Fattig jeg er
Og ikke pyntelig,
Aldrende Moder til
Utallige Børn;
Jeg er kiortelsklædt
Med kolde Jøkler;
Heden bær jeg Navnet
Alle Dage.
Under svale Himmelstrøg
Min Boelig faldt;
Her sidder jeg immer,
Og overskuer
Mange Brødre,
Og mine Sønner,
De der mod mig
Sig tee forskiællig.
Jeg erindrer de fromme
Og ædelsindede;
De ere mange
Af begges Hob,
Der gierne saae min
Saligere Forfatning,
Og ønskede min Tilstand
Mere hældig.
Hines Navne være
Skrevne paa Bølger,
Og paa min Iistrøie
Mod varmend’ Soel;
De, som mine Pialter
Med Tænder slide,
Og sue min Marv,
Hvor mager jeg end er.
De gode mig ynde
Af oprigtigt Sind,
Som altid attraaede
Mine Kaars Forbedring;
Mange mig giøded’ (glædde)
Med kostelige Gaver;
Dog er min Fader
Blandt alle den fremste.
Nogle giorde mig Ære,
Dem jeg aldrig saae,
Skiøndt jeg hørt haver
Deres Navne.
Stedse skal jeg stræbe,
At disse alle blive
Giemte bedre end Guld,
Og ei forglemte.
Hvor skal man da
Dit Navn bevare,
Du skiulte Giver
I Danmarks Land!
Jeg kiender ei dit Navn,
Men vel din Dyd;
Denne skinner des klarere,
Som hiint mere dølges.
Mit Bryst opvarmes
Ved din Kiærlighed,
Og Gudlignende
Ædelmodighed.
Jeg stolt vilde være,
Om jeg selv havde
Saa hæderlig Søn,
Som Moder født.
Hveden kom den Tanke
I dit Hierte,
Useete Ven,
At sørge for mig!
Og medlidende
At tænke paa mig,
Giøde mig med Gaver
Og Gavns-Fremmelse!
Hveden kom den Tanke,
Uden fra Himmelen?
Som giennemstraaler
Et gavmildt Sind!
Paa dine Gaver glimrer
Guddoms Præg,
Dog mere klarligt fra
Dit dulgte Navn.
Hvad drev Dit Sind?
Ei Lyst til Ære;
Ellers var dit Navn
Mig ikke ukiændt.
Men Ævnelyst,
Den Gudfrygts Datter,
Menneskekiærlighed
Alfaders Billede.
Hvad skal jeg kalde ham,
Der Gaverne sendte,
Naar mine Sønner
Derom spørge?
Ven af Gud, Ven af godt,
(Ikke Ven af Roes)
Min Ven, Menneske-ven,
Alfaders Handlanger.
Den skyer Lys,
Der Skam bedriver;
Den onde Gierning af
Skummel Frygt ledsages.
Løndoms Godgiøren
Er Høimodighed,
Mere værd,
End selve Gave.
Det er saa faver
Som sielden Dyd,
En uvisnelig
Æres-Moder
Her er gavmild Haand
Det godelystne Hiertes,
Men Tausheden,
Det beskednes Tolk.
Gid jeg saa nytter,
Som du selv ønsker,
Velmeente Gaver,
At man sige kunde:
Her kom god Gave
Til god Nytte;
Hiint ikke: Gaven blev
Her slængt i Ilden.
Være saa Dit Navn
I Himlen berømt!
Din Kiærlighed giengiældt
Der oppe og her!
Din Godhed ihukommet
I mit Bryst!
Dit Minde roest
I alles Munde!
I Guld indgraven,
Om jeg Guld aatte,
Jeg mig ønskede
Din Erindring,
Med tilfødt Navn,
Det jeg eene veed:
Den velgiørende
Runde Giver.
fordansket ved
Justitsraad og Rector
Th. St. Thorlacius.
