Som Dagens Behersker, ved mægtige Straaler,
Opliver i Jorden de sovende Kierner,
Og haabsvangre Spirer frempippe af Mørket,
See Dagen, — og voxe til mandige Eege,
Og yndige Roser, og Korn;
Saa virker og kraftig i Folkenes Hierter
Den vinkende Naade fra Fyrsternes Troner.
Den straale! — Da føle de Gudernes Vælde,
Som skabtes og skabe; — og stolteste Dyder
Fremlokkes ved salige Smiil.
Ha! Christian! saa sendte Du ned fra det Høie
En skabende Straale til Asernes Sønner.
De føle dens Varme, — og Fædrenes Dyder
Antændes i Brystet, — og Indfødte voxe
Til Borgere værdige Dig.
Ja, Helte skal opstaae, — og Fiender skal falde!
— Hvo, elsket af Kongen, foragter ei Livet?
Den Stærke bag Ploven skal kaste sin Staver
Og gribe sin Øxe, — og Drengen hans Staver,
— Og dræbe, — og Fienderne flye!
Den lønssikre Yngling skal Muserne dyrke,
Og synge Din Roes; — og Gudinderne flette
Om nordiske Isse belønnende Krandse
Af evig uvisnende Laurbær, — og flette
Din Ære tæt ind i hver Krands.
Den trællende Statsbie skal sue af Jorden
Dens nærende Kræfter; — og glad skal den gyde
Forhvervede Rigdom i Kuben, og tænke:
Jeg samler ei længer til snyltende Vandbie,
Men Konge, og Brødre, og mig.
Saa kommer tilbage den stolte Gudinde,
Som Fædrene kiendte til Fremmedes Rædsel,
— Hun, — Patriotisme, — hun kommer tilbage;
Glad seer hun sit Oldhiem, — og reiser sin Trone
I modige Indfødtes Bryst.
Ha, Konge! — der staaer den, — Din Lov til et Minde.
Lad Tiden fortære det evige Marmor!
Lad Atlasser styrte og Dovre hensmuldre!
— Ei rokkes Dit Minde; — men kneisende staaer det
Til sidste af Dannemænds Død.
K. Tr.