Stor var du Fædreland! i hine gamle Dage,
Dit seierrige Navn holdt Fienderne tilbage; —
Med Kiempens raske Gang gik unge Cimbrer kiek
Til Kamp og blodig Seir. Dit Navn var Sydlings Skræk.
Bort Nidding fra hans Arm, som vældig Sværdet hæver,
Hans Hug er Dødens Bud, — naar leiet Fremmed bæver
Staaer Indfød klippefast, — ei skialv den danske Mand
For stolte Fienders Spyd, glad døer han for sit Land.
Hvorfra kom Cimbrisk Hær, (hvis Navn bød Naboe flygte)
Som lærte Verdens Skræk, det stolte Rom, at frygte,
Som førte Kamp og Flugt og Døden overalt,
Og knuste Heltes Mod, og seirend’ stred og faldt.
Var Sydling paa dit Skib, du Venders Overvinder?
Da Bølgen skummed’ Harm, og Storm og rasend’ Fiender
Foreentes til din Død, da Venderne forsvandt
For Danmarks kiekke Folk, og Grav i Bølgen fandt.
Kiek var du Nordens Helt, thi kiekke Helte blegne
Ei midt i Dødens Svelg, og Nordens stolte Egne
Er Kiekheds Fødeland — Mon ved en fremmed Arm
Det dræbend Sværd og Spyd traf modig Brittes Barm?
Bort flygted’ Gallier! Til Fædres Æreminde,
I det forladte Land skal Verden evig finde
Normanners æret Navn. — Da voxte unge Søn,
Blev Helt, blev Fædre liig, og Æren var hans Løn. —
Os rædselfulde Syn de sidste Tider bringer,
Liig raske Søemands Skib, naar langsomt der omringer
En liden dunkel Skye, og Solen viger bort,
Og Taagen voxer tæt og fæl, som Afgrund, sort —
Med mørke Rædsler fyldt. — Men Stormevinde iilte
Til Taagens Undergang — den stoute Søemand smiilte
Ved Solens klare Dag ad Søens Tumlekast,
Saa var du Fædreland, nu Trældoms Lænker brast
Ved Kongens faste Bud, som stolt paa Dyder kalder,
Og Cimbrisk Tapperhed — og hos den muntre Alder
Opliver Siæledrift, og Følelse og Aand,
Der danner Mandighed, og knytter Troskabs Baand.
Vox op, du kiekke Folk! bliv stor til Landets Ære,
Kun Landets Frugter skal for værdig Indfød være,
Og Æren Heltens Løn; bliv viis til Statens Held,
Kom Cimbrisk Folk ihu, see Juel og Griffenfeld.
Saa lydte Kongens Ord, og Tvillingrigets Sønner
Istemte Glædens Sang: vor Konge kun belønner
Den værdig indfød Mand, vor Christian er stor;
Blev hørt fra Elvens Strand til sidste Næs i Nord.
Ja stor ved Borgers Vel, naar Frieheds Land beskytter
Et æret, virksomt Folk, naar Heltens Ærestøtter
Skal smile til Din Lov, naar seirend’ Sønners Død
Er Mødres Frydsang, mens Landet Kampen bød.
Naar Nordens frygtet Magt til Strid er altid færdig,
Og Skalders Chor opstaaer, de sidste Cimbrer værdig,
Hvis Sang er Kiæmpers Mod, og ædle Borgers Dyd,
Da skingrer Christians Roes blant Glædens høie Lyd.
Sc.