Op, ædle Danmark op! syng til din Konges Ære.
Op Norge! lad din Sang med os foreenet være,
Istem den Skioldungs Roes, som bød et mægtigt Ord,
Bød Indfødt være frie, og eene stolt i Nord.
Du, Christian, følsom saae Dit trykte Riges Lænker;
Du talte og da skialv enhver, som smidded’ Rænker
Mod Nordens kiekke Mænd, mod Kiempers stoute Slægt,
Hvis stærkeseened Arm gav fordum Norden Vægt.
Men Scandinavien! kan dine Helte bæve?
Hvo turde slavisk Frygt af Roms Bekriger kræve?
Var Cimbrer ikke meer’, var Normands Styrke tabt?
Hvad? eller har maaskee Alfader Helte skabt,
Som større Ild og Mod besiæled’ i at krige
Og høi’re Dyd besad og Cimbrer tvang at vige,
At følge fremmed Lov, at føle Stoltheds Straf,
Fordi de Love før som Jordens Herrer gav.
Nei, Indfødt mødløs ei betraadte Ærens Bane;
At staae og vinde var ham ædel Lyst og Vane,
Og hvo betvang det Folk, som meer’ end eget Blod
Sin Konge elskte, og, som Field i Kampen stod.
Men at Du æred’ Dyd, og villig den paaskiønned,
At ædle Fremmed Du som indfødt Mand belønned,
Det, Fædreland, tilsidst Dig største Fare blev,
Da fremmed Mand til sig allene Æren reev. —
Thi som en liden Skye, der nys fra Oceanet
Ved Titans stærke Hielp de fine Damper raned,
Skiønt næsten før useet giør hele Himlen sort,
Og styrter Strømme ned, og skyller Stæder bort,
Saa kielne Sydlinge tiltog’ og bleve mange
I Nordens giæstfrie Skiød, og Patrioten bange
Med tause Suk begred uheldig Skiebnes Magt,
Som Rigets indfødt Mand for Ære gav Foragt.
Da sank hver Oldings Haab, og bange Sorg bespændte
Hans gamle tunge Bryst; Han nu ei turde vente,
At blive ung igien ved ædel Afkoms Navn,
Hvis Roes var Oldings Fryd og stolte Ønskers Havn.
Da traurig unge Helt gik frem ad Ærens Bane;
Thi ei med Laurbærkrands belønned’ Krigens Fane
Den kiekke nordisk Mand; skiønt Ynglings svulmend’ Bryst
Bar Vidne om hans Mod, hans Kraft og Seirelyst.
Men som den glade Soel, naar Skyer den bedække,
Og Storme tude fælt og Støvets Sønner skrække,
Omsider bryder frem og jager Rædslen væk,
Og den Forsagte giør ved smilend’ Straaler kiek.
Saa Christians Fødselsdag bortdrev de mørke Skyer,
Og nye Glædes Raab frembrød fra Nordens Byer
Til dig, Alfader! og til viise Christian! Dig,
Som bød Dit ædle Folk at vorde lykkelig.
H.