Oprigtige Veninder!
Som svige ei, naar Iis og Snee
Med Vintren sig indfinder,
Men da just kierligst mod mig lee.
I ægte Billeder
Paa Venskabs Trofasthed i Nødens kolde Dage,
Ved Eders Syn Philanders Værd
Jeg kan med trefold Sødhed smage.
Naar Skovens Krone tabes
Og ligger visnet ved dens Fod,
Naar øde Ørkner skabes,
Hvor skiønne Paradiser stod;
Naar umedlidende
Den barske Boreas Naturens Pragt udsletter,
Og lutter Ødelæggelse
Bedækker Bierg og Dal og Sletter;
Da ad landflygtig Sommer
I vinke mildt udi hans Nød,
Og ilende han kommer,
Og giemmer sig i Eders Skiød;
Han løfter Hovedet
Og gotter sig ved den erholdte Freistads Varme,
Og hører giennem Vinduet,
Sin udelukte Fiende larme.
Her Hyacinthen smiler
Hist brænder Gyldenlakkens Knop,
Der Tuliproden hviler,
Som snart skal spire malet op,
Nu stiger blodbestænkt,
En Nellik frem af sit lysgrønne Moderbæger,
Mens Rosmarinen uforkrænkt
Med Vaarens Farve Øiet qvæger.
Jeg Gratier seer dandse
I min Indbildnings Urtegaard,
Og alle Floras Krandse
Er fletted’ ind i deres Haar
Hvis derhos Fløitens Lyd
Ledsager Chloes Sang til mit henrykte Øre,
Da smelter jeg i stille Fryd
Og Nattergalen troer at høre.
Min Siel! du selv har Ævne
At skabe dig en evig Vaar,
Hvad Lykke kan du nævne,
Som ei af dig sin Farve faaer?
Paa Hofmands stolte Bryst
Mon en broderet Soel kan Glædens Blomster drive,
Nei, nei! en sand og varig Lyst
Maae Hiertet selv forstaae at give.
Tak skee dig, som mig lærte,
Hvad der er sand Lyksalighed;
Viig aldrig af mit Hierte,
Guddommelige Nøisomhed.
Dit Tempel skal min Barm,
Og jeg din Offerpræst og Søn og Yndling være;
Og min Camene fro og varm
Skal synge Hymner til din Ære.
Storm.
