Du, som sværmede med mine Drömme
Södt i Barndoms förste Kiærlighed!
Vil ei Du, som den, i Livets Strömme
Fly med hvad jeg længtes, hvad jeg leed?
Tör vel du i Livets vilde Gange
Fölge mig med alt dit Sværmeri? —
Saae du ei, Natalia blev bange?
Frygter ikke du, o Poesie? —
Tör vel du med englerene Blikke
Endnu speile dig i Maanens Lys?
Tör du — ak! thi Andre tör det ikke —
Endnu række mig dit Honningkys?
Tör du endnu længes, tör du græde,
Tör du endnu lege med de Smaa?
Seer du ei, de Store er tilstede,
Og hvor undrende de see derpaa?
O, saa kom da! lad os sammen vanke
Armomslyngte Livets stille Gang!
Imod Östen sende vi vor Tanke,
Op mod Himlene vor Pilgrimssang.