Mimmering Tandt
18
18
1.
Mimmering vaar den mindste Mand,
som fødder vaar i Konning Karls Land
Mine Skøniste Jomfruer.
2.
Den mindste Mand,
som føder vaar i Kong Karls Land:
før end hand bleff til Verden baarn,
da vaar hans Klæder til hannem skaarn.
3.
Til Verden baarn,
da vaar hans Klæder til hannem skaarn:
Før end hand nam at gange,
da baar hand Brynie hin tunge.
4.
Før end hand nam at gange,
da baar hand Brynie hin tunge:
Før end hand nam at ride,
da bant hand Suerd ved Side.
5.
Nam at ride,
da bant hand Suerd ved Side:
Det første hand kunde bære sit Suerd,
da vaar hand en Kempe verd.
6.
Bære sit Suerd,
da vaar hand en Kempe verd:
Saa gick hand til Strande,
som Kiøbmend laa faare Lande.
7.
Til Strande,
som Kiøbmend laa faare Lande:
Hand saa sig vnder lide,
huor en Ridder monne ride.
8.
Vnder Lide,
hand saae huor en Ridder monne ride:
Hand kom rendendis saa hastig frem,
hans Hest vaar som en Løwe gram.
9.
Hastig frem,
hans Hest vaar som en Løwe gram:
Hør du Ridder faur oc fin.
behøffuer du icke en liden Skiold Dreng.
10.
Faur oc fin,
behøffuer dig icke en liden Skiold Dreng:
Mig siunis du est baade liden oc vng,
Du kandst icke bære min Brynie saa tung.
11.
Liden oc vng,
du kandst icke bære min Brynie saa tung:
Mimmering vrædis ved det Ord,
hand slog den Ridder fra Hest til Jord.
12.
Ved det Ord,
hand slog den Ridder fra Hest til Jord:
End giorde hand hannem mere meen,
hand slog hans Hoffuit mod en Steen:
13.
Mere meen,
hand slog hans Hoffuit mod en Steen:
Saa satte hand sig op at ride,
met andre Kemper vilde hand stride.
14.
Op at ride,
met andre Kemper vilde hand stride:
Der hand kom i grønen Lund,
der møder hannem Vidrich Verlandssøn.
15.
I grønen Lund,
der møder hannem Vidrich Verlandssøn:
Vel mødt her du Ridder god,
vilt du ficte for en skøn Jomfru.
16.
Ridder god,
vilt du ficte for en skøn Jomfru:
Det suared Vidrich Verlandssøn,
ieg møder dig om ieg er Mand.
17.
Vidrich Verlandssøn,
ieg møder dig om ieg er Mand:
De fectede i Dage de fectede i tho,
ingen aff huer anden kunde Seyer faa.
18.
De fectede i tho,
ingen aff huer anden kunde Seyr faa:
Saa suore de sig i Staaldbrødre lag,
oc det skulde vare til Dommedag.
19.
I staaldbrødre lag,
oc det skulde vare til Dommedag:
Hure skulde det vare den tid saa lang,
det kunde icke vare til Afften kam.
Mine skøniste Jomfruer.