Jeg sad som et Barn ved maaneklar Søe
En Aftenstund;
Ved Siden der stod saa deilig en Møe
Med Rosenmund.
Hun talede til mig, men jeg var bly
Og svar’de ei;
Jeg reiste mig kun og saae imod Sky,
Og gik min Vei!
En andengang sad jeg ved krusede Aae,
Hvor Bølg’n gik,
Da saae jeg en Pigelil hos mig staae
Med smilende Blik!
Hun tog mig ved Haanden saa god og from:
”Fald ikke ned!”
Og da hun blev ved med sit ”Kom, o kom!”
Saa blev jeg vred!
Og engang min Kind var saa kold og vaad
Af Taaren nys,
Da kom en Pige, hun tørred’ min Graad
Og gav mig et Kys!
Og, da jeg engang saa munter og vild
Sprang om og loe,
Saa kom en Pige saa deilig og mild,
Hun gav mig to! — —
Nu sidder jeg tit ved maaneklar Søe
I Aftenstund,
Da kommer vel mangen en deilig Møe
Med Rosenmund;
Men nu da jeg ikke længer er bly,
De tale ei!
Og jeg er jo dog i den samme Bye
Paa samme Vei!
Thi gaaer jeg nu tidt ved krusede Aae
Med Taareblik,
Og nynner saa smaat, og tænker som saa:
”Den Tid den gik!”
Og gjerne jeg vilde da lade som
Om Foden gled,
Hørte jeg blot af en Pige, som kom:
”Fald ikke ned!”
Men hvad kan det hjælpe, min Kind er vaad
Af Taaren nys,
Nu faaer jeg jo ikke for al min Graad
Et eneste Kys!
Og hvad kan det hjelpe, om nok saa vild
Jeg sprang og loe,
Nu er der dog ikke en Pige til,
Som gier mig to! —
J. Thiele.