Jeg sad som et Barn ved maaneklar Sö
En Aftenstund,
Ved Siden der stod saa deilig en Mö
Med Rosenmund.
Hun talte til mig, men jeg var bly
Og svarede ei,
Jeg reiste mig kun og saae mod Sky
Og löb min Vei.
En andengang sad jeg ved krusede Aa,
Hvor Bölgen gik,
Da saae jeg en Pigelil hos mig staa
Med smilende Blik.
Hun tog mig ved Haanden, saa god, saa from:
”Fald ikke ned!”
Og da hun blev ved med sit: ”Kom! o kom!”
Saa blev jeg vred.
Og engang min Kind var saa kold og vaad
Af Taaren nys,
Da kom der en Pige, hun törred’ min Graad
Og gav mig et Kys!
Og da jeg engang, saa munter og vild
Sprang om og lo,
Saa kom der en Pige, saa deilig og mild,
Hun gav mig to! —
Nu sidder jeg tidt ved maaneklar Sö
I Aftenstund,
Da kommer vel mangen en deilig Mö
Med Rosenmund.
Men nu, da jeg ikke er længer saa bly,
De tale ei!
Og jeg er jo dog i den samme By,
Paa den samme Vei!
Thi gaaer jeg nu lidt ved den krusede Aa
Med Taareblik,
Og nynner saa smaat og tænker som saa:
”Den Tid den gik!”
Og gierne jeg nu vilde lade som,
Om Foden gled,
Hörte jeg blot af en Pige, som kom:
”Fald ikke ned!”
Men hvad kan det hiælpe, min Kind er vaad
Af Taaren nys,
Nu faaer jeg jo ikke for al min Graad
Et eneste Kys!
Og hvad kan det hiælpe, om nok saa vild
Jeg sprang og lo,
Nu er der dog ikke en Pige til,
Som giver mig to.