aff Berner Riss den lange:
End maa hand heffne sin Faders Død,
baade Guld oc Pending fange.
40.
Det da melte Giord oc Alff,
vilt du det sige for vist:
At Orm haffuer Berner slagen,
wi vilde hannem icke miste.
41.
Est du Giord oc est du Alff,
i dølie icke eders Naffn:
I haffue slagen min Fader ihiel,
hans Død saa vil ieg heffne.
42.
De droge vd deris gode Suerde,
Kemper saa vaare de gode:
De fectedis vel i Dage tre,
saa vjt da rand deris Blod.
43.
Det da suared den Haff frue,
hun talde saa got it Ord:
Hør du Orm vnger Suend,
dit Suerd det er forgiord.
44.
Du kast dit Suerd tre gange omkring,
du stick det siden i Jord:
Affuends kaste hand Suerdet omkring,
saa lyde hand det Quinde Ord.
45.
Den fierde Dag at quelde,
der Klocken vaar ved fem:
Da slog Ormer de Kemper to,
drog saa til sit Land hiem.
46.
Det vaar Orm vnger Suend,
kom i Daner Kongens Gaard:
De toge mod hannem met heder oc ære,
baade Kongen oc alt hans Raad.
47.
Der vaar Glæde offuer all den Gaard,
saa faurt at lyde der paa:
Daner Konning gaff sin Daatter bort,
Orm vnger Suend hende tog.
Men Skoffuen staar all i Blomster.