En Bondemand, der havde mange Penge
Og kun to Sønner, tog en Informator an,
Jeg og min Kone, sagde han,
Vil overgive ham som en retskaffen Mand
Det kiereste, vi har, tag han dem trolig an.
Han seer, det er to muntre Drenge;
Vist nok vil han med dem sin Hyre faae,
Men jeg og skiønne skal derpaa;
Jeg holder meget paa at regne og at skrive,
Deri maae han dem flittig drive,
Og deres Christendom til gavns de lære maae
Jeg ham det ei saa rigtig kan beskrive,
Men han mig sagtens vil forstaae:
Jeg vil, de gode og forstandige skal blive
Det giør dem liidt af Gud og Mennesker
Opfyld han heri min Begier!
Her har han et Par Værelser,
Og hvad han har behov, til Tieneste ham er.
Hos Bønderdrengene fandt Læreren de Gaver
Som mangen Junker ikke haver,
Thi mon ei tit af usel Hyttes Vraae
De største Hoveder fremgaae?
Og hvis ei Marmoret af Kunst udannet laae,
Hvad store Mænd vi da ei vilde faae?
Vel Mangen, som i Kroen læser gierne
Forordninger, bar da som Statsmand selv sin Stierne.
Vel mangen, der ved lumpen Bøndertvist
Udrustet med Forvovenhed og List
Er Formand for at vinde Ære,
En større Helt da havde kundet være
End mangen høivelbaaren Herre.
Den unge Mand, der underviiste vel
Opfyldte da sin Pligt med Ærlighed og Held.
Som Bonden saae med megen Glæde,
Ved Underviisningen var ofte selv tilstæde —
Ret som Forældres Pligt det var —
Og Agt og Venskab for vor Lærer bar.
Nu var et Aar forbi. Nu! sagde Bonden! Herre!
Hvor meget er nu vel hans Krav?
”Jeg tred’ve Daler maae begiere.”
Nei! brød den gamle hidsig af!
Hans Kald er surt og fuldt af Møie
Saa fik min Karl jo for min Jord at pløie,
Snart mere end den lærde Mand,
Hvem jeg mit Kiereste kan overdrage;
De Børn har Gavn af ham i alle deres Dage!
Nei kiere Herre! det gaaer ikke an;
Saalidet giver ingen holden Mand
Jeg meer, jeg 100 Daler ham vil give
Og gierne vil endda forpligte mig,
Hans Løn skal aarlig Aars forhøiet blive
Om jeg nu maatte laane paa min Gaard,
Nu da, hvad vilde det da sige!
Før jeg for deres Vel pantsætter Huus og Gaard
End de skal øde det lastværdige og rige.